Led med optimisme og medfølelse

Gud giver medfølelse og styrke til at lede med optimisme. Det var Condoleezza Rice’s budskab
på Willow Creeks lederkonference, der samlede 400 ledere i København i weekenden.Regeringer kan ikke skabe medfølelse, men det kan kristendommen. Derfor er det ikke underligt, at kirker og frivillige hjælpeorganisationer samarbejder med myndigheder om at hjælpe verdens udsatte. Og i svære tider kan man finde kilder til optimisme. For optimisme er en leders vigtigste kendetegn.

”Mest af alt er jeg taknemmelig for troen, helt bogstaveligt, fra min far og mor, som gav mig et fundament, fra hvilket jeg kunne påtage mig lederskabets udfordringer”, sagde Condoleezza Rice ved Willow Creeks konference i slutningen af oktober.

Det sagde tidligere udenrigsminister og sikkerhedsrådgiver Condoleezza Rice ved Willow Creeks Global Leadership Summit, der blev transmitteret til omkring 400 ledere fra kirker, organisationer og virksomheder i Københavns Kulturcenter den 26. og 27. oktober.
Condoleezza Rice blev født i det sydlige USA, hvor hendes far og bedstefar var prædikanter. Hun er uddannet politolog med speciale i sovjetisk-amerikanske relationer. For 30 år siden blev hun ansat som lektor på Stanford University og blev senere udnævnt til det Nationale Sikkerhedsråd. Condoleezza Rice er bedst kendt som sikkerhedsrådgiver og udenrigsminister under præsident Goerge W. Bush’ regering. I dag er hun professor i statskundskab ved Stanford Graduate School of Business.

Condoleezza Rice’s indlæg på lederkonferencen viste, at race stadig er et spørgsmål, der optager mange afroamerikaneres sind. Demokratiet er ikke kun en styreform, der giver alle mennesker lige rettigheder og pligter. Det fungerer først, når de stærke beskytter de svage. Og her har kristendommen stor betydning, sagde hun.
– Et modent og stabilt demokrati kræver mere end institutionaliseringen af rettigheder gennem en forfatning eller lovgivning. Det kræver en forståelse af, at demokrati ikke er flertallets tyranni. Hvis minoriteterne ikke beskyttes, vil demokratiet ikke være stabilt. Og det kræver en forståelse af, at den stærke ikke må udnytte den svage. Og så forstår man også, at det ikke er en opgave alene for regeringen. Regeringer kan ikke lægge alle på hjerte, at vi har et ansvar for, at der ikke er nogen svage led, for et demokrati er kun så stærkt som dets svageste led. Derfor bør den stærke støtte og hjælpe den svage.

– Bag ved denne forståelse ligger et andet stort princip, og det er, at ethvert menneske er værdifuldt. Når ethvert menneske er værdifuldt, så har ethvert menneske også potentiale til storhed. For kristne stikker betydningen af, at ethvert menneske er værdifuldt, selvfølgelig endnu dybere, fordi vi ikke kun er lige for loven, men også fordi vi er lige for Gud. Som børn af den Hellige Fader, hvordan kan nogen være mere værd end andre? Vores Herre Jesus døde for hver eneste én af os, uanset vores stilling i livet, uanset hvor vi er født, uanset hvor store vore synder er.
– Derfor er det ikke overraskende, at handling baseret på menneskets værdi ofte har haft sit udspring i civilsamfundet og i kirken. For der er meget, en regering kan gøre, men den kan ikke bringe medfølelse.
Man kan komme fra ydmyge kår og alligevel gøre store ting, fastslog Condoleezza Rice og fastslog, at det vigtigste kendetegn for en god leder er, at han eller hun er optimistisk.

Men hvordan forbliver man optimistisk under svære tider? spurgte hun retorisk.
– En af de vigtigste kilder til optimisme er at bevare perspektivet i forhold til, hvor hård ens situation egentlig er. I den periode, hvor jeg var udenrigsminister og national sikkerhedsrådgiver, havde vi 9/11, terrorisme, krige… Men så sagde jeg til folk: Forestil jer, hvordan det var at være regeringsleder efter 2. verdenskrig. I 1946 var ikke kun Østeuropa, men Vesteuropa ved at blive kommunistisk. I 1947 led to millioner europæere af sult. Og tænkt på 1948, hvor krisen i Berlin opdelte Tyskland, Tjekkoslovakiet faldt ved et kommunistisk kup, Harry Truman anerkendte Israel, og krigen brød ud i Mellemøsten dagen efter. I 1949 sprænger Sovjetunionen et kernevåben fem år før planlagt. De kinesiske kommunister vinder. Og i 1950 bryder Koreakrigen ud. Så siger jeg til mine medarbejdere: Måske har vi det ikke så slemt. For dagens overskrifter og eftertidens dom er sjældent enslydende.

Det er også vigtigt at bevare perspektivet i en anden forstand, og det er at huske, at efter kampe kommer der ofte en sejr, fortsatte Condoleezza Rice:
– Det er selvfølgelig det centrale budskab i vores kristne tro, at efter fredag kommer der en søndag. I svære tider har jeg forsøgt at huske på, at det virkelig er et privilegium at kæmpe. Når det går, som Abraham Lincoln sagde: ”Man bliver tvunget i knæ, fordi man ikke har andre steder at gå hen.” Da finder man en dybere indre tro og en fred, som overgår enhver forstand.
Condoleezza Rice citerede Paulus’ brev til Romerne, kapitel 5, som hun ofte har fundet styrke i:
”Vi er også stolte af vore trængsler, fordi vi ved, at trængslen skaber udholdenhed, udholdenheden fasthed og fastheden håb. Og det håb gør ikke til skamme, for Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter ved Helligånden, som er givet os.” Det er et privilegium at kæmpe, og ud af den kamp kan vi få sejr.

Men måske er den største kilde at tænke på alle de gange, hvor det, der så umuligt ud, alligevel førte noget godt med sig, fortsatte Rice:
– Hvordan kunne en mand i en fængselscelle i Sydafrika, ved navn Nelson Mandela, have en vision for et multietnisk Sydafrika? Hvordan kunne en polsk skibsværftsarbejder ved navn Lech Walesa tro på, at han kunne overvinde kommunismen og det onde undertrykkelsessystem ved at klatre over hegnet til et skibsværft? Hvordan kunne en lille pige, som vokser op i det raceadskilte Birmingham, Alabama, gøre sig håb om at blive udenrigsminister en dag? Hun kunne ikke gå i biografen eller på restaurant. Hun mistede en lille klassekammerat ved en lokal terrorbombe, da de små piger bare gik i søndagsskole. Hun kunne ikke få en hamburger i Woolworths restaurant…
Condoleezza Rice sluttede sin tale med tak:
– Jeg er taknemmelig for at have haft muligheden for at tjene i en ledende rolle gennem udfordrende tider, og jeg er meget taknemmelig for folks mange bønner – i ministeriets gange kom de hen og sagde: ”Jeg beder for dig.” Mest af alt er jeg taknemmelig for troen, helt bogstaveligt, fra min far og mor, som gav mig et fundament, fra hvilket jeg kunne påtage mig lederskabets udfordringer.