Vov at tro på Guds storhed
Af Christian Monrad der er natkirkepræst i København.I lignelsen om de betroede talenter fortæller Jesus om to tjenere, der investerer deres herres kapital og tjener på det, så de kan aflevere fortjenesten til deres herre og høste ros for deres gerning.
Der optræder også en tredje tjener i fortællingen, som modsat de to andre tjenere ikke investerer kapitalen, men som – i frygt for at miste formuen – i stedet graver pengene ned, så han kan aflevere det hele tilbage til sin herre, når tid er.
Men denne tredje tjener kommer galt af sted og bliver skældt ud, – skønt han både er redelig og ærlig. Altså må lignelsens mening være: at de, som skaffer deres herre profit, kan høste ros, hvorimod ham, der intet indtjener, får skæld ud.
Kan man foranlediges til at tro!
Men i Søren Kierkegaards papirer fra 1852 er der under overskriften Det, ikke at vove fundet notater til lignelsen om de betroede talenter, der kan kaste et andet og sjældent skarpt lys over lignelsen. Og nej, lignelsen om de betroede talenter handler ikke om at gøre sig fortjent til Guds anerkendelse.
Kierkegaard udfordrer nemlig denne misforståelse og digter en fjerde tjener i lignelsen. En fjerde tjener, der – ligesom de to første tjenere – vover at investere sin herres formue i forsøget på at tjene penge, men som i modsætning til dem taber hele investeringen, så han ikke kan betale sin herre tilbage, ikke engang den ene talent, som den forsigtige tjener, der gravede pengene ned, ellers formåede.
Og så er det, at Kierkegaard kommer med sin skarpe pointe, der vender lignelsens mening på hovedet. Mon ikke han, som vover sin herres formue og taber det hele, så han ikke kan betale tilbage, finder tilgivelse, snarere end den forsigtige tjener der graver talenterne ned, så han ikke risikerede at skylde sin herre noget, skriver han på sin sædvanlige lidt svære facon.
Altså, de to tjenere, der investerer deres herres formue og tjener penge, som de afleverer til deres herre, høster ikke ros, fordi de tjener penge, men derimod fordi de tør investere deres herres kapital og har tillid til deres herres storsind, hvis det går galt.
Den afgørende forskel er altså ikke, om de vinder eller taber penge til deres herre, men derimod om de har tillid til deres herres storsind. Den, der ikke tror, at herren har råd og sind til at tabe sin investering, gør sin herre lille, hvorimod den med tillid til sin herres storhed, nåde og tilgivelse, gør sin herre stor.
At vove troen er at vove at tro på Guds storhed. Fordi Gud tilgiver. Gud er den kærlige og tilgivende Gud. Gud har råd til, at vi mennesker taber hans investering på gulvet fra tid til anden, for Gud er stor.
Men han har ikke råd til, at vi ikke tør livet og ikke viser mod og risikovillighed i forhold til livets opgaver og udfordringer, fordi så gør vi ham lille og smålig, – det var nemlig det, lignelsens tredje tjener blev skældt ud for: at gøre sin herre lille.
