De ensommes tavshed

I det 21. århundrede er familie og venner ofte spredt ud over hele verden. Mange føler sig ensomme, men taler ikke om det.”Ensomhed er det moderne samfunds spedalskhed,” skal Moder Teresa have sagt, ”og ingen ønsker, at man skal vide om vedkommende, at han er spedalsk.”
Derfor tier mange mennesker, når de har følelsen af at være upåagtede og uønskede. Også kristne siger smilende: ”Ensom? Ikke mig!” Men den ”moderne spedalskhed” breder sig mere og mere i det 21. århundrede, hvor familie og venner tit er spredt ud over det meste af verden i stedet for som storfamilie at være samlet under ét tag, og ensomheden kan være svær at få øje på, for den har mange ansigter: gammel og ung, gift og ugift, rig og fattig. Hvordan bryder vi tavsheden og hjælper hinanden med at slippe ud af ensomheden?

Hvordan har du det? Inderst inde? Kender du også til ensomme øjeblikke? Tidspunkter, hvor du har en følelse af, at ingen forstår dig eller giver dig det, dit hjerte længes efter? Du har venner, men ingen rigtig tæt ven. Udadtil ser alt godt ud. Men indvendigt skriger dit hjerte efter at blive set, at dele, at blive forstået. At høre andre sige: ”Ja, sådan har jeg det også.”
Ensomhed forsvinder ikke, selvom man er aktiv og har mange hobbyer. Selvfølgelig har mange af os allerede tidligt lært at udfylde ensomme stunder med arbejde, samtaler, hobbyer og projekter. Men det er ikke nok. Aktivitet jager ikke følelsen af ensomhed på flugt. Hertil kræves ægte hjertevarmt selskab. Følelsen af at blive hørt og holdt af.

Jeg glemmer aldrig en eneboer, jeg mødte som barn. Han boede ikke langt fra vores legeplads i en lille træhytte omgivet af et vildtvoksende krat. Vi børn var bange for ham. Ingen turde snakke med den uhyggelige mand med det lange skæg og de mange katte. Voksne gjorde grin med, at han nok hverken havde familie eller venner.
Men inspireret af en andagt i ungdomskredsen fik vi ondt af manden. Alle talte om ham bag hans ryg, men ingen talte med ham. Så en dag besluttede vi os for at besøge ham. Med bankende hjerte begav vi os ud til hytten. Han løb ikke sin vej, men kiggede bare på os. Som den ældste tog jeg mod til mig og spurgte: ”Bor du også i skoven om vinteren?” Det snakkede vi så lidt med ham om, og isen var brudt.
Der opstod aldrig et ubesværet forhold til eneboeren, for efter de mange års ensomhed var han ikke længere i stand til at have en naturlig, sund kontakt med mennesker. Men vi var ikke mere bange for ham.
Mennesker er ikke ensomme uden grund, viser undersøgelser om ”socialt inkompetente” i dag. Hvem ved, hvad der havde gjort denne mand til eneboer, og hvad ville der mon være sket, hvis en eller anden havde snakket med ham på et tidligere tidspunkt?

Men det er ikke kun mennesker i socialt svage miljøer, der kan lide under ekstrem ensomhed. Der er stadig flere, hos hvem der ikke udadtil er noget at mærke, med mindre man går tæt på. Tag for eksempel Louise, 37 år, single, en afholdt lærer. Hun leder kirkens børnekor og er altid parat med en hjælpende hånd, når nogen spørger. Men hvad ingen ved – eller spørger om – er, hvad Louise egentlig laver om aftenen.
Da jeg en dag spurgte hende, om hun ville med i biografen en aften, svarede hun hudløst ærligt: ”Du er den første, der nogensinde har spurgt, om vi skal lave noget sammen.”
Da jeg efter biografturen inviterede mig selv hjem til hende, fandt jeg spillemaskiner flere steder i lejligheden. Louise bød mig straks på slik og cola og spurgte, om vi ikke skulle spille et nyt computerspil, hun lige havde købt. ”Åh, jeg vil nu hellere snakke,” svarede jeg undvigende. Så fortalte hun mig, at hun nat efter nat spiller computerspil med folk, hun ikke kender.
På vej hjem sendte jeg en bøn til himlen: ”Herre, jeg beder dig, helbred Louise og hendes dobbeltliv! Giv hende venner og mød hende i hendes ensomhed.” Louise er kristen, men selv som et engageret medlem af menigheden er hun utrolig ensom. Hun er omgivet af mange mennesker og dog alene. Hun ved ikke, hvordan hun skal forholde sig privat i forhold til andre og flygter derfor ind i sin egen verden.
Men heller ikke ægteskab er en garanti mod ensomhed. Det ved jeg fra en gift veninde. Udadtil er hun ligeledes et engageret, altid glad medlem af kirken. Men hjemme er hun ensom og stresset. Hendes mand kommer hver dag sent hjem fra arbejde. Hun forsøger at være forstående. Men inderst inde ved hun godt, at han ikke værdsætter hende og børnene nok til at komme tidligere hjem. Og når han endelig er hjemme fra arbejde, slår han sig ned foran fjernsynet. Min veninde med alle sine behov, længsler og ønsker bliver ikke respekteret og taget alvorligt. Hun finder ikke noget gehør. Hun har givet op. Opgivet at tale, opgivet sig selv, opgivet håbet om at finde forståelse hos sin mand og i sidste ende også opgivet ægteskabet. Hun beder ikke mere, håber ikke mere, har resigneret og bliver mere og mere ensom.

Efter alle disse oplevelser spørger jeg mig selv: Hvordan kan vi komme ensomheden rundt omkring os til livs? Helt klart ikke alene! Gud har skabt mennesket til fællesskab. Hvad gjorde Maria, da hun var ensom og overbebyrdet med sin situation som gravid uden for ægteskab? Hun gik til Elisabeth. Hun kunne betro sig til hende. Hun ville forstå hende. Hun søgte sig en forbundsfælle. Begge kvinder oplevede et under.
Gid Jesus ville skænke alle kvinder en Elisabeth – en, der kunne forstå dig. Men vi kan også hjælpe andre, være en Elisabeth! Være opmærksomme på, hvem der er ensom. Alt begynder med at lytte. Komme med et rosende ord. Stille et par spørgsmål. Eller invitere i biografen.
Jeg kan ikke redde nogen, men jeg kan være med til at ændre en smule og vise hen til Frelseren: Jesus, der kan trøste og hjælpe os bedre end selv den bedste veninde. Sammen kan vi bede Gud om helbredelse. Se på hans sandhed, som giver mod og sætter fri. Så fri, at vi slipper ud af ensomheden.
Af Ines Emptmeyer