Historien bag et dåbsfad
Søren Høi Sørensen så som dreng under 2. verdenskrig en Mustangjager styrte mod jorden ved Øster Starup i nærheden af Kolding. Senere fik han forbindelse til pilotens familie i USA. Himlen var på én gang dyster og smuk. Mørke skyer lå tungt hen over landskabet, men en strålende sol formåede at sætte ekstra spil på himlen. Det var den 11. marts 1945.
Pludselig dukkede en amerikansk Mustangjager op med sort røg efter sig. Den var på bombeeskort mod Tyskland.
Maskinen blev skudt ned af tyske jagere, som havde deres base på Vandel flyvestation.
Piloten lod sig skyde ud med katapultsædet, men uheldigvis greb hans faldskærm fat i hale-roret, og han blev derved trukket ned med maskinen. Øjenvidner så den styrte mod jorden, og en kæmpe eksplosion sås på lang afstand. To lokale frihedskæmpere, Jens Kristian Jensen og Kaj Blumensaadt, nåede hurtigt hen til den styrtede maskine.
Piloten var bevidstløs, men den ene frihedskæmper fik sagt: Du er blandt venner. Han holdt hans hoved, indtil han døde. Derefter kom tyskerne, som havde ansvaret for nedskydningen og overtog liget.
Stedets sognerådsformand, Erik Sørensen, Søren Høis far, fik en snak med tyskerne og bad indtrængende om at få piloten lagt i kristen jord. De gav ham lov til det, men betingelsen var, at der ikke måtte demonstreres. Piloten blev svøbt ind i sin silkefaldskærm og begravet på Øster Starup kirkegård med deltagelse af over 500 mennesker.
Det var meningen, at et tysk kompagni skulle have overværet begravelsen, men på grund af dårlig kommunikation blev de henvist til Skærup kirke i stedet for. Det betød, at begravelsen kunne klares uden tyskernes overvågning.
Piloten hed Jack D. Hodge og på hans gravsten står: Falden for sit land og for vort.
Pilotens kæreste, Mary, blev senere gift med broderen Douglas Hodge.
To år efter begravelsen (1947) fik den danske familie i sognet besøg af moderen Nelle samt pilotens tidligere kæreste Mary og Douglas. De holdt derefter forbindelse med hinanden via julekort, men da Nelle døde, ophørte forbindelsen til Danmark.
En lokal ildsjæl, menighedsrådsformand Søren Høi Sørensen, der senere blev medlem af provstiudvalget, fik i 1997 graven fredet i 100 år.
Søren Høi blev i 2004 kontaktet af Kolding luftmeldekorps, som tilbød at give en koncert, hvis sognet ville holde en mindefest i forbindelse med 60-års dagen for krigens ophør. Søren så pludselig en anledning til også at mindes Jacks død, så han indvilligede i at arrangere en fest d.11. marts 2005, som samtidig blev en forsinket mindefest for den nærmeste af Jacks familie, som man havde inviteret med.
Kort tid før mindefesten dukkede en ung mand op til gudstjeneste i Øster Starup kirke. Efter gudstjenesten gik den unge mand undersøgende rundt på kirkegården.
Præsten havde observeret den fremmede, så han gik ud på kirkegården og fik en snak med ham. Han spurgte bl.a. om, hvor manden kom fra og fik som svar, at han var på studieophold i Berlin, og at han af bedstemoderen, pilotens søster Camille, havde fået penge til en billet nordpå til Øster Starup for at se Jacks gravsted. Præsten sørgede for, at den unge mand, som hed Will, fik kontakt med menighedsrådsformanden, der fortalte hele historien om nedskydningen og begravelsen. Søren Høi havde i øvrigt som 13-årig set flyvemaskinen styrte mod jorden.
Festen i 2005 blev lidt af et tilløbsstykke. Den unge mand og fire andre slægtninge samt de to frihedskæmpere var til stede. Jens Christian fortalte levende om hændelsen, og det var særdeles spændende, for som én sagde: Det kom lige fra hans mund.
Siden 2005 er kontakten til de amerikanske familier blevet vedligeholdt.
Den amerikanske stat havde tilbudt at bekoste en hjemtransport for de faldne flyvere under krigen, men Jacks mor sagde nej tak til tilbuddet for sin søns vedkommende med ordene: Han hviler blandt venner, og der skal han blive.
Som en tak for mindesmærket over deres søns alt for tidlige død skænkede moderen i 1948 et dåbsfad til Øster Starup kirke. Og heri ligger der en dyb symbolik. Jack døde, men ud af dåbsfadets vand skabes der et nyt livsfundament for mange mennesker. Så man kan jo roligt sige, at moderens gave symboliserer overgangen fra død til liv.
Af Gert Grube efter
interview med tidligere
menighedsrådsformand
Søren Høi Sørensen