– Jeg mødte min datters morder
Ursula Links ældste datter Steffi blev voldtaget og myrdet. Men efter et livsforvandlende møde med Jesus tager Ursula en utrolig beslutning.Ursula LInk fortæller her sin historie om det helt særlige møde med datterens morder.
– Jeg er parat. Jeg tilgiver af hele mit hjerte.
Død? Myrdet? Brutalt voldtaget og misbrugt? Langsomt sivede politibetjentens ord ind. En landmand havde fundet liget af min 16-årige datter Steffi på sin mark, forklarede han. Nytårsnat 2000 blev natten, hvor hun døde. Efter en nytårsfest i Freiburg var hun sammen med sine veninder steget på den forkerte bus. Ved endestoppestedet holdt en hvid Golf. Vores redning, tænkte de. Men kun de to veninder kom sikkert hjem. Den pæne chauffør kørte ikke Steffi hjem. To kilometer før Schaffstadt drejede han ned ad en markvej
Nu begyndte der et mareridt for min 14-årige datter Nadine og mig, som ingen ende ville tage. Dag og nat gennemboredes vi af smerte over denne nådesløse kendsgerning: Steffi ville aldrig mere vende tilbage. Vi levede i et helvede på jorden. Om natten klyngede vi os tæt til hinanden og alligevel vågnede vi altid op badet i sved, plaget af mareridt.
Bare få dage tidligere havde vi alle været lykkelige! Mine to døtre og jeg holdt sammen som ærtehalm. Selvom livet ikke altid havde været rosenrødt jeg var blevet skilt i 1992, og økonomisk var der ofte smalhals var vi glade og tilfredse. Også Gud var kommet tættere på i de senere år, og det havde givet mig mere fred i sindet. I forbindelse med Steffis konfirmation var jeg igen begyndt at komme lidt oftere i kirken. Jeg kunne mærke, hvordan prædikenerne gjorde mig godt og fik tingene til at falde på plads.
Men nu var alt slået i stykker. Mit liv var som et åbent sår, og der var ikke noget, der kunne mildne den bankende smerte. Ingen terapi eller gode råd. Alt det syntes kun at strø salt i såret. Nadine og jeg så ikke mere nogen mening med livet. Vi kunne ikke glæde os over noget. Det var ubærligt at være sammen med mennesker, for hvem hverdagen bare gik videre, mens vores liv var slået itu. Det trøstede os heller ikke, at gerningsmanden hurtigt blev pågrebet og dømt.
Problemerne hobede sig op. I skolen lukkede Nadine sig inde, fordi hendes venner og veninder ikke vidste, hvordan de skulle omgås hende. Og selv havde jeg ikke længere overskud til at gå på arbejde, fordi jeg tit blev overmandet af voldsom krampegråd. Det var med til at tilspidse de økonomiske problemer. Selvom kriminalpolitiets ansatte støttede og hjalp os, så godt de kunne, var der ingen, der virkelig kunne sætte sig ind i, hvordan vi havde det inderst inde.
Omkring to år efter ugerningen forsøgte Nadine at tage sit eget liv. Gudskelov lykkedes det ikke. Jeg tænkte også selv tit på selvmord som eneste udvej, men endte altid med at sige: Jeg kan ikke lade Nadine alene tilbage. Nadine fandt kortvarig lindring, når hun skar sig, og blodet flød. Selvmord i rater, kaldte lægerne det.
Jeg begyndte at tænke tilbage på tiden i kirken. Ville Gud mon kunne skænke mig fred igen? Om søndagen sneg jeg mig ind på den allerbageste bænk i kirken og forlod den igen som den første for ikke at skulle hilse på præsten. Men jeg mærkede, at gudstjenesten gjorde mig godt. En dag skete der noget utroligt: Det var, som om der dukkede et stort filmlærred op i kirkerummet, og dér var Steffi! Jeg kunne kun se hendes ansigt. Hun sagde ikke noget, men så vidunderlig ud og udstrålede en dyb fred. Sådan kan kun den se ud, som er tæt på Gud, tænkte jeg. Jeg takkede Gud og fattede pludselig lidt mod og håb.
Men hverdagen krævede stadig sit. De økonomiske bekymringer tog til. Da Nadine og jeg til sidst ikke vidste vore levende råd, opsøgte vi en veninde og bad hende om råd. Da det også økonomisk stod knapt til hos dem, sagde hun:
– Faktisk er der jo kun en, som kan hjælpe jer: Jesus. Hvis I er parate til at lægge jeres liv i hans hænder, vil han hjælpe jer!
Hun syntes at have ret. Ingen havde hidtil kunnet hjælpe os.
– Nå ja, hva så?, sagde vi til hinanden.
– Vi har jo ikke noget at miste. Lad os bede sammen med hende.
Og denne aften, den 24. oktober 2002, skulle vise sig at blive et vendepunkt for os. Efter at vi bevidst havde taget imod Jesus som vores frelser og forløser, gik vi hjem med nyt håb. Desuden begyndte vi at læse i Bibelen, især om aftenen før sengetid. Mærkeligt nok forsvandt mareridtene, og jeg følte mig meget mere udhvilet om morgenen. Først troede jeg, det var en tilfældighed, men det skete igen og igen. Langsomt helbredte Jesus mig. Skridt for skridt. Depressionerne forsvandt. Mareridtene blev sjældnere og hørte snart helt op. Jesus helbredte også mine fysiske smerter. Nadine skar sig ikke mere. Selv hendes grimme ar var helt væk en dag.
Men jeg længtes efter at lære Jesus bedre at kende. Derfor begyndte jeg at komme i vores venindes menighed, som også snart skulle blive vores. Omkring et halvt år senere ville jeg gerne døbes. I forberedelsestiden var der et spørgsmål, som ikke lod mig i ro:
– Hvor er Steffi?
Nadine og jeg havde givet vores liv til Jesus og fået et nyt liv foræret. Men når jeg læste i Bibelen, stod der: Kun den, der omvender sig, får evigt liv. Kun den, der tager imod Sønnen, vil være hos Faderen. Jesus siger: I skal fødes på ny. Det rørte mig meget. Selvom jeg havde haft synet af Steffi i kirken, spurgte jeg nu mig selv, om hun faktisk var nær ved Gud. Kort før min dåb blev jeg derfor igen ramt af depressioner. Mens jeg en aften sad og bad, følte jeg en pludselig trang til at rejse mig fra sofaen og gå hen til reolen. Der fik jeg øje på Steffis grønne Gideon-bibel. Den ville jeg egentlig allerede for længst have smidt ud, fordi jeg ikke kunne lide den grønne kunststofindbinding. Nu slog jeg op i den og landede præcis på den side, hvor Steffi havde skrevet under på frelsesbønnen. I en alder af 11 år! Jeg var ved at eksplodere af glæde.
Allerhelst ville jeg fortælle til hele verden, hvor god Gud var. Men der var stadig en ting, som stod i vejen: Jeg havde ganske vist taget imod Guds tilgivelse, men nu skulle jeg selv give den til en anden af hele mit hjerte. På et møde havde jeg hørt en messiansk jøde fortælle om sit liv, hvordan han var blevet født i en koncentrationslejr. Der blev der udført grusomme forsøg på kvinder og børn. Han havde overlevet og forklarede, hvordan han havde lært Jesus at kende. Jeg kunne næsten ikke holde ud at høre hans historie. Denne mand vendte tilbage til Tyskland fra USA for at tilgive og forklare, hvad tilgivelse betyder. Jeg mærkede med mig selv, at jeg helhjertet skulle tilgive Steffis morder. Efter prædikenen bad jeg:
– Jeg er parat. Jeg tilgiver af hele mit hjerte.
Og jeg følte mig lettet og lykkelig efter disse ord.
Omkring to år senere fandt Nadine og jeg en ny menighed, hvor der var en særlig fængselstjeneste. Præsten og nogle frivillige i menigheden besøgte regelmæssigt mandefængslet i Freiburg. De tilhørte den kristne fængselshjælp Det Sorte Kors. Mon Gud har tiltænkt mig denne tjeneste? spurgte jeg mig selv. Teksten i Esajas 61, hvor der står, at Gud sender Jesus for at føre fanger i frihed, havde længe talt til mig.
Da jeg talte med præsten om det, sagde han slet og ret:
– Jamen, ta dog med.
Og langsomt vågnede den vished i mig:
– Jeg vil møde ham, min datters morder.
Lederen af Det Sorte Kors var til at begynde med ret skeptisk:
– Indlader du dig ikke som offer på noget umuligt?
Men da jeg fortalte ham historien om min helbredelse, indbød han mig til at deltage i organisationens årlige stævne, og her mødte jeg tidligere bankrøvere, narkohandlere, en nynazist og: mordere. Forbavset konstaterede jeg: Disse mænd var virkelig forandrede. Intet mindede om deres fortid. Den, der giver sit liv til Jesus, får et nyt liv foræret.
Jeg blev bedt om at fortælle min historie. Senere så jeg, at tårerne strømmede ned ad kinderne på en af mændene. Han fortalte mig sin historie og spurgte mig, om han måtte høre navnet på min datters morder. Jeg nævnte det, og han svarede:
– Ham har jeg delt celle med.
Jeg måtte synke en ekstra gang. Hvad ville Gud sige mig med dette møde? Forberedte han mig på noget? Ja, han ville ikke lade mig gå i uvished.
To uger senere fik jeg lov til at besøge fængslet for at snakke med fangerne. Jeg var lidt betænkelig til mode, men blev overrasket over, hvor venligt jeg blev modtaget. Forbavset konstaterede jeg, at også her oplevede mennesker, hvordan Jesus forandrede dem fra bunden af, og hvordan tilgivelse helbredte dem. Men den mand, jeg havde håbet at møde, dukkede ikke op.
– Det er afgjort bedst, at du ikke møder ham, sagde mændene fra Det Sorte Kors omsorgsfuldt. Men jeg bad dem:
– Ta og invitér ham til Alpha-kurset i fængslet. Jeg er parat til at møde ham.
Snart erfarede jeg dog, at denne mand var alvorligt syg og sikkert ikke havde længe tilbage at leve i.
Efter at være blevet opereret for en hjernesvulst havde han nok også mistet meget af sin hukommelse og kunne ikke længere tale ret godt, blev der sagt.
I julen 2008 skrev jeg et brev til ham, fordi jeg havde en følelse af, at der ikke var lang tid tilbage. Men lige meget hvad jeg gjorde, fik jeg ikke lov til at lade ham få brevet. I begyndelsen af januar bad min præst mig fortælle min historie ved en gudstjeneste. Han ville i forlængelse heraf prædike over tilgivelse. Senere samme måned fik jeg dette opkald: Din datters morder har kræft i terminalstadiet. Rigsadvokaten vil gerne vide, om du kan give tilladelse til, at han må få lov at dø uden for fængslet. Næppe havde jeg lagt røret på, før det begyndte at arbejde i hovedet på mig: Hvis jeg ikke må møde ham i fængslet, så måske på sygehuset?
Jeg ringede til rigsadvokaten og forelagde ham min bøn om at få udleveret mandens adresse. Han var meget overrasket og sagde.
– Det skal du overveje grundigt. Det er jo ret usædvanligt.
Senere hørte jeg, at han efter telefonsamtalen med mig var gået ud i kantinen, hvor han normalt aldrig kom. Der sad en anden advokat, som kendte min historie. Vedkommende beroligede ham og sagde:
– Denne kvinde mener det oprigtigt og har ingen tanker om hævn, tværtimod. Jeg kender hende og kan kun bakke op om anmodningen.
Derpå fik jeg telefonnummeret til morderens ægtefælle. Da jeg ringede op, lød hun meget ængstelig og vidste ikke, hvordan hun skulle snakke med mig. Derfor foreslog jeg:
– Hvad om vi mødes på sygehuset på mandag?
Det gik hun med til, men ville lade sig ledsage af en socialarbejder.
Så oprandt dagen, den 9. februar 2009. Nadines 23 års fødselsdag. Hun ville ikke med, men fandt det i orden, at jeg tog af sted. Hun kunne mærke, at det virkelig betød noget for mig.
Om formiddagen mødtes jeg først med de to kvinder og fortalte dem min historie, hvordan Jesus efter en meget ulykkelig periode havde skænket mig nyt liv og havde helbredt min datter og mig. Bagefter gik vi over på sygehuset. En fængselspræst havde forberedt manden på mødet og deltog selv heri på fængselsledelsens ønske. De var stadig væk betænkelige ved, om jeg ville finde på at hævne mig.
Da jeg trådte ind på sygestuen, rakte manden hånden frem mod mig. Jeg tog den og holdt den fast.
– Jeg har klokket meget i det i mit liv, sagde han,
– og det er jeg ked af.
Til det svarede jeg kun:
– Jeg er her for at sige til dig, at jeg har tilgivet dig, og at der stadig er en, der gerne vil tilgive dig: Jesus Kristus.
Desværre kunne jeg ikke forstå alt, hvad han svarede; han var stærkt påvirket af morfin. Men direkte adspurgt bad han mig, om jeg ville bede med og for ham, da han ikke vidste, hvordan han skulle bede. Jeg bad en bøn, hvori han kunne lægge sit liv og død hen til Jesus og tage imod hans tilgivelse. Pludselig strømmede tårerne ned ad kinderne på ham. Han var parat til at sige ja til Jesus. Også i sit hjerte. Det mærkede jeg. Derfor bad jeg videre for ham, lagde hans liv i Jesu hænder, hvis død på korset også var for ham. Pludselig fyldte en dyb fred, en næsten håndgribelig nærværelse af Gud, sygeværelset. Da jeg vendte mig om mod de tre andre, der stod bag ved mig, så jeg, at de var præcis lige så bevægede.
Socialpædagogen sagde:
– Jeg ville ikke have troet det muligt, at sådan noget kan ske.
Præsten sagde samstemmende: – Et Guds under!
Jeg spurgte socialpædagogen og ægtefællen, om de også ville være med i bønnen. Begge nikkede. Efterfølgende stillede vi os rundt om sygesengen og bad Fadervor.
Dybt berørt og taknemmelig forlod jeg stuen. Sikke et møde. Stærkt og vidunderligt.
To uger senere døde manden som en benådet synder.
