Bogmesse i Bella Centret
– Vi er meget tilfredse med bogmessen i Bellacentret. Der var mere plads; både til udstillere og gæster, og det har helt sikkert bidraget til en mindre hektisk og klemt atmosfære (som kendetegnede de travle timer i Forum), fortæller Niels Moesgaard Rose fra Unitas Forlag, der nu også omfatter Aros Forlag.
– Vi havde mange interesserede forbi standen; både folk, der kender os, og folk, der ikke gør. Og der blev solgt alt fra akademisk, teologisk litteratur til børnebøger og puslespil.
Journalist Svend Løbner interviewede kirkeministeren og Outlandish sanger Isam B i en halv time på Bella-Scenen i forbindelse med bogen Flerkulturelle Rødder, som han har skrevet sammen med psykolog Maria Christensen.
Mange stod og lyttede, da Iben Tranholm interviewede sangerparret Lis og Per om deres kristne tro på bogmessen i Bella Centret.
Det var det kristne forlag ProRex, der havde arrangeret. Forlaget har netop udgivet Tranholms biografi Vi er Lis & Per.
Dansk-top duoen signerede bøger på ProRex stand søndag eftermiddag.
BogForum 2012 blev for første gang holdt i Bella Center efter 20 år i Forum. Men ikke færre end 29.383 besøgte messen i løbet af de tre dage.
Det var første gang ProRex deltog i bogmessen:
– Vi har flere år forsøgt at få en stand i Forum, siger Christian Larsen fra ProRex. På grund af pladsmangel kunne man ikke tage nye forlag ind.
– Med flytningen til BellaCenter blev der plads til os, lige som der blev langt bedre plads til alle de besøgende.
– Der var desværre kun ganske få andre kristne forlag, der udstillede på BogForum, lyder det fra ProRex.
– For os er det vigtigt også på denne måde at være med til at præsentere det kristne budskab uden for kirkens rammer, siger Christian Larsen.
Henri.