Seksualiteten skal have sit rum
Gud har skabt det så snedigt, at vi i ægteskabet kan løse konflikter ved hjælp af berøring, seksualitet og samtale. Jeg har de sidste år oplevet, at rigtig mange ægteskaber er gået i stykker, fordi kvinden har været for dominerende og manden for utydelig.
Kvinden har fået lov til at råbe, herske og regere, mens manden har trukket sig mere og mere ind i sig selv. Han flygter ind i sine fritidsinteresser, til andre kvinder eller tager overarbejde.
Alle ægteskaber må gennemgå en skilsmisse, siger sygehuspræst Preben Kok i bogen Skæld ud på Gud. Enten går de fra hinanden i virkeligheden, eller også slår manden i bordet og siger nu er det nok, og så bliver de sammen, men i en ny og mere bibeltro konstellation, hvor manden er hoved, og kvinden er hans medhjælper. Det kan lyde kvindeundertrykkende set med briller anno 2011. Til det siger psyko- og familieterapeut Steen Palmqvist, at vi har fået Bibelens budskab om, at manden skal være hoved og kvinden medhjælper, galt i halsen. Vi ser det som undertrykkende i stedet for ligeværdigt, fordi vi ikke forstår, at den ene ikke kan leve uden den anden. Videre forklarer Steen Palmqvist:
I Det Gamle Testamentes salme 54, vers 6 står der Gud er min hjælper, Herren styrker mig. Tænk dig et liv uden den styrke, støtte og trøst, som Gud giver. Tænk et liv, hvor Gud ikke blander sig. Kvinden skal også støtte, bære, trøste, styrke og blande sig. Det er umuligt at være mand uden sin hustrus indsats.
Som kvinde skal vi ikke se os selv som undertrykte, men som nogen, der forsøger at tjene efter Guds principper. Og Gud er vel ikke undertrykt, fordi han hjælper. Jesus lærer os skærtorsdag nat ved fodvaskningen, at vi skal tjene hinanden, ligesom han tjener sine disciple. At give autoriteten tilbage til sin mand også i praksis i hverdagslivet vil sige at give sin mand mulighed for at elske sin hustru som sit eget legeme, ja at dø for hende, om han må! Som Kristus elskede kirken, således skal en mand også elske sin hustru. Gud ser, at det ikke er godt, at mennesket er alene, og derfor skaber han en hjælper, der svarer til ham.
Hvordan ser et lykkeligt ægteskab ud? Det afhænger ikke så meget af, om kvinden eller manden har den højeste uddannelse, eller manden bedre kan lide at lave mad end kvinden. Jeg tror, det afhænger af, om vi respekterer hinandens forskelligheder, og som psykoanalytikeren Balint skriver, om vi evner at finde den andens interesser, ønsker, følelser, følsomhed og svagheder næsten lige så vigtige som vores egne. Han skriver også: I et vellykket parforhold tager partnerne ikke hinanden for givet, men i stedet omgås partnerne hinandens svagheder og styrker med respekt og forsigtighed.
Sagt på en anden måde, selvom vi kender hinanden godt, har vi ingen ret til at tale til hinanden i en grov, dominerende og manipulerende tone, hvor vi nedgør den anden for hans/hendes svagheder. Det er primitiv adfærd. De fleste har svært ved at styre sig hele tiden, men det er vores fineste opgave i ægteskabet at omgås den anden med den samme respekt, som vi omgås den fremmede, eller som vi gerne selv vil omgås med.
Når kvinder så alligevel mister evnen til at se deres mænd som en autoritet, og hun derfor råber og bliver grov og fremhæver sin mands svagheder, så kastrerer hun ham. En kastreret mand kan ikke få rejsning hverken bogstaveligt eller i overført betydning. Så har han kun to muligheder for at overleve: finde et sted uden for ægteskabet, hvor hans manddom kan gro, for eksempel på arbejdet eller hos en anden kvinde, der kan se hans maskulinitet, eller han kan begynde at krybe som en forslået hund. Med tavshed, depression og skilsmisse til følge. Men lærer kvinden at lade være med at kastrere sin mand, kan han virkelig være mand i hendes liv til gavn for dem begge. Han kan blive den autoritet, som hun dybest set længes efter at leve sammen med. Han kan blive den, som virkelig kan se hende som kvinde, værdifuld og uundværlig.
Manden kan også glemme at være mand i sit ægteskab, fordi han bruger alle sine maskuline kræfter uden for hjemmet. Hvis en mand holder op med at komplimentere sin kone som sin kvinde, ikke bruger hende som sin støtte, styrke og trøst og ikke tager initiativer til elskov, eller han i samlejet ikke vil tage sin maskulinitet på sig, kan det få kvinden til at føle sig mindre værd som kvinde. Hun får så brug for at få sin kvindelighed bekræftet hos en anden mand. Vi ser det ske alle steder: Kvinder, som er holdt op med at gøre noget ud af sig selv over for deres mænd, men i stedet for gør sig i stand for kollegerne, og når de ellers skal ud af huset. Hun begynder at hjælpe, støtte og blive medhjælp for andre end sin mand. Hun henter sin bekræftelse uden for huset i stedet for hos sin mand. En mand må være tydelig og værdsætte sin kvinde.
Når det sker, at partnerne begynder at hente deres maskuline og feminine bekræftelse uden for hjemmet og ikke hos deres ægtefælle, er der ikke langt til, at de er utro eller går fra hinanden.
Kan det lykkes at have ligestilling, hvor kvinder også har magt på arbejdsmarkedet og i organisationerne, og alligevel bevare denne bibelske ægteskabsordning? Ja, det tror jeg. For ægteskabet er netop den rette ramme at udfolde vores mandighed og kvindelighed i, uafhængigt af, hvordan verden ellers forandrer sig. Forfatteren og musikeren Arne Andreasen skriver i sin bog/cd netop om mandens styrke og kvindens ynde, om kvindelighed og mandskraft. At turde tale om mandens styrke og kvindens ynde i ægteskabet kan få et ægteskab til at blomstre på ny som granatæbletræerne i Højsangen. (Bibelen, Højsangen kapitel 7, vers 13)
Gud har skabt det så snedigt, at vi i ægteskabet kan løse konflikter ved hjælp af berøring, seksualitet og samtale. Dette gælder ikke for andre relationer. I ægteskabet kan vi forløse vrede og sorg, når vi elsker med hinanden. Vi kan nulstille konflikten, møde hinanden på et dybere plan, rense luften imellem os og udløse de spændinger, der er ophobet i vores kroppe, mens vi var uvenner, sårede og irriterede. Derfor er seksualiteten en gave, som vi er nødt til at bruge i ægteskabet, hvis vi vil blive ved at være sammen. Det er i samlejet, at det kvindelige og mandlige kan forenes og blive ét kød – vi kan sammensmeltes på ny.
I rigtig mange ægteskaber bruger vi seksualiteten til at straffe hinanden med. Vi nægter den anden sex, hvis vi er vrede. Vi udskyder vores behov for sammensmeltning, fordi vi har travlt med at realisere os individuelt, enten i karriere, fritidsinteresser, venskaber eller som mor og far. Men en lukket seksualitet er en tikkende bombe under ethvert ægteskab. Det kræver en kropslig forløsning og sammensmeltning at leve så tæt med et andet menneske, uden at der opstår gnidninger, eller at vi glider væk fra hinanden. Derfor har vi også pligt til at finde plads til, at seksualiteten kan få sit rum. Præsten Leif Kristiansen lærte os deltagere på et parkursus, at vi skulle tænke: én om dagen, én om ugen, én om måneden og én om året. Det betyder at være i berøring hver dag som ægtefæller og elske med hinanden hver uge, og hver måned skal vi have god tid til at tale sammen og lave noget rart sammen som par, hvor vores kvindelighed og mandlighed kan udfolde sig. Og én gang om året skal vi være fordybet med hinanden i flere dage, så vi lærer hinanden godt at kende og kan glædes i Herren over det ægteskab, vi har fået.
Af Lise Ina Berggren Smidt
Agape tilbyder fra juni 2012 kurser i Sjælesorg og Familierådgivning i Hillerød og i Videbæk. Her vil man bla. arbejde med artiklens emner.
