Kirken bør vågne op og træde i karakter

Vil kirken vågne op? Det er den provokerende titel på Clement Kjersgaards foredrag på Global Leadership Summit i København den 29. oktober. Her løfter han sløret for sit indlæg.Kirken skal træde i karakter, og præster skal ikke være bange for at blande sig i samfundsdebatten. Det er Clement Kjersgaards opskrift på en kirke, der udfylder sin rolle i dagens virkelighed. Men vil kirken og præsterne tage dette ansvar op?
Det spørgsmål stiller den populære studievært på DR2 Debatten og ifølge Danmarks Journalistforbund ”Danmarks mest indflydelsesrige journalist”.

Han taler på Willow Creeks Leadership Summit i Københavns Kulturcenter lørdag eftermiddag den 29. oktober. Og emnet for foredraget taler for sig selv: Vil kirken vågne op?
Kjersgaard mener, at den danske folkekirke er under afvikling:
– Ikke langsomt og sikkert, men sikkert, stille – og hurtigt! siger han og stiller selv spørgsmålet: Hvad er fremtiden for kristendommen på dansk jord?

Vi satte ham stævne på Café Fokus tæt ved Nørreport Station. Og Clement starter fra det store helikopterperspektiv med en analyse:
– Den rolle, som kristendommen har i USA, er fuldstændig forskellig fra den, vi har i Europa. Danmark er lidt en særudgave, for i Danmark har vi i halvandet hundrede år har haft én altdominerende religion. Religion i Danmark har været lig kristendom, kristendom har været lig folkekirken, og folkekirken i Danmark har i nogen grad været lig en grundtvigiansk opfattelse, som et eller andet sted har været så neutraliseret, at man kan diskutere, hvor meget religion der overhovedet er tilbage i folkekirken.
– Det er blevet tydeligere de sidste 15 år, fordi antallet af kirkegængere er faldet markant. Og værdikampen og islamdiskussionen har understreget, hvad religion i hvert fald ikke er for danskerne. Danmark er, vil jeg påstå, et næsten totalt sekulariseret samfund. Det moderne samfund påstår at klare sig uden nogen form for religion.

Det er umiddelbart ikke godt nyt for kirken, i hvert fald ikke som majoritetskirke, mener Kjersgaard.
– Det er en skidt nyhed for den danske folkekirke, det er en skidt nyhed for de etablerede kirkesamfund i Vesten. Dér, hvor der til gengæld opstår en eller anden form for marked – det er der allerede –, er i forhold til frikirker, som vi nok vil føle har en anden relevans eller en anden naturlighed.
Alle kirker – ikke kun folkekirken – bør indstille sig på et mere verdsligt samfund:
– Hvis man fremskriver udviklingen i Europa, så er det givet for mig, at fremtiden er mere sekulariseret, og religionen og kristendommen spiller en mere tilbagetrukket rolle. Det kan godt være, kirken er aktiv og synlig, men det er mere nogle minoritetsstemmer og nogle konkurrerende trossamfund, som også kan vænne sig til at tale op mod en sekulariseret tradition. Den hårde debat om nyateisme, som de har taget i England og USA, har vi jo ikke i Danmark. Det er ikke udtryk for, at vores samfund ikke er sekulariseret; det er udtryk for, at vi ikke har en hård debat om noget som helst! Det er udtryk for en national konsensus, som bedøver den debat.

Nu er vi så inde ved kernen: Hvad vil du sige til kirkeledere og præster på Willow Creeks lederkonference i oktober? Hvad kan de gøre i den afkristnede situation, Danmark er i?
– De skal gøre op med sig selv, hvilken business de er i. Der er meget forskel på folkekirkens og frikirkernes handlemuligheder. Frikirkerne ved meget her. De er vant til at blive mistænkeliggjort, de er vant til skepsis, de er vant til at skulle retfærdiggøre sig selv og sælge sig selv. Frikirkerne er vant til at skulle forklare forskellen på Jehovas Vidner, Mormoner og deres egne trossamfund. Det er jo ikke en debat, som folkekirkepræsterne har været med i. Et flertal af danske folkekirkepræster ønsker ikke en politiseret folkekirke med en synode, der udtaler sig politisk. Man ønsker fx ikke en Brorsonkirke, der blander sig i asylsager, men man ønsker måske nok en kirke, hvor præsten fremstår som en autoritetsperson eller leder.
– Før 11. september 2001 og den følgende islamdebat var folkekirken var på vej til at blive en meget, meget blød institution. Man kan tegne en parallel til folkeskolen og rundkredspædagogikken. Det handlede mest om trøst og lindring i meget abstrakte termer. Efter 11. september kunne man forvente, at nu ville folkekirken gå i offensiven, gå frem, gå op mod islam. Men det gjorde kun den del af folkekirken, som kaldes Tidehverv.

Og her er det præsterne, der går i front. Og uanset, hvad man synes om deres holdninger, så kan kirken lære af deres frygtløse engagement i samfundsdebatten.
– Lige nu er der et landskab i folkekirken, hvor man i den ene ende har Tidehverv og Indre Mission, og i den anden ende folk som Johannes H. Christensen og Katrine Lilleør. De fremstår som ”brands” og autoritetspersoner med deres egne forfatterskaber, med deres egne holdninger, og påstår ikke at tale på kirkens vegne. Det er i det spin, præster kommer til at opleve, at de skaber debat ved selv at udtale sig til medierne og skrive bøger om kirke, sex, mad og ting og sager.
– Kan man ikke bare være en folkekirkepræst, der siger: ”Jeg behøver ikke skrive i aviserne, jeg behøver ikke være i fjernsynet, jeg behøver ikke være særligt farverig, jeg behøver ikke komme med provokerende synspunkter. Jeg kan bare være en god sjælesørger, og Herrens ord er nok for mig.” Jo, det kan man godt. Men så er man tæt på ”bare” at være en embedsperson, der holder kirken kørende.

Og det kan ikke være meningen, mener Clement Kjersgaard. Jesus talte op mod systemet, de første kristne var en forfulgt minoritet, og det medførte klare og ofte karske budskaber. Skal kirken gøre sig gældende i dagens samfund, skal den finde tilbage til budskabet i Det Nye Testamente og sætte det ind i en nutidig sammenhæng. Clement Kjersgaard illustrerer:
– Folkekirken skal tage det samme valg, som DSB skulle for 20 år siden om, hvorvidt man skulle være DSB eller Banestyrelsen. For hvis man kører den traditionelle folkekirkedefinition ud, må man sige: ”Vi er kun kirkebygningen”. Så er der et menighedsråd, der udpeger præster, og præsten prædiker i kirken – end of story. Men så er man jo kun Banestyrelsen! Så har man kun hardwaren, så at sige. Det er i den retning, folkekirken bevæger sig, hvis den skal være så rummelig, som tilfældet er.
Og så skal præsterne som fx Lilleør brande sig lidt mere og tænke ”Okay, nu har vi chancen”?
– Jo, og det gør de i en vis udstrækning i forvejen. Vi lever i et individbaseret samfund. Hvis man fjerner partilederen i hvilket som helst politisk parti, hvor meget fjerner man så politikken? For det gør man jo. Linjen vil skifte med den leder, man vælger. Det samme gælder kirken.
– Hvad er din rolle som præst? Er du en intellektuel skikkelse, en embedsmand, en ritualudfører? Den udfordring, som præsterne står over for, er ikke så voldsomt meget anderledes end den, som politikere eller andre autoritetspersoner står over for. For alle oplever, at de bestandigt skal ud og retfærdiggøre sig selv. Det sværeste i den kirkelige sammenhæng er, at vi har et samfund, hvor alle har ret til at mene noget. Her er det meget svært at stille sig op og tale med nogen som helst form for autoritet. Hvis du alligevel gør det, åbner du dig jo for alle mulige indvendinger. Men hvis man ikke som præst taler med autoritet, hvad så?

Og hvis man ikke selv tror på det, man står for…
Ja, Grosbøll-sagen for 10 år siden var jo en kæmpe lejlighed til at tage nogle af disse diskussioner, hvilket man bare ikke gjorde. Jeg er overrasket over, at der ikke er mere diskussion om nyateismen. Jeg er overrasket over, at vi i Danmark ikke har en større og mere vedholdende debat om, hvad Scientology må og ikke må. Hvem taler Scientology imod? Hvorfor er det mere åndssvagt, hvad Scientology siger, end hvad folkekirken siger? Hvorfor er det mere skørt at bruge et e-meter end at tro på opstandelsen? Det er en ret god diskussion.

– Der har været en påfaldende mangel i de sidste 10 år på forfattere, intellektuelle eller andre under 40, som har skrevet om deres egen tro, spirituelle spørgsmål eller som har deltaget i den debat fra noget som helst udgangspunkt.
Der må komme en generation af præster nu. Folkekirken må træde mere i karakter.
Det, jeg efterlyser, er en mediestrategi: ”Nu må i slå til søren, for hvis I ikke siger det, siger Søren Krarup det før jer, og så har han monopol på dagsordenen!”

Clement Kjersgaard slutter med at pointere, at kirken er menighed, ikke kun organisation, fællesskab, ikke kun individualiseret religion.
– Efter massakren i Norge er kirken som fællesskab kolossalt vigtig for os. Det er nyt, og det kan jeg godt se en stor attraktion i. Man kunne sagtens forestille sig, at kirkefolk nu og i de næste 10 år vil sige, at kirken er et rum, hvor vi taler om ting, som vi ellers ikke kan forstå. Så er vi tilbage ved en fællesskabsfølelse.
Og så er vi tilbage ved den første kirke, hvor det var et fællesskab…
Ja, men der er en stor forskel på, om du siger: ”Bibelen og Jesus er udgangspunktet” eller om du siger ”Kirkerummet er udgangspunktet”. Er kirken DSB eller Banestyrelse? Kører vi på skinnerne eller vedligeholder vi dem bare?
Med det spørgsmål er tonen slået an til et spændende foredrag på Willow Creeks Global Leadership Summit i København lørdag eftermiddag den 29. oktober.
Og provokerende i den mest positive forstand.