Derfor holdt vi Skt. Hans

Skt. Hans er til minde om Johannes Døber, som prædikede imod det onde. Og bålet Sankt Hans aften tjente oprindeligt det samme formål.Vi danskere kan ikke vente: Vi fejrer jul aftenen før juledag. Og vi fejrer Sankt Hans om aftenen før Sankt Hans dag, den 24. juni.
Dagen er opkaldt efter Johannes Døber, som var Jesu fætter og blev født et halvt år før Jesus. Johannes Døber opholdt sig i øde områder, hvor han med hårde ord prædikede, at folk skulle omvende sig. Folk strømmede til for at høre ham, og Johannes døbte dem i Jordanfloden. Også Jesus blev døbt af Johannes.
Sankt Hans markerer midsommeren og falder (næsten) sammen med årets længste dag. Man fejrede allerede før kristendommens indførelse midsommeren med bål den 23. om aftenen.

To lysfester

Ved at fejre Sankt Hans den 23. juni kunne man også understrege Jesu fødsel ved solhverv seks måneder senere. Dermed slog kirken to fluer med et smæk.
Vi markerer, at dagene bliver kortere, ved at tænde et bål. Og vi fejrer Jesus som verdens lys på den tid af året, da dagene igen bliver længere.

Johannes kaldte en spade for en spade

Bibelen fortæller, hvordan Johannes Døber forberedte sine disciple på, at Jesus skulle komme. Han talte om, at Jesus skulle døbe ikke blot med vand, men med Helligånden. Og han erkendte ydmygt, at han ikke var værdig til at løse Jesu sandaler for ham.
Johannes Døber var kendt og frygtet, fordi han kaldte en spade for en spade. Og da han kritiserede kong Herodes for at have giftet sig med sin brors kone, fik dronningen ham fængslet. Senere fik hun sin datter til at bede om Døberens hoved på et fad, og derfor blev han halshugget i fængslet.

Omstridt helligdag

Efter reformationen blev Sankt Hans ikke fejret som en egentlig helgen-dag. Men dagen blev først fjernet, da helligdagene blev ændret i 1770.
Der er dog stadig mange, der markerer Skt. Hans med kristen forkyndelse i forbindelse med båltalen.

Hekseafbrænding

På tærskelen til den mørke tid havde folk behov for at beskytte sig mod det onde. Og samtidig var man overbevist om, at mørkets kræfter i særlig grad var i aktion netop ved midsommer. Bålet skulle således få de onde kræfter til at holde sig væk.
Egentlige hekseprocesser fandt sted indtil slutningen af det 17. århundrede. Derefter gik der omkring hundrede år, før man begyndte at sætte en heksefigur på Sankt Hans-bålene i Danmark.

Glædesblus

Holger Drachmann skrev midsommervisen, som blev opført på Det kongelige Teater for første gang i 1887.

Holger Drachmann skrev i 1885 midsommervisen, som senere blev opført i stykket ’Der var engang’ på Det kongelige Teater.
I den kendte midsommervise synger vi:
’Hver by har sin heks og hvert sogn sine trolde,
dem vil vi fra livet med glædesblus holde…’ Og vi bekender viljen til fred med ordene ’ Vi vil fred her til lands, Sankte Hans, Sankte Hans’.
Fortidens hekseprocesser er heldigvis forlængst afskaffet. Det onde findes dog stadig. Johannes Døber og Skt. Hans kan minde os om at gøre status i vore egne liv. Og så kan vi tænde glædesblus for Lyset.