Nordenfjords

Jeg har været Nordenfjords (For læsere under 50: Nordenfjords betyder nord for Limfjorden) i weekenden. Og deroppe er vejret bedre og himlen er større. I skulle prøve det, hvis jeres verden går og bliver lille og klaustrofobisk. Nordenfjords virker alt lidt lettere.
Menneskerne deroppe er også anderledes. Udover at snakke et lidt mere dialekt-præget dansk end vi er vant til, er de sødere og mere til at regne med. Simpelthen. Hvis vi nu sammenligner to helt tilfældige steder i Danmark, som Nordjylland og Nordsjælland, har jeg et par eksempler på hånden.
I Nordsjælland kan man sætte en vare på den blå avis, mennesker ringer tilbage, og man aftaler, at de vil købe den, for så aldrig (!!!) at lade høre fra sig igen. Eller omvendt. I Nordsjælland, kan man finde en vare på den blå avis, ringe til sælgeren, få en aftale, for så at ringe tilbage dagen efter og finde ud af, at den er solgt til anden side.
Men hvis man finder en vare i Nordjylland på den blå avis, og får en aftale med sælgeren, kan man være helt rolig. Om der så går flere uger, før man har mulighed for at hente varen, bliver den ikke solgt til anden side. Nej folk fra Nordjylland kan man regne med.
Det er allerede grelt, og jeg er ikke engang begyndt at snakke om forskellen på service i butikkerne i de to landsdele. Man skulle jo tro, at det alle steder kunne betale sig at yde god service til kunderne. Men nej. I Nordsjælland er kunder faktisk lidt irriterende, fordi de afbryder ekspedienterne midt i deres gode samtaler med hinanden eller telefonen.
I Nordjylland derimod føler du dig som dronningen, når du kommer ind i en butik. Selvom du fortæller hele din livshistorie, ville de lytte til dig, som om det var lutter guldkorn, der kom ud af din mund. Også hvis du går igen uden at købe noget.
I Kolosenserbrevet skriver Paulus:
– Som Guds udvalgte, elskede og hellige børn skal I iklæde jer det liv, han gav jer. Vær barmhjertige, venlige, ydmyge, imødekommende og tålmodige.
Jeg er sikker på, han kunne have nøjedes med at skrive: Som Guds udvalgte, elskede og hellige børn skal I være ligesom nordjyderne.