Præst bliver ny formand i Dansk Armeniermission
Efter 8 år som formand har sognepræst Holger Haldrup valgt at udtræde af bestyrelsen for Dansk Armeniermission.

Som ny formand er valgt sognepræst René V. Jensen, Vildbjerg.
Dansk Armeniermission (DAM) er et folkekirkeligt missionsselskab stiftet i 1922. DAM arbejder på at støtte den Armenske Apostoliske Kirke i Armenien i dens bestræbelser på at genopbygge det armenske folks kristne identitet efter 70 års kommunisme.
Desuden støtter DAM Den Armenske Evangeliske Kirke i Grækenland og en armensk skole i Libanon.
DAM har i år indgået en aftale med et stift i Armenien om nye søndagsskoler. Derfor blev der her i foråret oprettet 12 nye søndagsskoler, og de er alle kommet godt i gang.