Gud, fodbold og venskaber i forening
Der er mange fordele ved foreningslivet. I den kristne fodboldklub FC Udfordringen spiller
de ikke bare fodbold – de deler også livet i Gud og får nye venner.De er begge 22 år, tror begge på Gud, har været venner siden efterskolen og så er de to af profilerne i FC Udfordringen. Mød anfører Benjamin Larsen og årets spiller Joachim Skov-Martinet til en lille samtale om deres liv i FC Udfordringen.
Det lå ikke i kortene, at FC Udfordringen skulle klare sig så godt sportsligt, som tilfældet er. Men samtidig med navneforandringen fra Exercitus FC til FC Udfordringen begyndte en ny, ung generation af spillere at komme til klubben, og nu klarer klubbens førstehold sig over al forventning i serie 2.
To af disse unge spillere er Benjamin Larsen og Joachim Skov-Martinet. Joachim begyndte i FC Udfordringen for to år siden og lokkede som noget af det første sin ven Benjamin fra efterskolen til klubben. Han faldt hurtig til og har siden jul været anfører på holdet.
Joachim:
– Jeg faldt ret hurtigt for den unikke blanding af fodbold og kristendom. Jeg har altid haft en plan om at spille på et lidt højere niveau, end det klubben var på, da jeg kom, men det tiltalte mig, at vi ikke kun var sammen omkring fodbold. Vi mødes i netværksgruppen og beder sammen inden kampene, og så kunne jeg godt lide, at man så åbent kunne dele sin tro.
Jeg tror faktisk ikke, jeg ville spille i FC Udfordringen, hvis det bare var en almindelig fodboldklub.
Benjamin:
– Ja, og så er det også et godt sted at se sine venner fra forskellige kirkelige sammenhænge. Jeg syntes fx, at det var super fedt at kunne se mine efterskolevenner på en fast base.
Faktisk har Skovbo Efterskole været leverandør af rigtig mange spillere til klubben. Mere end 15 spillere fra skolen har ud over Joachim og Benajmin igennem tiderne trukket i den rød/blå trøje, og i øjeblikket er fem af dem omkring førsteholdet.
Benjamin:
– Men det er også fedt at møde så mange forskellige kirkeretninger i klubben. Jeg har fx ikke fundet en fast kirke endnu, efter jeg flyttede til København, men der er jo rig mulighed for at tage med venner i kirke. Vi har folk fra Vineyard, re:gen, Frelsens Hær, Folkekirken, Amagerbro Frikirke, Greve Frikirke, Pinsekirken osv
Joachim:
– Ja, men samtidig er noget af det, jeg godt kan lide ved klubben, også, at det ikke er en lukket forsamling. Vi er jo lige så mange, der kommer fast i kirke, som spillere der slet ikke kommer i kirke, eller endda tror på Gud. Jeg tror de får brudt nogle myter omkring kristne, og vi undgår at blive en lukket kreds, der kun kan tale kirkesprog.
Benjamin:
– Ja, og i vores netværksgruppe bliver der også talt om Gud og Jesus på tværs af kirkeretninger og traditioner. Det giver noget mere til samtalerne og udvider ens troshorisont.
Mens Joachim læser til lærer, er Benjamin shipping-elev i Bech-Hansen & Studsgaaard. Hans begejstrede omtale af klubben har faktisk fået hans arbejdsplads til at blive sponsor i klubben. Men der har også været meget at være begejstret for på det seneste.
Benjamin:
– Min største sportslige oplevelse med FC Udfordringen var helt klart, da vi rykkede op i serie 2. Vi skulle vinde den sidste kamp. Fik en mand udvist og kom bagud med 0-1, men fik vendt kampen og rykkede op med et mål ti minutter før tid. Det var helt vildt.
Joachim:
– Mit bedste minde er lidt mere egoistisk. Det var, da jeg scorede fire mål i én kamp. Det var en god dag! Det var det forresten også, da vi slog GVI fra Danmarksserien i en pokalkamp
Men typisk for de to ambitiøse, unge mænd er der selvfølgelig også rum for forbedringer.
Benjamin:
– Hvis jeg skulle ændre noget ved klubben, så skulle det lige være, at klubben blev endnu mere professionel, men det kræver nok, at klubben får lidt flere år under bæltet
og endnu flere sponsorer.
Joachim:
– Ja, men jeg har også regnet ud, at vi sagtens kan være i divisionerne om fem sæsoner. Så er jeg også omkring 28 og topper rent fodboldmæssigt.
Vi takker de to FCU-spillere og overlader dem til deres diskussioner om klubbens fremtidsplaner og weekendens fodboldresultater. Selv om den ene holder med FC Barcelona og den anden med Real Madrid, kan de i FC Udfordringen godt være gode venner alligevel. For der er jo mere i livet end fodbold er der jo nogle, der siger.