Syriske flygtninge influerer på samling om flotille til Gaza
Situationen for tusinder af syrere på flugt til Tyrkiet af frygt for at blive dræbt af præsident Bashar Assads styre influerer i stigende grad på tyrkeres opfattelse af en forestående ny flotille
til Gaza-striben for at bryde den israelske søblokade, og nu mener Ankara, at hjælp til disse flygtninge har første prioritet, mens støtte til flotillen prioriteres længere nede.
Den pro-palestinensiske tyrkiske organisation IHH overvejer ikke at deltage i en ny flotille for i stedet at koncentrere sig om de syriske flygtninge, men til trods for en eventuel sådan beslutning menes
omkring 20 skibe med hundreder af aktivister fra en række lande at ville sejle mod Gaza om en ugestid – uanset at dette vil kunne medføre et nyt sammenstød med den israelske flåde.
Det tyrkiske dagblad “Hurriyet” citerer en talsmand for IHH, Huseyin Oruc, for at sige:
– Vi har taget vores plan op til ny overvejelse – vi kan ikke lukke vores øjne for udviklingen på vores dørtærskel.
Det nye forsøg på at knække den israelske blokade er planlagt til at finde sted omkring årsdagen for, at israelske commandosoldaters bordede en flotille, hvorunder det kom til sammenstød, og ni tyrkiske aktivister blev dræbt.
Flåden har øvet
Den israelske flåde har de sidste dage øvet sig i alskens scenarioer ved en konfrontation med blokadebryderne, og militæret siges at have taget ved lære af den forkludrede israelske aktion i maj ifjor. Israelerne har øvet sig i at mødegå passivt forsvar som sit-down modstand og lejetropper bevæbnede med knive, køller eller skydevåben.
De israelske marinetropper vil formentlig bruge ikke-dødelige åben og prøve at overtage kontrol med flotillens fatøjer på en anden måde end ifjor.
Det menes, at flotillens skibe vil forlade en række europæiske havne og styre mod Cypern i det østlige Middelhav, hvor fartøjerne skal tanke op undervejs til Gaza.
Ifølge statsminister Binyamin Netanyahu foretrækker Israel at bruge diplomati for at forpurre flotillens sejlads til Gaza, men tilføjer: “Om nødvendigt vil vi bruge magt mod de, der prøver ikke at efterkomme flådens ordre”.
En israelsk talsmand siger:
– Regeringen mener, at flotillen skal standses for at forhindre våbensmugleri.