Hvor går grænsen mellem underholdning og umenneskelighed?

I ruinerne af det, der engang var Nordamerika, tvinger det fascistiske Capitol nationen Panem til hvert år at afholde det såkaldte Dødsspil, hvor en teenagedreng og -pige, udvalgt ved lodtrækning fra hvert af de 12 distrikter skal kæmpe mod hinanden til døden, indtil kun én overlevende står tilbage.

Den nye store stjerne, Jennifer Lawrence i rollen som Katniss i Hunger Games
(still fra filmen:
Nordisk Film).

Som en pervers straf for distrikternes tidligere opstand og en brutal regerings vedvarende intimideringstaktik er Dødsspillet en national tv-begivenhed, som alle er tvunget til at følge med i. Da Katniss’ lillesøster udvælges til Dødsspillet, melder hun sig som frivillig, men hvis hun skal vende hjem til Distrikt 12, må hun foretage umulige valg i en arena, der vejer basal overlevelse mod humanitet og livet mod næstekærlighed.
Efter det store hysteri, der var omkring de elendige Twilight-film, kan man godt forstå, hvis de fleste mennesker har lyst til at gå i en stor bue uden om den næste teenagedominerede sensation. Men det ville være en stor skam, for The Hunger Games har meget mere at byde på. Ligesom andre science fiction-historier skildrer The Hunger Games en fremtid, som vi opfordres til at læse som en allegori over den nuværende. Det er en foruroligende idé, der spiller på en pervertering af den jødiske forestilling om et bodsoffer for hele nationen og på et ”panem et circenses”, som er den romerske model for at skabe en føjelig befolkning: Giv dem brød og skuespil. En vision for nutidens vestlige verden, hvor borgerne mættes med fastfood og distraheres af reality-tv. Hvordan kan Panems befolkning acceptere den voldelige opofrelse af 24 unge liv om året? Hvor mange er døde i vores seneste krige? The Hunger Games er en ekstrem version af det samfund, vi lever i, men den er ikke så forskellig fra vores, at den ikke sender en kold rislen ned ad ryggen.
The Hunger Games er en ubøjelig fremstilling af umenneskelighed, men filmen selv går ikke efter de billige kneb. Den er brutal, hvor den skal være det, især når børnene slås, men den er aldrig usmagelig. I stedet dvæler den ved de stille scener med et overraskende poetisk håndelag. Håb er det eneste, der er stærkere end frygt, siger Panems præsident i filmen. Og Katniss er et symbol på håb, på den gnist, der skal til for at sætte ild i det sløvsind, som truer os.
Anne-Katrine Buch

Hunger Games • 142 min. • Biografpremiere: 22. marts