Dit barn behøver ros

Et gram ros kan opveje mere end et ton kritik. Og der er altid noget at rose hos hvert enkelt barn.
Det er en almindelig fejl blandt forældre, at de glemmer at rose barnet. Mange børn hører sjældent en kompliment. Men de får skæld-ud, hvis de gør noget forkert.Det er alt for nemt at give en reprimande, fordømme og lægge skyld på børn. At fokusere på deres fejl, dårlige opførsel og det, de ikke får gjort. Hvis vi husker at opmuntre og rose lige så meget (eller mere) end vi kritiserer, vil resultatet blive en meget bedre opførsel og større glæde hos barnet.
I en amerikansk rapport om familieforhold svarede de adspurgte mødre, at de kritiserede barnet ti gange så ofte som de kom med rosende ord. En konklusion af studiet var, at der er brug for fire positive udtalelser for hver negativ.
Det er sjældet, at nogen forandrer sig, når deres fejl bliver påpeget. Og de vil heller ikke elske os, når vi gør det. Det mest sandsynlige er, at de vil se skævt til os, når vi gør det. Hvis vi vil hjælpe andre til at blive bedre mennesker, skal vi rose dem og opmuntre dem. Ægte ros er den varme og ømhed, vi alle har brug for for at kunne forandre os.

1. Ros det barnet gør, ikke dets personlighed. Vi bør rose et barn for dét, det gør – ikke for dets karakter. Efter pæne ord, som roser barnets karakter, som fx: ”Nu har du været en rigtig sød dreng!” reagerer barnet ofte med at opføre sig dårligt. Hvorfor? Barnet frygter, at det ikke kan leve op til den godhed, man forventer af det. Barnet føler, at det på en eller anden måde må benægte det, som det føler, ikke er sandt.
En familie fortalte om en rejse. En halv dag sad deres lille dreng helt roligt på bagsædet, og til sidst vendte moren sig til ham og sagde: I dag har du virkelig været en god dreng, Billy.” Efter denne ros var der ingen ende på den ballade, Billy lavede. Han kastede askebægeret på sædet. Han skreg og kastede sig rundt og han kastede omkring sig med ting. Hvad var grunden? Da han sad stille, følte han, at han havde hele verden imod sig. Han havde været vred, fordi han måtte rejse hjemmefra lige på det tidspunkt, hvor han og kammeraterne havde været ved at planlægge, hvad de skulle lave i dén uge. Da hans mor sagde, at han var en ”god” dreng, vidste han, at det ikke var rigtigt, og han fik behov for at vise, at hun tog fejl.
I stedet for at rose barnets karakter bør rosen understrege noget, barnet har gjort: omtanke for andre, oprigtighed og uafhængighed. Forældrene skal rose barnet for, at det anstrenger sig for at gøre noget – også når det ikke lykkes for dem. Rosen skal have fremgang som mål.

2. Ros barnet for dét, det er ansvarligt for – ikke for det, det ikke selv kan gøre for.
Børn kan fx ikke gøre for, at de har et smukt hår eller blå øjne. At rose et barn for sådanne ting kan skabe hovmod eller foragt i børn. Men når man roser barnet for, at det viser venlighed, gavmildhed, bliver det hverken forkælet eller hovmodigt.
Et barn har brug for at blive værdsat, når det viser disse gode følelser. Et barn, der bliver værdsat, har ”råd” til at være ydmyg. Det stolte eller pralende barn mangler følelsen af, at nogen virkelig sætter pris på det.

3. Husk, at det er specielt vigtigt, at folk, som betyder noget for barnet, roser det.
Forældrene er de vigtigste mennesker i barnets verden. Forældrene er centrum i barnets lille verden. Når forældre roser et barn, føler det sig elsket og trygt.
En søn sagde: ”Det betød ingenting, hvad alle andre sagde. Det hjalp så lidt. Men da far sagde, at det her var godt lavet, forandrede min verden sig helt.”
At rose en teenager hjælper den unge til at overvinde beskedenhed og udvikle uafhængighed. Rosen udvikler generøsitet, initiativ og samarbejdsvilje. Manglen på anerkendelse gør, at barnet føler sig uønsket, at ingen har brug for det, at det blot er en klods om benet. Dette gælder ikke kun forholdet mellem forældre og børn, men også i forhold på skolen, i arbejde og leg.
En skole var plaget af usædvanligt meget pjækkeri. Man forstod, der måtte gøres noget. En indsigtsfuld person foreslog, at man kommunikerede mere med eleverne. Han foreslog, at de skulle snakke med dem på gangene og bruge deres navne så meget som muligt. Efter dette tiltag fik skolen en usædvanlig lav fraværsprocent.

4. Vær oprigtig, når du roser. Børn ved, hvornår du mener, hvad du siger. De lader sig ikke narre. Rosen må ikke være falsk. Smiger duer ikke. Oprigtig ros lærer barnet at tage mod anerkendelse på en ydmyg og fin måde.

5. Ros barnet for, hvad det gør af sig selv. Hvis det gør noget uden at være blevet bedt om det, fortjener det en speciel opmuntring. En sådan ros fører til større selvtillid. Dette betyder, at forældre også skal være hurtige til at rose en taber. I et løb er alle – undtagen vinderen – tabere.
Både indstilling og udførelse er ros værd. At rose et barn som har prøvet, men ikke er lykkedes, giver barnet mod til at gøre nye forsøg og motivation til at klare hårde perioder, som alle mennesker oplever.
Alta Mae Erb skriver i Christian Nurture of Children: ”Et barn kan også miste troen på sig selv, hvis man giver det opgaver, der overstiger dets evner. Man prøver at få det til at udrette noget på et plan, som ligger for højt. Det er vigtigere med anerkendelse af det første forsøg, end at man giver det for store opgaver.”

6. Husk, at jo før du roser, jo bedre er det. Hvis forældrene er til stede, når succesen er sikret, er det godt. Hvis forældrene er til stede, når barnet har prøvet, men ikke er lykkedes, og så kommer med et opmuntrende ord, er det endnu bedre.

7. Husk, at forældrenes indstilling er lige så vigtig som det, de siger, når de roser.
Når ens far og mor stopper op for at lytte eller viser interesse, enten der har været succes eller fiasko, betyder det rigtigt meget. Dette skaber sammen med tonefaldet en atmosfære, som enten opmuntrer eller slår modet ned hos barnet. Hvis barnet jævnligt får ros, vil det lære at sætte pris på det. En voksen behøver ikke daglig ros, men et barn må have ros for at kunne udvikle sig. Det skrumper ind uden ros. Et barn, som får oprigtig og ægte ros, er privilegeret.
Will Sessions siger i forbindelse med emnet: ’Hvis jeg havde en teenager’: ”Jeg ville rose min dreng. Hvis han spillede horn, ville jeg prøve at finde i det mindste én tone, som lød godt i mine ører, og så ville jeg sige noget oprigtigt godt om dén. Hvis jeg syntes om hans skolearbejde, ville jeg sige det, i håb om at han også ville få gode karakterer. Hvis valget af skjorte eller slips, sokker eller sko eller noget andet var efter min smag, ville jeg sige det.”

Der er måske ingenting, der opmuntrer et barn mere til at elske livet, at elske det bedste og opnå tillid, end ægte oprigtig ros – ikke smiger – men ærlige komplimenter, som barnet har godt af.

Læs i næste nummer om behovet for at blive opdraget. Fra bogen ”Verdier barn trenger” af John M. Drescher, norsk oversættelse.