Svømmede for livet

Svømmeren Tarwaters verden brød sammen, da han missede OL, men det ledte ham ad nye veje.Livet som én, der ønsker at kvalificere sig til OL, kan ende lige så tragisk som et Shakespeare teaterstykke. Hvad er forskellen imellem at være på den absolute top og at føle sig helt mislykket?

Davis Tarwater (th.) med legenden Michael Phelps, som skulle vise sig at komme til at spille en stor rolle i hans trosvandring.

For Davis Tarwater var det 6/10 af et sekund.
Den store favorit til at repræsentere USA ved OL i Bejiing i 200 meter butterfly så sin store drøm blive smadret, da tiden for hans kvalifikation viste, at han manglede mindre end et sekund.
6/10 af et sekund.
For Tarwater var det ikke bare det, at han skulle takle skuffelsen. Det ændrede hans liv.
– Da det skete, faldt min verden fra hinanden, fortæller Tarwater over Skype fra Frankrig, hvor det amerikanske svømmeteam forberedte sig til OL i London.
– Jeg havde ingenting tilbage. Jeg var en knækket mand.
Men ligesom ethvert godt teaterstykke er i tre akter, så var Tarwater ikke en færdig mand. Eller skulle vi sige: Gud var ikke færdig med den knækkede mand.
Tarwater tog en af de mest besynderlige veje til det netop overståede OL i Aquatic Centre i London. Men når han ser tilbage, så vil han ikke ændre noget.

OL var blevet en afgud

Da hans liv syntes at have nået bunden i 2008, rejste han hjem til sin hjemby Knoxville i Tennessee for at søge efter en ny mening for sit liv.
Kort tid efter krydsede han veje med Doug Banister, som var præst i All Souls Church i Knoxville, og de to begyndte at dele livet med hinanden.
– Det var som at pille lagene af et løg, siger Tarwater, når han skal forklare, hvad det var, der skete næsten et år efter, at han havde misset kvalifikationen til OL.
– Jeg havde nogle virkelig hårde samtaler, siger han.
– Jeg begyndte at forme min identitet, så den var Kristus-centreret i stedet for atletik-centreret eller fokuseret på at være kendt.
Selvom Tarwater voksede op i et kristent hjem, så bevægede han sig langtsom væk fra troen, og da han nåede til gymnasiet, var han slet ikke længere interesseret i at være sammen med andre troende.
– I 2008 blev jeg enig med mig selv om, at OL var blevet en afgud i mit liv, siger Tarwater, som var en svømmer ud over det sædvanlige fra University of Michigan.
Præsten Banister udfordrede Tarwater til at komme frem til sin egen konklusion om Jesus Kristus, og også om hvorvidt han virkelig fandtes. Han foreslog endda, at Tarwater fortsatte af den vej, han indtil nu havde gået, og som var intellektuel og ikke Jesus-centreret. Derefter skulle han fortælle ham, hvor den vej tog ham hen i livet.
– Der var mange ”aha-øjeblikke” siger Tarwater og fortsætter:
– Der var så mange ting gemt i mig, så da jeg endelig kunne bede om tilgivelse og bryde alle de ting i mit liv, så kunne jeg mærke, at jeg endelig havde det godt i mit liv.
For Tarwater betød det, at han måtte give noget tilbage for alle de år i sit liv, hvor han havde levet for sig selv.
– Jeg vil sige, at jeg forpligtede mit liv til Gud igen, for jeg var vokset op i et kristent hjem. Men egentlig var det første gang, at jeg vidste, hvad jeg lavede, og jeg forpligtede mit liv til at tilhøre Kristus igen.
Der var stadig dette spørgsmål, som hang i luften: Hvad så nu?
Tarwater vidste ikke, hvad Gud havde planlagt for ham, men han var sikker på, at det ikke var noget i svømmebassinet.

Har aldrig hørt et tydeligere kald

Efter at have tænkt over tingene i et stykke tid startede han på en master-uddannelse på Oxford Universitet i England.
Han følte sig ledt til at fordybe sig indgående i latinamerikanske studier og gjorde netop dette i efteråret 2009.
– Jeg tager en master og ændrer verden, tænkte Tarwater, som fortsat voksede i sin tro i St. Aldates Church i Oxford.
Men efter afslutning af den sidste eksamen i sommeren 2010, hvor han tog på ferie hjemme hos familien, følte han, at Gud førte ham tilbage til bassinet. Og denne gang var det i ”den dybe ende”.
– Jeg har aldrig hørt et tydeligere kald i hele mit liv, siger Tarwater.
– Jeg ringede til David Marsh i Mecklenburg Aquatic Club i North Carolina.
Det var nu blevet oktober 2010, og Tarwater og Marsh satte sig ned og snakkede tingene igennem. De snakkede om to afgørende spørgsmål:
Er det værd at forsøge?
Er der tid nok til at fuldføre det?

Tarwater var mere sikker på det første end på det sidste, men Marsh forsikrede ham om, at med hårdt arbejde, så var der lige præcis nok tid – 18 måneder til kvalifikationenrunderne til OL 2012. Det foregik i Omaha i USA.
– Vi kom til den konklusion, at det ville blive hårdt, men det var muligt at gøre det rent fysisk.

Din vilje ske

Telefonen ringede 23 minutter efter, at han var rejst tilbage til sit hjem i Knoxville fra Omaha.
Tarwater var træt. Han havde netop udholdt 18 måneders anstrengende træning op til sidste måneds kvalifikation til OL 2012 i Omaha.
For anden gang i hans liv følte han, at der var en reel mulighed for at fuldføre hans drøm. Men da de tre discipliner var fuldført (100, 200 meter butterfly og 800 meter relay), så havde han endnu engang lige præcis misset kvalifikationen!
Det tætteste han kom var en syvende plads i 800 meter fri – de seks bedste kvalificerede sig til OL i London, så han måtte stå på ”den anden side” af de olympiske ringe og billedlig talt se ind udefra.

Anderledes denne gang

Men denne gang var det anderledes. Havde han fejlet? Helt sikkert. Var han frustreret? Ja.
Men den 28-årige svømmer, som nu brugte en stor del af sin tid på lovsang i Hope Community Church i Charlotte, var nu grundfæstet i Kristus.
Hans identitet som en olympisk svømmer? Det fadede nu i sammenligning med det at være en efterfølger af Jesus.
– Da jeg vandrede ud af Omaha denne gang, var det en anderledes oplevelse, siger Tarwater.
– Jeg gik igennem det samme igen. Jeg havde endnu engang misset at være med på holdet til OL, men det føltes på en måde, som om det var det sidste skridt i at lægge alting ned for Gud. Jeg sagde: ”Din vilje ske.”
Men da telefonen ringede, og hans træner var i den anden ende af røret, fandt Tarwater ud af, at Guds vilje nu var noget helt andet, end han havde troet.
Nogle timer efter, at han havde givet det hele til Gud, fik han sit livs telefonopkald. Det var træner Marsh med nogle fantastiske nyheder.
Han skulle svømme til OL i London.
– Michael Phelps var droppet ud, forklarer Tarwater, som dermed rykkede frem til den sjetteplads, som kvalificerede ham. Og vi begyndte begge at græde af glæde.
– Han kendte min vandring og min tro. Og han vidste, at jeg rejste hjem fra Omaha på en frustrerende måde, men også på en måde, hvor jeg gjorde, hvad jeg kunne for at ophøje Gud.
Så snart Tarwater lagde røret på, ringede han til sine forældre, Dwight og Mary, som var på vej hjem til Knoxville fra Omaha.
– Jeg har nogle nyheder, sagde Tarwater.
Og før han kunne nå at forklare alle detaljerne om, at hans bror og søster også kunne komme til London for at støtte ham, begyndte hans mor at græde. Han blev også selv rørt.
– Det var virkelig et specielt øjeblik. Det var en lang rejse med en masse smerte. Men denne gang følte jeg så meget trøst midt i smerten.
– Det var virkelig en gave fra Gud. Jeg følte hans nærvær så kraftigt. Det var en utrolig følelse.
Note: Til OL i London 2012 vandt Tarwater guld i 4×200 meter fri. Guds veje er uransagelige.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



©2012 Billy Graham Evangelistic Association. Bragt med tilladelse. Alle rettigheder forbeholdes. Udfordringen er ansvarlig for oversættelse.
Af Trevor Freeze