Ditte er en gave
Det er et fattigt samfund, der ikke har plads til skævheder, mener Arne Silkjær, der er far til Ditte, som har Downs syndrom.
Ditte Silkjær har Downs syndrom. Hun blev født for 21 år siden og er Birthe og Arne Silkjærs fjerde barn.
Jeg kan huske, at da Ditte blev født, havde jeg det sådan, at nu kørte det jo lige. Mit liv kørte på skinner. Men så kom Ditte. Jeg var vred på Gud. Jeg var ked af det, og jeg tænkte: Hvad nu, Gud? fortæller Arne Silkjær.
Jeg kunne ikke overskue det, jeg stod over for. Jeg havde det svært med, at jeg ikke havde styr på tingene og situationen. Men Gud har velsignet og hjulpet os hen ad vejen da jeg først gav slip.
Birthe Silkjær fortæller, at hun ret hurtigt henvendte sig til Gud.
Jeg sagde til Gud: Nu er det dit ansvar! Han måtte bære os igennem. Og det har han gjort.
Som forældre til en dejlig pige med Downs syndrom kan det være frustrerende at opleve den modstand, der er i samfundet mod denne gruppe mennesker.
Jeg har svært ved at acceptere, at vi i vores samfund ikke har plads til skævheder. Det er så værdifulde ting, udviklingshæmmede kan lære os, og det er man klar til at smide væk og fjerne, siger Arne Silkjær.
Ditte er nu 21 år, og Birthe og Arne Silkjær har aldrig følt det som en belastning at have hende.
Jeg ser det som en gave at få et raskt barn. Men Ditte er også en gave. Hun er en helt særlig gave. Det er helt utroligt så meget, hun har givet os og vores familie. Hun er et fantastisk menneske, og vi lærer så meget af hende. Jeg kan også se, at hendes søskende har lært meget af hende. Den måde de møder andre mennesker på, med åbenhed og ved at se på det indre, det er langt hen ad vejen noget, de har lært ved at have Ditte i familien, siger Birthe Silkjær.
Arne Silkjær fortæller også med et lille smil, at Ditte har lært ham utrolig meget. Om tålmodighed. Om temperament. Og at kommunikere klart og præcist.
Og så har hun lært mig noget helt særligt, som handler om bare at være og at kunne lide at være. Ikke at tænke på dagen i morgen, men bare være lige nu.
Af Rikke Thomassen