Debat

Debatindlæg er udtryk for læserens egen holdning – ikke nødvendigvis Udfordringens.
Obs! Max 200 ord. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og udelade indlæg.

Hvorfor Lotte Heise?

I det sidste nummer før sommerferien var der en stor artikel, som fyldte det halve af forsiden og en hel side inde i bladet om Lotte Heise og hendes private opfattelse af en Gud, som hun tilsyneladende ikke vidste hvem var, noget som hun mente, hun kunne læne sit hovede op ad.
Det er ikke anderledes end tusindvis af andre danskere, som har deres private opfattelse af Gud, men ikke et ord om, hvad Bibelen siger om Gud, og om Jesus som er den eneste vej til kontakt med Gud.
Mit spørgsmål er, hvad synes I, vi som læsere skal bruge det til? Hvorfor er det interessant, at Lotte Heise ikke kender Bibelens Gud og vejen til ham, Jesus ? Det er ikke anderledes end de fleste andre danskere.
I skriver i artiklen, at hun har bevaret sin barnetro, hvilken tro? Og kristendommens vigtigste budskab, “du skal elske din næste som dig selv” – mener I, at det er kristendommens vigtigste budskab?
For mig ville det være betydelig mere relevant, hvis det var en Lotte Heise, som virkelig havde søgt og fundet Gud, oplevet at Jesus var blevet hendes personlige frelser og Herre, og at hun derved var født på ny og holdt op med at bande.
Hvis I ønsker at bringe det som læserbrev og besvare det, må I gøre det. Jeg ønsker ikke debat.
(Forkortet, red.)
Arne Kristiansen
Broagervej 39 A
7500 Holstebro

At gøre det legalt at tro

Kære Arne Kristiansen
Når Udfordringen en gang imellem bringer interviews med kendte, der fortæller om deres tro, så er det af flere grunde:
1) Det skaber interesse for kristendommen, når en kendt person udtaler sig om tro.
2) Det gør det legalt at snakke om tro i det offentlige rum – og ikke blot i kirken.
3) Du kan som læser bruge Lotte Heises ”vidnesbyrd” til at snakke med andre om din tro. Som en kontaktskaber – et fælles kontaktpunkt.
Når det er sagt, så har du også ret i, at kendte folks tro ofte kan virke modsigelsesfuld.
Derfor skal man heller ikke bruge de kendtes ord om kristendom som åndelig vejledning eller teologisk undervisning. Det er blot en appetitvækker.
Men vi er opmærksomme på, at det kan misforstås. Vi håber dog, at læserne kan skelne mellem, hvad forskellige personer siger i Udfordringen, og hvad Udfordringen selv mener.
Henri Nissen, Redaktør.

SparNord søger utro kunder

Jeg var i biografen med hele familien for at se en film, hvor vi blev udsat for Spar Nords nyeste reklame: En mand ligger i en seng, en ung dame kommer ud fra badeværelset og siger, at hun er gravid. Efter lidt tavshed, siger manden: ”Hvad skal jeg sige til min kone?” Så dukker Spar Nord Banks logo op med beskeden, at man skal komme til dem og få hjælp.
Mine børn, som sidder til en familiefilm, skal ikke indoktrineres med, at ægteskabelig utroskab er normal praksis. Er Spar Nords etiske holdning, at utroskab er ok (og morsomt), og hvis man bliver taget i det, er der hjælp at hente, hvis man flytter sine penge til Spar Nord?
Danmark er blevet et værdiløst samfund, hvor ingenting er forkert og alt er i orden, så længe det ikke bliver opdaget. Vil du lægge dine penge hos en bank, der ikke lægger vægt på etik og moral? Jeg vil ikke!
Jeg har meldt mig ind i KD, da det kalder på sunde værdier. I en verden, hvor der er vendt op og ned på det hele, skal vi ikke smide gennemprøvede værdier ud med badevandet.
Mark Hill
Lærer Mariager Højskole
Folketingskandidat for KD
Hjulhusvej 10
9550 Mariager

Den virkelige krise

Standard & Poor’s nedjustering af USA´s kreditværdighed kunne være undgået, hvis kongressen havde standset deres hundeslagsmål og var kommet til enighed meget før, lyder vurderingen fra en topfigur hos S.& P.
Men også herhjemme mundhugges der. Hvis en politisk leder i et tv-interview bliver spurgt om et løsningsforslag til finanskrisen, affyres der straks en bredside mod de politiske opponenter, som ligner mere infantil smudskastning end et sagligt bud på, hvad der skal til. Og sådan vil det fortsætte.
Der mangler i dag et alvorligt, fælles ønske om at hæve partipolitiken over de opslidende klicheer i uselvisk omsorg for Danmark og fri for den uklædelige magtbrynde.
Helten fra Stillehavskrigen, general MacArthurs hovedbekymring for det smadrede Japan i 1945 var, som den troende kristen han var, mere af åndelig end af materiel art.
I en radiotale i sept. 1945 sagde han bl.a.:
”Vi har haft vor sidste chance, ellers står Harmagedon for døren (dvs. en bibelsk, apokalyptisk katastrofe). Problemet er i grunden teologisk, herunder en åndelig opvækkelse, der radikalt kan ændre den menneskelige karakter.”
Det er også vor, ja hele den vestlige verdens virkelige krise.
(Forkortet, red.)
Jørn Nielsen
H.C. Lumbyes Vej 159A
4700 Næstved