Åndelig kæmpe på SommerCamp
John Arnott på 70 brænder stadig af den brand, som blev tændt i Toronto for snart 17 år siden. På SommerCamp i Mariager delte han sin åndelige visdom efter et langt liv med Gud.For ca. 17 år siden blev John Arnott overrasket af Helligånden i det, der i dag kendes som Torontovækkelsen. Denne sommer var han hovedtaler på SommerCamp i Mariager, og den 70-årige mand er stadig præget af det, som Gud gjorde dengang.
– Det var en tid, hvor vi på en særlig måde søgte Gud og længtes efter mere af ham. Vi inviterede Randy Clark fra USA til Toronto i Canada, hvor vi var. Allerede den første aften skete der en eksplosion. Helligånden kom med sådan en kraft, at mange mennesker faldt fladt til jorden under den, forklarer John Arnott og understreger, at han aldrig vil blive den samme igen.
– Jeg tror, at Gud ønskede at vise os gennem den velsignelse, han kom med i Torontovækkelsen, at han ikke bare ønsker, at vi skal samles ud fra historie og tradition. Han ønsker at være der. Og at han er en overnaturlig Gud, som er klar til at gribe ind i vores liv, så vi aldrig bliver de samme igen. Alt kan ske, når han er til stede. Han ønsker at forandre vores hjerter. Det handler ikke bare om doctrin, men om at have en nær relation til den levende Gud. At vi må blive rodfæstede og grundfæstede i Guds kærlighed.
John Arnott har en rolig stemme, og hans alder giver ham mulighed for at tale med den autoritet, som kun et langt liv i Guds tjeneste tillader:
– Og Gud fortsætter med at arbejde sig dybere ned i mit liv. Han ønsker ikke blot at frelse den fortabte, men også at rejse sig en brud. Gud bekymrer sig om os på en personlig og nær måde. Det er en overvældende tanke.
I 12 år holdt John Arnott og teamet omkring kirken, som opstod Toronto Airport Fellowship, seks møder om ugen.
– Vi kørte ikke træt eller mistede retningen, fordi vi var et team, som fordelte ansvaret. Vækkelsen handlede ikke om en særlig person ud over Helligåndens person og det gjorde, at vi kunne blive ved så længe.
I Danmark og andre steder er Torontovækkelsen og overnaturlige handlinger af Gud ofte blevet mødt af en frygt for at blive bedraget og ramme ved siden af Guds tanker. John Arnott forstår godt frygten og minder om de mange engle i Bibelen, som netop møder mennesker med et Frygt ikke.
– Vi bliver bange, fordi vi ikke er vant til at opleve og mærke det overnaturlige. Men det er det forkerte, som vi er bange for, mener han og uddyber det.
– Det er lidt interessant, men der er intet, som hindrer mennesker i at modtage fra Gud mere end netop frygten for at blive bedraget. Men vi skal ikke være så bange, at vi holder os væk fra en overnaturlig Gud. Vi må have større tro på Guds evne til at velsigne os, end vi har frygt for djævelens evne til at bedrage os, understreger han og advarer:
– Hvis din frygt har holdt dig så langt væk, at du er gået glip af alt det overnaturlige, så er du allerede blevet bedraget.
Samtidig med at han og hans hustru stadig tjener Gud, hepper de også på den næste generation.
– Alt er muligt. Jeg er faktisk undtagelsen, når det gælder ledere af vækkelser. Langt de fleste er et sted i tyverne. Men jeg var 53, smiler John Arnott og er taknemmelig for, at han fik lov alligevel.
– Men vækkelser er især for unge mennesker, som ikke er så fastlåst i deres måde at tænke på, slår han fast og fortsætter med at opmuntre.
– Der er store vækkelser i Sydamerika, Afrika og Asien, hvorfor kan det ikke også ske i Danmark? Noget af grunden til, det er så vanskeligt i Danmark, er måske, at mennesker kigger på kirkerne her og tænker: Det er simpelthen for kedeligt!. Der er gode traditioner, gode bibelske værdier og principper, men mennesker er på udkig efter levende kristendom, mener John Arnott.
– Gør det ukonventionelle. Helbred virkelig de syge også følelsesmæssigt syge. Giv profetiske ord og fortolk menneskers drømme. Folk dukker meget sjældent op til bibelstudie. Jeg ville ønske de gjorde, men sådan er det desværre ikke. Vi må sætte madding på krogen og opfylde menneskers behov ved Guds kraft, forklarer han.
John Arnott har også store forventninger til møderne på SommerCamp.
– Jeg beder om, at Gud vil komme og blæse taget af. At han må skræmme nogle mennesker i kraft af sin overnaturlige tilstedeværelse, smiler Arnott og forsætter:
– Jeg ønsker, at mennesker må blive helbredt og fyldt med den levende Guds Ånd. Og jeg beder om, at Gud må kalde mange unge til at følge ham på et dybere niveau.