Fra Nakskov til Nuuk

Efter 15 års pionerarbejde i Nakskov er familien Haraldsen klar til at plante Frelsens Hærs fane i Grønland. Trods den geografiske afstand ser de mange fællestræk ved opgaverne.For løjtnanterne Petura og Magnus Haraldsen har oplevelsen af Guds forsyn og forberedelse været en afgørende faktor gennem hele deres voksne liv.

– Det her handler om Grønland, ikke om os, siger løjtnanterne Petura og Magnus Haraldsen, der bliver Frelsens Hærs første officerer på verdens største ø.

Fra 1. august i år fører denne indstilling både dem og deres to sønner Dániel og Andrias til Grønland, hvor de som pionerer skal introducere Frelsens Hær for den grønlandske befolkning.
Både åndeligt og socialt findes der mange uforløste behov i det omfangsrige hjørne af rigsfællesskabet, og ægteparret Haraldsen er klar til at påtage sig udfordringen. Fordi de begge har fred i beslutningen, og fordi de har solid forberedelse med på flyttelæsset.
Selvom adresseændringen til Nuuk har været planlagt siden februar i år og blev offentliggjort på Frelsens Hærs jubilæumskongres i maj, oplever Petura og Magnus, at kimen blev lagt langt tidligere.
– Vi har en fornemmelse af, at det er Guds planlægning. Og havde vi ikke haft den, så er vi ikke sikre på, det havde været så nemt at træffe beslutningen, påpeger parret, der ser både deres hidtidige tjeneste og ”tilfældige” hændelser som bekræftelser på, at deres fremtidige virke på verdens største ø har Guds velsignelse.

At der i en vis udstrækning er tale om et ”deja vu”, skræmmer dem således ikke. Snarere tværtimod.
I midten af 1990’erne henvendte det dengang unge ægtepar fra Thorshavn på Færøerne sig nemlig til Frelsens Hær i Danmark for at stille sig til rådighed for et projekt i et år eller to.
Kort efter var de engageret i et progressivt pionerarbejde i Nakskov på Lolland – hvor de to år i stedet blev til 15. Arbejdet på den danske ”sydhavsø” udviklede sig markant, og resulterede blandt andet i et værested, et herberg, et genbrugscenter og et menighedsarbejde.
Netop det positive overraskelsesmoment ved at gå ind i nye ting ansporer parret, der i sommer har afsluttet et års studier på Frelsens Hærs officersskole i Norge.
– Egentlig var det vores forventning, at vi efter opholdet på officersskolen skulle vende tilbage til vores hidtidige tjeneste. Vi havde behov for et form for pusterum efter de mange år i Nakskov, men havde ikke regnet med, at året i Norge skulle afløses af endnu et eventyr, smiler Magnus.
Han husker tydeligt telefonsamtalen med Frelsens Hærs landsleder, oberst Birgitte Brekke i februar, hvor hun foreslog Grønland som deres fremtidige destination.
Så snart røret var lagt på, vidste de begge, at henvendelsen kun kunne besvares med et ”ja”. Af hensyn til Dániel og Andrias måtte det umiddelbare svar dog blive, at de måtte tænke og bede over det.
Spørgsmålet var jo også, hvad drengene ville sige. Mens den ene var klar til gymnasiet, ventede det 9. skoleår for den anden. Svaret kom dog både pludselig og hurtigt.
– Jeg forstår ikke, hvorfor Frelsens Hær ikke findes på Grønland, sagde ældste søn således pludselig helt umotiveret et par uger efter Magnus’ samtale med Hærens landsleder.
– Vi kiggede bare på hinanden og sagde ingenting, husker Petura, som ikke er i tvivl om, at bemærkningen var et tegn fra Gud.
Senere har også familiens yngste sluttet sig til den rejseklare flok. ”Men det bliver altså ikke 15 år på Grønland”, lyder hans betingelse.
Da Magnus nogle uger senere atter havde den danske hærchef i telefonen, kunne han foruden at antyde, at svaret hældede i positiv retning, røbe en pudsig hemmelighed for hende, nemlig at Petura som barn har boet 10 år i Grønland.
Selvom ”tilfældighederne” således syntes at passe sammen, er parret forsigtige med at udlægge alt som Guds ledelse. Men ud fra deres ønske om at leve efter Guds vilje, indgik også hendes usædvanlige fortid i processen.
– Min far arbejdede på den amerikanske base og drev senere eget firma deroppe, supplerer Petura og fortæller, at hun stadig kan genkalde sig kulturen, naturen og menneskene i byen, der dengang hed Godthåb.
– Det virker på ingen måde fremmed for mig, lyder det fra den kvindelige pioner, der også stadig kan huske enkelte gloser fra sin tid som skolebarn i Grønland.

Hvordan Frelsens Hærs virke i omegnen af polarcirklen mere præcist skal lægges tilrette, er endnu i støbeskeen. På forhånd har de grønlandske myndigheder tilkendegivet, at Frelsens Hærs kirkelige og sociale koncept afspejler behovene i det grønlandske samfund.
Og netop den behovsorienterede form har løjtnanterne Haraldsen da også positiv erfaring med, ligesom de håber at kunne finde gode samarbejdspartnere hos myndigheder, andre organisationer og lokale kirker.
– For os er det vigtigt og naturligt at søge ud og knytte kontakter. Det gjorde vi også i Nakskov. Derfor frygter vi heller ikke, at det skal blive en ensom post for os. Vi vil helt sikkert søge ud i samfundet og bygge nogle relationer, siger Petura, der i en årrække arbejdede som sygeplejerske på Nakskov sygehus ved siden af opgaverne i Frelsens Hær.
Begge oplever, at det forgrenede arbejde i Nakskov på mange måder har været en nyttig forberedelse på det, der venter dem i Grønland.
– Det tiltaler os faktisk lidt, at der ikke er noget i forvejen. Da vi kom til Nakskov, var der jo heller ikke noget, så vi føler os trygge ved at komme til Grønland efter de mange år i Nakskov, bemærker Magnus og suppleres af Petura:
– Vi har helt klart oplevet perioder i Nakskov, hvor vi følte os isolerede og alene. Men det førte så bare til, at vi søgte endnu mere ud og oplevede det positive ved at være en del af lokalsamfundet. Det har betydet meget for os og har uden tvivl også givet noget til Frelsens Hær, smiler hun.

Også året på officersskolen ser parret som en nyttig forberedelse i det, der venter i det grønlandske ”pastorat”. Ikke mindst et forløb i diakoni har været udbytterigt. Forløbet er udviklet i samarbejde mellem Frelsens Hærs officersskole i Moss og Menighedsfakultetet i Oslo.
– Efter 15 års praksis har det været rigtig skønt at få de teoretiske færdigheder på plads, ligesom det har været spændende at kunne sætte dem ind i en sammenhæng, vurderer de samstemmende, samtidig med at de ser frem til at omsætte den tilegnede indsigt til nye initiativer.
– Diakoni er jo gudstjeneste og læner sig tæt op ad det, vi hidtil har beskæftiget os med, og som kunne omsættes i kommende initiativer i Grønland, siger Petura. Det opsøgende familiearbejde og den opsøgende indsats blandt rusmisbrugere bliver nævnt som eksempler på det integrerede samspil mellem håndens og åndens gerning.

At der er tale om en historisk begivenhed, som påkalder sig stor opmærksomhed, håber familien Haraldsen ikke vil fylde for meget i deres bevidsthed. Selv ønsker de at holde fokus rettet mod projektet og ikke det personlige.
– Derfor var vi også glade for, at offentliggørelsen af Hærens åbning i Grønland blev lanceret som et fællesprojekt. Dybest set handler det her jo om Grønland og ikke om os, fastslår de.
– Det handler om, at Gud har et hjerte for Grønland, og jeg er sikker på, mange mennesker har bedt og grædt for Grønland i mange år, tilføjer Petura, der husker lanceringen i maj som en stærk oplevelse.
– Det var fantastisk at opleve den begejstring og det engagement fra folk fra hele landet. Vi mærkede en enhed omkring det hele og tror, der var tale om en kæmpe forløsning, fordi vi oplever at være med i det, Gud vil for Grønland.