Kærlighed skal læres
Et barn fødes uden kendskab til, hvordan man elsker. Barnet kan kun lære at elske, når det selv bliver elsket.
Den indre trang til at elske og blive elsket er meget stærk. Gennem hele livet ønsker vi at få venner.
Det betyder meget, hvordan vi som forældre viser vores børn kærlighed. Det påvirker deres evne til at fungere godt over for andre. I samme grad som vi inkluderer børnene i vore liv, viser dem kærlighed og giver gensvar på deres kærlighed, bliver de i stand til at inkludere andre i deres liv, i deres venskaber og i deres kærlighed.
Børn har brug for ofte, gerne dagligt, at få at vide, at de er elskede.
1. Kærlighed er en reaktion, som må læres.
Vi lærer at elske. Et barn bliver født uden kendskab til, hvordan det skal elske, men med stor kapacitet til at elske. Nogle børn visner bogstavelig talt og dør, hvis de ikke får kærlighed. Andre børn udvikler forkrøblede personligheder. Et barn har brug for daglig, varm og udadrettet kærlighed. Et barn har brug for kærlighedens trøstende arm, når det møder vanskeligheder, i lige så høj grad som det har brug for mad og frisk luft. Faktum er, at et barn har allermest brug for kærlighed, når det opfører sig dårligt eller har problemer.
Når det lille barn får kærlighed, vil det reagere på det og give kærlighed tilbage. Denne reaktion vil udvikle sig.
2. Kærlighed mellem forældre påvirker børns evne til at elske.
Efter at jeg havde talt om familieforhold til en stor forældregruppe, kom en far hen til mig og sagde: Hvis jeg har forstået din undervisning rigtigt, så er det bedste, jeg kan gøre for mine børn, at elske deres mor. Er det korrekt?
Det er rigtigt, svarede jeg.
Når børnene ved, at mor og far elsker hinanden med en tryg, stabil og hellig indstilling til livet, giver det dem en kundskab, de ikke kan få på andre måder. Børn, som ved, at forældrene elsker hinanden, og som hører dem udtrykke kærlige ord til hinanden, har kun brug for lidt forklaring på indholdet af Guds kærlighed eller det smukke ved seksuallivet.
Det betyder, at kærligheden må være synlig. At man bør vise kærlighed i små detaljer. At man husker at vise omtanke og venlighed, og at man taler godt om hinanden, så barnet hører det.
Børn har brug for kærlighed og vil vide mere om kærlighed end om noget andet emne. Hvis ikke de ser ægte kærlighed i hjemmet, opfanger de forkerte idéer om kærlighed fra film, romaner og blade i en sexorienteret kultur. Børn har brug for at se ægte kærlighed i hjemmet.
En elev i en af de større klasser skrev: Det, som øger lykken for mig og min familie, er måden, far og mor elsker hinanden på.
3. Kærlighed skal udtrykkes.
Kærlighed omfatter alt i livet. For at kærligheden kan blive praktisk, og for at man skal indse, hvor vigtig den er på alle områder, er der flere ting, der bør nævnes.
Hvordan kommunikerer man kærlighed? Vi siger, at vi føler kærligheden. Det er sandt. Mennesker kan kommunikere kærlighed på mange ikke-verbale måder. Man kan røre ved hinanden, omfavne hinanden, smile til hinanden, klappe hinanden på skulderen eller se hinanden dybt i øjnene. Det er vigtigt for børn at føle og se, at vi elsker på ikke-verbale måder.
I vores familie giver vi udtryk for kærlighed uden ord på en enkel måde. Når vi går sammen hånd i hånd, eller sidder ved bordet, og situationen er til det, trykker vi hinanden tre gange i hånden. Det betyder jeg elsker dig. Det er enkelt og meningsfyldt. Før børnene går i seng, kommer de ofte for at få et godnatkys og giver os tre korte håndtryk.
Men kærlighed kræver også verbale udtryk. Nogle føler, at kærlige ord til børn er alt for personligt, og hævder, at man ikke skal skilte med sine følelser. Men sådanne mennesker modsiger oftest sig selv. De står nemlig ikke tilbage for at irettesætte barnet og vise deres følelser på den måde. Det er nødvendigt at udtrykke kærlighed i ord.
4. Kærlighed er handling.
At sige kærlige ord uden at gøre dét, kærligheden kræver, er nytteløst. En lille pige sagde bedrøvet: Min mor siger, hun elsker mig, men hun har aldrig tid til mig.
En lille dreng blev ved med at spørge sin far, om de snart skulle bygge en hule i baghaven. Det lovede faren, men hver eneste weekend var han travlt optaget. Enten med arbejde han havde med hjem eller med noget, der skulle gøres på huset, eller han skulle på golfbanen eller besøge nogen. En dag blev den lille dreng påkørt af en bil, og tilstanden var meget kritisk, da han kom til sygehuset. Da faren stod ved hans seng, var det sidste drengen sagde til sin far: Vi får vist aldrig bygget den hule far. Selvfølgelig var det ikke hulen, som var det vigtigste for drengen. Det var at være sammen med faren.
5. Kærlighed betyder tillid.
Rufus Mosely fortæller, at han voksede op i et skov- og bjergområde i Sydstaterne i USA. Det var et hårdt liv, og ingen havde meget af noget. Men hans forældre opmuntrede ham, og han fik et stipendium til at læse videre. Den dag han rejste hjemmefra, sagde hans far: Min dreng, jeg ved ikke meget om den verden, du rejser ud i, men jeg stoler på dig. Mosely fortalte, at han aldrig glemte de ord.
Når forældre elsker deres børn med den rette indstilling, prøver de at få dem til at føle, er de er personer med egne rettigheder. Dette indebærer, at man viser dem tillid. Mistænksomme forældre får børn, som prøver at slippe udenom.
6. Kærlighed kræver vilje til at lytte.
De fleste forældre synes, det er vanskeligt at lytte. Forældre er travlt optaget af deres arbejde og er ofte trætte. Barnets tale virker ikke så vigtig. Men vi lærer mere af at lytte end af at snakke – specielt hvis vi lytter til et barn. Det at lytte opmærksomt til barnets problemer, klage eller glæde og begejstring kommunikerer ægte kærlighed. Hvis vi giver barnet hele opmærksomheden og ser det ind i øjnene, når det snakker, giver vi udtryk for kærlighed. Hvor meget forældrene tager tid til at lytte til børnene, mens de er små, er med til at bestemme graden af fortrolighed, når de bliver teenagere. Forældre, som tager sig tid til at forstå, hvad barnet mener tidligt i livet, vil have nemmere ved at forstå dem senere. Og forældre, som lytter, når børnene er små, vil få børn, som lytter til dem senere i livet.
7. Kærlighed betyder at dele oplevelser.
Når man deler oplevelser ved at lege sammen eller gøre noget sammen, fortæller det børnene, at forældrene elsker dem og accepterer dem. I bladet Farm and Ranch fortæller en mor om en datter, som blev fornærmet og sur og brast i gråd ved den mindste irettesættelse. I stedet for at straffe Betty og minde hende om hvor gammel hun var, bestemte jeg mig for at give hende meget kærlighed og anerkendelse, skriver moren. Jeg besluttede ikke længere at kræve, at hun gjorde sine pligter selv, men spurgte i stedet, om hun ville hjælpe mig. Tidligere skulle hun vaske op alene. Og hun hadede det. Nu gjorde vi det sammen og snakkede imens. Jeg huskede på at give hende knus og rose hende. Om aftenen prioriterede min mand og jeg at spille sammen med hende, og efterhånden fik vi vores datter tilbage.
Følelsen af enhed, forståelse og kommunikation er afhængig af, at man har noget sammen og er sammen. Når følelsen af at dele noget mangler, vil man føle sig ensom og ikke elsket.
Læs i næste nummer om behovet for at blive rost. Fra bogen Verdier barn trenger af John M. Drescher, norsk oversættelse.