Kærlighedens karakter

Hvordan ser kærlighed ud ifølge Bibelen? Er der noget, der hedder kærlig vrede? Eller skal vi altid vise overbærenhed?Hvordan ser kærlighed ud i praksis? Eksisterer der noget som kærlig vrede?
Jesus er et fantastisk eksempel, og han kalder os til at følge ham og give vores liv for hinanden i kærlighed (Johannes 15,12-13). Men det kan jeg jo ikke gøre bogstaveligt flere dage i træk. Hvordan ser kærligheden ud i hverdagen?
I min bog ”Elsk” har jeg lavet et studie af 1. Korintherbrev 13, 4-7, hvor Paulus nævner 15 måder, hvorpå kærligheden udtrykker sig. Af pladshensyn kan vi ikke nå dem alle, men her skal vi se på de to af dem, der handler om kærlighed og vrede.
”Kærligheden… hidser sig ikke op”.
Guds kærlighed gør os frie til at sætte sunde grænser for os selv og sige nej til det, vi ikke vil. Det er dog langt fra os alle sammen, der har lært at gøre det på en god måde.
Der er to destruktive måder at reagere på, når mennesker træder ind over vores grænser.
Den første er det, der er hentydet til her – at man hidser sig op. Inden vi kommer til en definition af, hvad det betyder, så lad os se på, hvad det ikke betyder:
Vi taler ikke om, at man ikke kan blive vred, hvis man elsker. Biblen er meget klar omkring, at vrede hverken er en synd eller en modsætning til kærlighed. Der er masser af eksempler både i Det Nye og Det Gamle Testamente på, at Gud bliver vred på dem, han elsker. 1
Vrede er en følelse, der markerer, når en grænse er blevet overtrådt, og er som sådan meget nyttig, hvis den bliver taget seriøst og får lov at udfolde sig på en sund måde. Der står både i Det Nye og Det Gamle Testamente: ”Bliv blot vrede, men synd ikke.” (Salmernes bog 4,4 og Efeserbrevet 4,26) Altså handler det ikke om at vi ikke må blive vrede, men om hvordan vi håndterer den vrede.

Når Paulus her taler om, at kærligheden ikke hidser sig op, så tror jeg, at det handler om, at jeg ikke lader vreden tage kontrollen. At jeg ikke lader mig provokere til at eksplodere i vrede og gøre ting, som jeg ellers ikke ville have gjort. Men at jeg har hovedet og hjertet med, så jeg ikke i min vrede glemmer, at jeg elsker.
Hvis du er en af dem, der ofte føler, at vreden tager magten, så kommer her lidt praktisk hjælp – ikke til at blive fri for vreden, men til at give udtryk for den på en sund måde:

Én grund til, at vrede fylder rigtig meget, kan være utryghed – at du føler et meget stort behov for at markere egne grænser, fordi du ikke har tillid til, at andre vil respektere dem. Måske på grund af oplevelser, der har såret dig og understreget dette. Det kan også skyldes sår, forårsaget af andre ting, som mennesker stikker i, hver gang de træder ind over dine grænser. Fælles er, at her kan Guds kærlighed komme ind og læge, hvis du beder ham om det.

Bliv klar over med dig selv, hvad du vil og ikke vil, og lær at give udtryk for det på forhånd, så andre ved, hvor din grænse går.2

Når du står i situationen, hvor et menneske er gået over din grænse, og du kan mærke vreden, der stiger op, så husk at du ikke er alene. Fortæl Gud om det, der gør ondt og gør dig vred, og bed ham om at fylde dig og hjælpe dig med at reagere i kærlighed og med mildhed frem for ukontrolleret vrede.

Det er det, vreden er til for: at gøre det klart for dig selv og overtræderen, at vedkommende har gjort noget, der ikke var acceptabelt. Det gør ikke noget, at den anden person kan mærke, at du er vred, men husk, at kærligheden er mild.

Når du er kølet mere ned, så tal med personen om grænseoverskridelsen – hvordan det virkede på dig, og hvorfor du reagerede, som du gjorde. Det er naturligt, at vi støder ind i hinanden en gang imellem, men med kærlighed og nåde kan vores sammenstød være medvirkende til, at vi lærer mere om hinanden og på den måde får mulighed for at bygge tættere venskaber.

Den modsatte, men lige så destruktive måde at reagere på grænseoverskridelser, er at vende vreden indad, så den bliver til bitterhed.
Ordet, der her er brugt, taler om at holde regnskab med, hvad andre har gjort imod dig.
Igen et område hvor vi som kristne har fået helt forkert fat i, hvad der er rigtigt at gøre. Vi tror, at det er mere ”helligt” at lade være med at sige noget, hvis nogen går over vores grænser, så vi ikke viser vrede, men ”bevarer freden.”
Problemet er bare, at selvom man ikke markerer sine grænser, gør det stadig ondt, når de bliver overskredet. Resultatet er, at der opstår en vrede, der ikke får lov at komme ud, men bliver vendt indad og bliver til bitterhed.
En anden konsekvens af, at man ikke tydeligt markerer sine grænser, er, at de højst sandsynligt bliver overskredet igen, måske endda af de samme personer, som man så kan blive endnu mere bitter på.
Det er altså ikke kærlighed at afstå fra at markere egne grænser. Tværtimod er motivationen til det ofte usikkerhed, frygt for at konfrontere eller en misforstået offermentalitet, der siger: ”Jeg skal nok bære mit kors og lade være med at sige noget. Jeg lider i stilhed.” Sådan noget vås. At bære nag er ikke det samme som at bære sit kors.
For andre har det intet med med usikkerhed at gøre. For dem er bitterheden blevet en livsstil.
I stedet for at konfrontere er det meget lettere at gå sin vej og være sur. Så føler de, at de straffer den anden person med deres vrede. Men den, der lider mest, er personen selv. Et hårdt hjerte er en tung byrde at bære.
Uanset hvad, der motiverer dig til at vende vreden indad, vil jeg opfordre dig til at tage problemet til Gud og bede ham helbrede dit hjerte. Derefter kan du følge disse konkrete skridt til at få gjort op med mennesker, der sårer dig. Det rigtige og kærlige at gøre, hvis du, som jeg, har tendens til at bære nag, er:
Anerkend, at din grænse er blevet overskredet.
Der er begået en synd imod dig. Det gjorde ondt og gik klart ind over din grænse. Se det i øjnene og anerkend den smerte, det medfører. Lad være med at forsøge at bortforklare det, den anden har gjort med: ”Han er jo også træt”, ”hun havde nok en dårlig dag” eller lignende. Du er nødt til at erkende, at der er gjort noget forkert, før du kan tilgive fra hjertet.

Giv slip på retten til at være vred og bed Gud om hjælp til at tilgive fra hjertet. Bed ham fylde dig med sin kærlighed til den person. Bed for og velsign personen. Det er måske den vigtigste nøgle til at tilgive.
Husk at tilgivelse både er en beslutning, du tager på et øjeblik – ”Jeg vil tilgive, fordi Gud har tilgivet mig” – og en proces, hvor følelserne følger efter din beslutning, efterhånden som Guds kærlighed fylder dit hjerte.

Det er det kærlige at gøre. Hvis du bare lader det hænge og fjerner dig fra personen, siger du i virkeligheden: ”Du betyder ikke nok for mig til, at jeg vil bruge energi på at redde vores relation.” Hvis du derimod taler med vedkommende om, hvor din grænse er blevet overskredet, giver du en mulighed for, at han kan bede om tilgivelse og næste gang respektere din grænse. Du giver ham også mulighed for at lære noget mere om dig og dermed for, at I kan komme et skridt tættere på hinanden. Det er også muligt, at han ikke forstår dig og bare vender dig ryggen, men så har du forsøgt.Du har handlet i kærlighed, og Gud vil velsigne dig.

Tilgivelse betyder ikke, at alt bliver som før, fra det ene øjeblik til det andet. Hvis der er blevet begået en grov overtrædelse mod dig, kan der være sår, der vil tage tid at læge, og der kan være behov for tid til at genopbygge tillid, og det er ok. Tag den tid, men prøv at være imødekommende frem for at holde fast i bitterheden.
I næste og sidste artikel i serien skal vi se på, hvordan man kan blive ved at have kærlighed at give af.

1) Se fx 2. Krønikebog 24,18 eller Johannes 2,14-17
2) Hvis du vil lære mere om grænsesætning kan jeg anbefale ”Hvor går grænsen?” af Henry Cloud & John Townsend.
Af Kresten Sangill Holmsgaard