Gud skal være med i det
Adam Young vidste ikke helt, hvad han ville med livet. Men så begyndte han at lave musik.Owl City har netop givet koncert i VEGA i København. Forsanger Adam Young elsker Danmark mere end de andre nordiske lande.
Owl City har fået stor succes på ganske få år. Fornylig spillede de i København, og Adam Young nyder at spille i Danmark.
– Jeg elsker at være her! Der er bare et eller andet over Danmark, som jeg virkelig godt kan lide. Publikum er meget gode og imødekommende. Nogle steder i verden ved man ikke rigtig, om man klarer sig godt, og om de nyder showet, for sådan er deres kultur bare, men her kan man virkelig mærke, at de er til stede, og det er sjovt at spille her, siger han til Poplick.
Adam Young lægger ikke skjul på, at han er kristen, men han har ikke noget mål om at prædike for publikum, forklarer han:
– Det grundlæggende er, at min tro er brændstoffet til bålet, når det gælder min inspiration, og når det gælder at skrive sange, og egentlig er det grunden til, at jeg står ud af sengen hver morgen.
– Hvis jeg skulle skjule det, så synes jeg, at det ville være en forbrydelse. På den anden side så har det aldrig været mit ultimative mål at gå ud og prædike for mennesker.
Som et kristent menneske så håber jeg, at jeg er virkelig, virkelig gennemsigtig, og at jeg virkelig er i et ret forhold til min skaber, min frelser. Ud over det, så er det min bøn, at Gud vil bruge ethvert produkt af mig, som en kunster der skaber kunst, og tage den kunst og bruge den til det, han ønsker, siger han til Beliefnet.
Adam Young mener ikke, at han skal opdele musikken som kristen eller ikke-kristen musik. Så misser man pointen, siger han. Alligevel er der mange kristne, som ønsker at bruge ham. Både i radioen og på festivaler.
– Jeg prøver egentlig bare at holde mig ude af det, siger han grinende.
– Altså på den måde at jeg ikke ønsker, at offentligheden skal sige: Det er sådan musikken skal lyde, og disse mennesker skal lytte til den.
– Jeg ønsker bare, at min musik er virkelig ægte og kommer fra hjertet. Hvem der kan lide det, og hvordan Gud bruger det, så har jeg det ligesom: Al ære til ham. Jeg prøver bare på ikke at være i vejen.
Young har været kristen hele sit liv. Han har ikke en eller anden meget speciel historie om sin vej til tro.
– Min historie er ikke nogen særlig vild historie. Den er meget nede på jorden. Jeg er opvokset i et kristent hjem med to dejlige forældre, som har været gift i 35 år nu. Når dørene i kirken var åbne, så var vi der, men det sank ligesom ikke rigtigt ind hos mig.
– Det er på samme måde med andre kristne. Jeg gik ret hurtigt igennem alle de ting med tro op igennem gymnasiet og brugte ikke så meget tid på det. Efter gymnasiet kan jeg huske, at jeg tænkte: Så hvad nu? Og måske var det dét, som trak mig over mod et dybere og mere meningsfyldt forhold til Herren. Ikke noget biluheld. Ikke nogen vild ting, som jeg kan pege tilbage på en speciel dag, men jeg følte bare, at Gud kaldte på mig.
– Så mange af mine venner var faldet fra troen på det tidspunkt. Det var ret nedslående på den måde. Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg lavede, og hvor jeg var på vej hen. Jeg arbejdede for Coke, og jeg hadede mit job. Jeg gik i skole uden nogen grund, og jeg var virkelig på vej mod en blindgyde.
– Så måske er det derfor, jeg holdt fast i Herren. Og det var det, som ledte mig til at skrive musik, og jeg kan huske, at jeg tænkte: Jeg bliver nødt til at have tingene i orden med Gud, hvis jeg skal lave det her. Det skal være noget, jeg er kaldet til at gøre, slutter Adam Young fra Owl City.