Jul med forhindringer

Det er det samme hvert år! Når lysene i adventskransen bebuder årets skønneste fest, svælger jeg i romantiske drømme om hyggelige juledage i familiens skød.I mange år stræbte jeg efter, at alt skulle være perfekt juleaften – og gjorde mig de største anstrengelser for at bidrage med min del dertil. Indtil jeg til sidst opdagede en anden, utrolig befriende form for perfektion…

Den perfekte jul består i tankerne af en fantastisk middag, smukt indpakkede gaver og et flot pyntet træ… (Model foto)

Juleaften. Tid til eftertænksomhed, hvile og hyggeligt familiesamvær. Det skal være en uforglemmelig aften i festlig stemning. Til det hører i mine øjne et festligt dækket bord, en fantastisk middag og ikke at glemme, et vidunderligt smukt pyntet træ, hvor kerterne på de grønne grene stråler om kap med barneansigterne. Under træet venter kærligt udsøgte, smukt indpakkede gaver til alle i familien. Udenfor er jorden dækket af prægtig sne, og dagen igennem skinner solen fra en skyfri himmel ned på de romantisk snedækkede marker og bakker og grantoppe.
Det er min drøm om juleaften! Naiv som jeg er, håber jeg hvert år på ny, at min drøm går i opfyldelse. Men samtidig kender jeg Silkes juleberetning, som meget ligner min… og måske også din?

Silke var stolt: I år havde hun allerede i god tid fået købt alle gaverne, og de lå nu indpakkede og ventede på dagen. Ikke mindre stolt var hun af sin anti-stress plan for juleaften, som hun allerede havde lavet udkast til i efteråret. Hun havde købt stort ind af julens madvarer den foregående dag. Hendes mand ville tage fri om eftermiddagen og tage juletræet ind, sætte det på fod og pynte det. Det havde allerede i tre dage stået lænet op ad stakittet. Hendes ældste datter og hendes store søn var i gang med hver deres. De to yngste lyttede til hørespil.
De sidste forberedelser kunne derfor nu begynde helt efter planen, besluttede hun og åbnede energisk køleskabet. Hun tog ingredienserne til den traditionelle Four Seasons-kage frem, som alle i familien helst ville spise varm. Det drejede sig om en sukkerbrødskage, inddelt i fire dele pyntet med henholdsvis kirsebær, ferskner, pærer og mirabeller. Alle kunne således finde et hjørne af kagen, de bedst kunne lide.

Silke tog de åbnede dåser med frugter ud af køleskabet og stillede dem på køkkenbordet. Netop da hun var ved at veje mel af, kom Andreas, den yngste af børnene, stormende ud i køkkenet.
Tårerne løb ned ad kinderne på ham. Med store øjne kiggede han op på sin mor for at få hendes hjælp. Derfor lod hun alt stå, satte sig på hug foran ham og så generøst til, at han tog et stykke fra dåsen med pærestykkerne. Han havde helt klart brug for noget at trøste sig på.
”Jeg har leget med alle pakkerne”, forklarede han hikstende og tilføjede straks: ”Jeg har gemt dem.” Silke nikkede lidt fraværende, allerede i færd med at løbe opskriften igennem. Skulle hun holde tidsplanen, måtte der ikke indtræffe mange af den her slags forstyrrelser.
Ud af øjenkrogen så hun, hvordan endnu et stykke pære forsvandt i munden på drengen. Hun måtte omgående løse hans problem, før kagen blev et kvartal mindre!
Hurtigt fandt Silke ud af, hvori den lille gavtyvs problem bestod. Han kunne ikke længere finde de gemte pakker. Hun opmuntrede ham til at lede alle steder en gang til. ”Når alt kommer til alt, er dit værelse ikke så stort, at ting helt kan forsvinde derinde.” Andreas nikkede, drejede omkring og råbte på vej ud: ”Jeg ønsker mig et større værelse i julegave!”
Silke rynkede panden. Nu måtte hun koncentrere sig om sin tidsplan og kageopskriften, selvom både den lille og den store søn kom og gik i ét væk.

Marcus virkede pirrelig og træt, konstaterede hun med et hastigt sideblik. Hun gav ham tavst lov til at tage en håndfuld fra dåsen med mirabeller, hvilket dog i betragtning af hans hånds størrelse gjorde hende lidt betænkelig. Hun rørte smør, sukker og æg i melet.
”Jeg er sulten og har ikke købt nogen gaver”, meddelte Marcus. ”Havde ikke tid, fordi lærerne pressede alle opgaverne sammen her før ferien, og pengene er gået til køretimer.” Silke kom pludselig i tvivl, om hun havde kommet bagepulver i.
”Kan jeg tage noget at spise fra køleskabet?” Hendes nikken fik Marcus til at plyndre det halve køleskab og hurtigt forsvinde med sit bytte. Fra Marcus ville der altså ikke være julegaver.
Silke stod stadig med den åbnede bagepulverdåse i hånden. Hun sukkede og stillede dåsen fra sig. Med et nervøst blik på køkkenuret konstaterede hun, hvor langt hun allerede var bagud med sin plan. Hun greb en blyant og noterede på planen: ”Indregn tid til snak og trøst. Og inddrag andre familiemedlemmer i planlægningen. Skaber fælles, hyggelige og for de stores vedkommende i forvejen sjældne stunder.”

Mira og Maya kom begge samtidigt stormende ud i køkkenet. Den ene datter jamrede, fordi Andreas græd højt ovenpå, og det irriterede hende. Den anden kunne ikke finde ud af at pakke sine last minute-gaver ind og havde brug for hjælp. Silke så ingen mulighed for at forhindre plyndringen af kirsebærrene og ferskenstykkerne. Hun bad Mira om at bide sin irritation i sig og rørte videre i dejen. Da hun igen vendte sig om, var køkkenet tomt, det samme gjaldt dåserne med ferskner og kirsebær. Ikke ligefrem begejstret lagde hun det stærkt reducerede antal mirabeller og pærer på hver sin halvdel af den nu meget magert udseende kage og stillede den i ovnen.
Før hun gik op for at bilægge det oprør, der var under opsejling på etagen ovenover, noterede hun: ”Vigtigt: Før de sidste forberedelser – bed en bøn om tålmodighed og stærke nerver!” Når det kom til stykket, vidste hun, at en hyggelig jul kun kunne finde sted, hvis alle i familien var glade og tilfredse.

Men først tog hun ingredienserne til pølser i svøb ud af køleskabet. Af de ti pølser havde siden indkøbet den foregående dag kun tre overlevet. Ost og skinke måtte vel ligeledes for lidt siden være faldet som offer for den altid sultne attenåriges mave.
Rasende smækkede hun køleskabsdøren i. Med et blik på sin plan greb hun igen blyanten og skrev: ”Skriv på de ingredienser, der skal bruges, at de ikke må røres, og bliv alligevel ikke vred på små og store røvere! Kun sådan er en rolig og afslappet samtale om køleskabet mulig – trods stress, ærgrelse og svindende udsigt til et vellykket måltid.”
Lettet konstaterede hun, at hendes mand kom hjem til tiden. Hun snappede den to-do-liste, hun havde forberedt specielt til ham, for straks at få ham sat i gang. Men hendes mand vinkede hende af. Hans højrøde ansigt brændte, og øjnene så glasagtige ud. Han hostede støjende og fortrak i hast ovenpå i seng.
Silke kastede et blik på listen, rev den i stykker og anede allerede nu, at denne jul ville blive svær at redde! På dette sted i planen gjorde hun følgende bemærkning: ”Afsæt tilstrækkelig tid til uforudsete ting. Husk desuden på, at ingen med vilje bliver syg, stresset eller fornærmet.” Kun således ville hun kunne dæmme op for det hav af følelser, der meldte sig: overbebyrdelse, selvmedlidenhed og et langsomt voksende raseri – alt sammen følelser, som hun ikke ville hensynke i lige præcis denne aften!

Hun traskede derpå op ad trappen, fortalte Marcus –med tanke på de sidst tilføjede linjer i en meget rolig tone – at han på bare få minutter havde proppet hele deres fælles festmåltid i sig og sendte ham derpå ud i den silende regn for at hente juletræet ind fra haven. Efterfølgende hjalp hun, helt uden for planen, Maya med hendes virkelig flotte, men tidrøvende indpakningsarbejde og den mindste med at lede efter de forsvundne gaver. Til sidst erklærede han med et skuldertræk, at han havde gemt dem som påskegaver til sine søskende ude i haven, hvor de kunne lede efter dem til påske.
I dette øjeblik bekendtgjorde Marcus nedefra to katastrofer mere. ”Hvad er det for en sort røg, der kommer ud af ovnen, mor?” råbte han op ad trappen. ”Desuden skulle du i forgårs have forklaret Oma og tante Anna lidt mere præcist, hvor de måtte klippe grangrene af til deres juledekorationer!”

Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig resten af aftenen. Silke var ikke til sinds – og havde heller ikke tid til – at ofre stegen til 1. juledag. Træet så forpjusket ud, fordi Oma og tante Anna intetanende havde klippet de flotteste grene af til deres dekoration. Der var ingen kage, og uddelingen af julegaver faldt meget beskeden ud på grund af de manglende pakker.
Til gengæld sad de alle sammen i sofaen og hyggede sig. De nød det, som er vigtigst i julen, tid til hinanden og med hinanden – tid til at høre juleevangeliet, forbavses over underet med Jesu fødsel og ikke at glemme – tid til at snakke. Strålende glade sang de julesange med mange, mange strofer.

Netop i dagene op til jul vil jeg minde mig selv om Silkes historie: nemlig når jeg sidder fast i mit ofte selvvalgte julestress. Jeg vil give slip på mit krav om perfektion, tøjle min utålmodighed og undgå unødigt kiv og kævl i familien. Og så frem for alt huske på den egentlige grund til, at disse dage er noget særligt:
Efter Guds perfekte plan sendte han Jesus til vores verden (selvom Maria og Josef måske ville have foretrukket et andet tidspunkt). Med sin gave befriede Gud os for skyld – også for vores selvvalgte ”tvangsgøremål”. Derfor kan jeg tilgive mig selv og andre deres fejl. Jeg vil ikke gøre den velkendte myg til en elefant.
Og mens vi mennesker er fulde af fejl, er Guds gave til os – Jesus Kristus – absolut perfekt. Det vil også være den, der ”gør os perfekte” til evigheden. Derfor er hver julehøjtid en takkefest for Guds perfekte gave – med eller uden perfekt juletræ og festmenu.
Af Elisabeth Büchle