Ny undervisningsserie: To verdener
Et glimt af dødsriget

I denne anden artikel baseret på Graham Powells bog om de to verdener, beretter han om en kvinde, som så et glimt af de uretfærdiges del af dødsriget. Han kommer også ind på, hvad Jesus har gjort for os som vor store ypperstepræst og hvad der sker med kristne efter døden.
En kvinde i New Zealand fik for mange år siden et glimt af dødsriget, før hun vendte tilbage til livet igen.

Graham Powells bog om de to verdener er for første gang ved at blive oversat til dansk.

For flere år siden, mens Shirley og jeg var ledere af et evangeliserende team af unge mænd og kvinder i Hamilton, New Zealand, blev et ægtepar, som var nye kristne, en del af vores team.
En dag kom manden til mig og var meget bekymret for sin mors helbred og hendes åndelige situation. Hun var kommet ind på den intensive afdeling af Waikato Hospital. Hun havde fået en blodprop og var i koma i fire-fem timer.
Da hun vågnede igen på hospitalet, fortalte hun sin familie, hvad hun havde set, mens hun lå i koma. Derfor blev jeg bedt om at tage ud for at besøge hende og fortælle hende om vejen til frelse, for hun var ikke en kristen.

Denne kvinde fortalte mig, hvad hun allerede havde fortalt sin familie.
Jeg vil aldrig glemme hendes simple, men alligevel stærke ord. Hun sagde, at hun havde oplevet, at hun faldt og faldt og faldt.
Hun vidste, at hun ikke gik opad men nedad. Til sidst kom hun til et sted, hvor hun genkendte familiemedlemmer, der var døde før hende.
En af dem var en onkel, en gudløs mand, som var død to år tidligere. En anden var hendes bedstemor, som råbte til hende: ”Gå tilbage. Gå tilbage. Lad være med at komme til det her sted. Lad være med at komme til det her sted!”

Kvinden forstod, at hun stod uforberedt over for evigheden. Derfor råbte hun til Gud og bad ham frelse hende.
Herren var nådig mod hende, og hun fik bevidstheden tilbage der i sengen på hospitalet.
Nu kunne hun ikke vente med at opleve at få tilgivelse for sine synder og komme ind i et ret forhold til Gud. Hun havde set ind i de uretfærdiges del af Sheol.

Det var let at tale med hende om Guds frelsesplan. Jeg fortalte hende, hvordan vore synder har adskilt os fra Gud, og hvordan Gud planlagde at frelse mennesker ved at sende sin Søn Jesus, for at han skulle dø på korset i stedet for os.
Jeg fortalte, hvordan Jesus opstod fra de døde, og at han lever i dag for at frelse alle dem, der kalder på ham, fra syndens konsekvenser. Jeg fortalte også om det nye liv, som findes i det at kende Jesus og leve med ham dag for dag.
Jeg forklarede, at for at komme ind i det rigtige forhold til Gud, måtte hun være villig til at bekende sin synd for ham.
Hun skulle vende sig fra sit liv uden forbindelse med Gud og være villig til at bekende Jesus som herre i sit liv.
For dermed kommer man ind under Guds herredømme. Samtidig må man være villig til at leve i overensstemmelse med Guds ord.

Ærligt talt vidste jeg ikke, om hun ville komme til at leve ret meget længere. Men jeg talte til hende, som om hun stadig havde mange dage foran sig.
Hun bad med glæde en lille bøn, som kom lige fra hjertet. Hun bekendte sin synd, erkendte, at Jesus er Guds Søn, og at han døde på korset og opstod fra de døde.
Men da hun derefter bekendte Jesus som sin herre, havde hun et livsforvandlende møde med ham.
Guds fred fyldte hendes hjerte. Syndens byrde blev taget fra hende, og hun modtog det evige liv som gave. Jesus var blevet meget virkelig for hende.

Den næste dag besøgte jeg hende igen og fandt ud af, at hun var kommet ud fra den intensive afdeling og ind på en anden.
Da jeg gik hen til hendes seng, hilste hun på mig med disse simple ord, der viste, at hun nu var klar til at dø:
”Næste gang ved jeg, at jeg går opad. Jeg ved, at jeg ikke går nedad”.
Selv om hun ikke kendte meget til Bibelen, var hun et vidnesbyrd om en åndelig realitet.
Nu da hun troede på Jesus Kristus ville hun blive vist direkte ind til Guds nærhed, når det blev hendes tur til at dø.
Hun ville gå opad, ikke nedad.

Da Maria blev stående uden for den tomme grav nogle timer efter, at Jesus var opstået, kom Jesus selv hen til hende og spurgte hende, hvem hun ledte efter.
Maria troede, at det var gartneren, hun talte med. Derfor spurgte hun, hvor han havde lagt Jesu lig, hvis det altså var ham, der havde flyttet det. Hun ville nemlig tage Jesu lig med sig.
Men idet Jesus sagde hendes navn, blev hun klar over, at hun virkelig stod over for den opstandne Kristus. Med stor glæde omfavnede Maria sin herre.
Men Jesus sagde til hende:
”Du skal ikke røre ved mig, for jeg er endnu ikke steget op til min Far. Men gå hen og sig til mine disciple, at jeg stiger op til min Far og jeres Far, til min Gud og jeres Gud”(Joh. 20:17)

Hvert år gik jødernes ypperstepræst ind i det allerhelligste af det jordiske tabernakel på Den store Forsoningsdag. Her skulle han stænke dyreblodet fra syndofferet på alteret.

Som vores store ypperstepræst skulle Jesus nu gå op til det sande tabernakel i himlen for at stænke sit blod i den himmelske helligdom.
Dermed ville han opfylde det, som var målet for alle Det gamle Testamentes forudsigelser og forbilleder.
Når ypperstepræsten stænkede blodet fra dyre-ofrene, blev det jordiske tabernakel renset. Men nu skulle det himmelske tabernakel renses ved at blive bestænket med Jesu blod.
Når det var sket, kunne Jesus lede de troende fra Det gamle Testamentes tid fra de retfærdiges afdeling i Sheol ind i Faderens umiddelbare nærhed. Nu kunne de komme ind til hans trone i den tredje himmel eller Paradis.
På grund af den nye og levende vej, som Kristus har banet for os, kan vi gå direkte ind i Faderens nærhed, når vi dør den fysiske død.
Det nye Testamentes troende går nu ikke længere ned i Sheol, men op til Paradis. Som troende kristne kan vi sige, at vi ved, at vi går opad, ikke nedad. Halleluja!

Før Jesus døde på korset, gik alle ikke-kristne til de uretfærdiges sted i Sheol, når de døde fysisk.
Efter Jesu korsdød går de ikke-kristne stadig ned til Sheol, hvor de skal vente på den dag, da alle skal genopstå og dømmes. Paulus advarede Athens befolkning:
Nok har Gud båret over med tidligere tiders uvidenhed, men nu befaler han, at alle mennesker, hvor de end er, skal vende om til ham. 
”Han har nemlig fastsat en dag, hvor han vil afsige sin retfærdige dom over alle mennesker i hele verden. Det vil han gøre sammen med en bestemt mand, som han har udvalgt til den opgave, og for at hjælpe alle mennesker til at tro det, har han oprejst ham fra de døde.” (Ap. G. 17:30-31)

Apostlen Johannes forudså nogle fantastiske og frygtelige ting, som skulle ske senere. Det er beskrevet i Åbenbaringsbogen.
I kapitel 20 beskriver han en stor, hvid trone, og ham, som sad på tronen. Hans udseende var så frygtindgydende, at jord og himmel flygtede bort fra ham. Tænk, hvilken dag det vil blive!
Foran tronen stod de mennesker, som var døde i tidens løb.
Nu var de opstået fra deres midlertidige plads i Sheol og fik besked på at stå til ansvar for det liv, de havde levet på jorden.

På dommens dag vil himlen forsvinde med et stormsus, stjernebillederne vil brænde op og blive til intet, og jorden med alt, hvad mennesker har skabt på den, vil brænde op.
2. Peters brev 3:10

Der blev åbnet en bog, som fortalte detaljerne om menneskers liv. Ikke bare om de ydre handlinger men også om de indre motiver i menneskers hjerter.
En anden bog, Livets Bog, blev åbnet. Hvis folks navne ikke var indskrevet i den, blev de smidt ned i ildsøen, som også kaldes den anden død.
Dette er hvad Bibelen kalder den evige fordømmelse – adskillelsen fra Gud i al evighed.
I virkeligheden er den usynlige verden vigtigere end den synlige verden, for den synlige verden varer kun en tid, men den usynlige varer evigt.

De fleste mennesker i dag bruger deres tid og energi på de timelige ting frem for dem, der har med det evige at gøre.
Vores materialistiske samfund stiller stadig flere krav til os om at anskaffe dit eller dat, for at vi kan føle os succesfulde eller trygge.
Midt i alle vore bestræbelser på at skaffe os de ting, som vi alligevel en dag skal efterlade, er der ingen, der taler om det allervigtigste i livet.
Alligevel er det noget, der har at gøre med selve årsagen til, at vi er her. Vi er både blevet skabt af Gud, og for at tilhøre Gud. Vi skal ikke leve et selv-centreret liv, hvor vi fornægter vores skaber. Apostlen Jakob advarer i sit brev de rige om, at dette liv ikke varer evigt:
De, der før var rige, kan glæde sig over at være blevet ydmyget, for rigdom forgår, som blomster der visner.
”Når solen brænder i dagens hede, svides planterne. Blomsterne falmer og deres pragt forsvinder. Sådan kan rigdommen forsvinde, hurtigt og uden varsel.” (Jakobs Brev 1:10-11)

Bibelen advarer os ikke mod rigdom, men den advarer os mod at leve udelukkende for denne verdens ting. Senere i brevet skriver Jakob inspireret af Helligånden:
Og nu med hensyn til jer, der siger: »I dag eller i morgen tager vi til den eller den by og bliver der et års tid for at handle og tjene penge.
«Hvordan kan I vide, hvad der sker i morgen?
Jeres liv er som en røgsky, der ses en kort tid, men derefter forsvinder.
I skulle hellere sige: »Hvis Herren vil, og vi lever så længe, så vil vi gerne gøre det eller det.« (Jakobs Brev 4:13-15)

Det er en fremmed tankegang for de fleste mennesker at vi skal leve for de evige ting og ikke bare for det, vi har her og nu.

Jesus fortalte lignelsen om den rige mand, hvis marker havde båret godt.
Han overvejede at bygge sine lader større for at få plads til alle sine afgrøder. Han følte sig tryg i sin timelige velstand og sagde til sig selv:
”…‘Jeg vil rive mine lader ned og bygge nogle endnu større, så jeg kan få det hele under tag. Derefter vil jeg tage den med ro og sige til mig selv: Nu har du samlet nok til mange år, og det er på tide, du nyder livet. Spis, drik og vær glad!’
Men Gud sagde til ham: ‘Du er en tåbe! I nat skal du dø! Hvem skal så have alt det, du har skrabet sammen?’
Sådan går det den, der kun tænker på at samle sig rigdomme på jorden uden at kende rigdommen fra Gud.«(Luk. 12;18b-21)

Helt bogstaveligt står der i vers 20: ”Din tåbe! I denne nat kræver de din sjæl af dig…” Hvem er ”de”?
For at forstå det, må vi se på den usynlige verden. Og lykkeligvis giver Johannes os svaret i Åbenbaringsbogen kap. 6.

Johannes så, hvordan en bog, der var forseglet med syv segl, blev åbnet. Hver gang et af seglene blev åbnet, så han en række begivenheder foregå.
I Åb. 6 vers 3-4 fortæller Johannes, at han så en rød hest med en rytter:
”…der kom en rød hest med en rytter, som fik udleveret et vældigt sværd. Han tog freden bort fra jorden, så folk begyndte at nedslagte hinanden”.
Johannes så ind i den himmelske verden og oplevede, at der skete noget dér, som ville have stor betydning for alle mennesker i verden.
Han så en stridens engel, en åndelig magt i den usynlige verden, som fik mennesker til at slå hinanden ihjel.
Jeg spekulerer på, hvad vi ville se over et land i krig, hvis vore åndelige øjne var åbnede, så vi kunne se den usynlige verden. Der kan være mange naturlige grunde til, at folk rejser sig mod folk for at slå hinanden ihjel. Men har vi nogensinde overvejet, at der kunne være åndelige årsager?

I de næste vers ser Johannes en person, som rider på en sort hest med en vægtskål i hænderne.
Da Lammet brød det tredje segl, hørte jeg det tredje levende væsen råbe: »Kom!« Og der kom en sort hest med en rytter, som holdt en vægtskål.
Da hørte jeg en stemme inde fra de fire væsener, som råbte: »Et kilo hvede vil koste en dagløn, og tre kilo byg vil koste en dagløn. Men olivenolien og vinen må du ikke skade!«
Johannes så hungersnødens engel, der havde det åndelige ansvar for at afskære verdens fødevareforsyninger. Vi kan endnu engang forestille os mange naturlige årsager til hungersnød.
Men tænker vi på, at der kunne være en åndelig årsag?

Johannes så nu en gustengul hest med dødens engel på ryggen. Lige efter ham kom dødsrigets engel.
Der kom en gustengul hest med en rytter, som hed »Døden«, og ”Dødsriget” fulgte med ham. De fik lov til at dræbe en fjerdedel af jordens befolkning gennem krig og sult, sygdom og vilde dyr.
Døden findes ikke bare som en tilstand – der findes en dødens engel. Der findes ikke bare et sted, som kaldes Sheol eller Dødsriget, der findes en ”dødsrigets engel”.
Disse englevæsener arbejder tæt sammen. Dødens engel prøver at forkorte menneskers liv, mens dødsrigets engel tager den afdødes ånd med sig til selve dødsriget.
Der kan være mange naturlige årsager til, at et menneske dør, men kunne der også være åndelige årsager?
Jesus sagde: ”Hvis nogen adlyder mit ord, skal han aldrig i evighed se døden”. (Joh. 8:51).
Dem han talte til, kom alle til at dø før eller senere, så hvad mente han egentlig?
Jesus fastslog, at hans sande efterfølgere, der adlød ham – aldrig ville møde dødens engel.
De ville heller ikke møde dødsrigets engel, for den sags skyld, for de ville gå opad, ikke nedad, når den fysiske død ramte dem.

Igen og igen bliver vi mindet om, at vi skal passe godt på miljøet. Og det med fuld ret. Men mange går til det ekstreme for miljøets skyld.
Uanset hvad vores holdning til sagen er, er det godt for os alle at huske på, at det ikke bare er os mennesker, der er her i forholdsvis kort tid. Selve jorden er forgængelig. Den vil ikke være her altid.
I 2 Peter 3:8-13 hører vi om Guds store længsel efter at se mennesker vende sig fra deres synd for at lære ham at kende.
Alligevel vil Gud ikke vente i det uendelige på, at et menneske skal omvende sig. Der kommer en dommens dag:

Herrens dag kommer!
Den kommer lige så uventet som en tyv om natten.
På dommens dag vil himlen forsvinde med et stormsus, stjernebillederne vil brænde op og blive til intet, og jorden med alt, hvad mennesker har skabt på den, vil brænde op. (2. Pet. 3:10)

Den gamle verdensorden vil blive ødelagt, og noget nyt vil komme i stedet:
Men vi ser frem til den nye himmel og den nye jord, som Gud har lovet os, og dér hersker Guds vilje uden begrænsning. (2 Pet. 3:13)

For at være en del af Guds store målsætning både nu og i fremtiden, må vi vælge retfærdigheden.
Det betyder, at vi må have det rigtige forhold til Gud – og at vi lever på en måde, der behager ham.
Det kan vi ikke gøre i vores egen kraft og med vore egne ressourcer. Det er umuligt for noget menneske at opnå retfærdighed uden Guds hjælp.
Men alle, som tror på Jesus Kristus, får den gave, som retfærdigheden er. Samtidig får vi også det evige liv og Helligåndens som gave.

Ved Guds nåde er I frelst i kraft af jeres tro på Kristus. Det er ikke jeres egen fortjeneste, men en gave fra Gud. Det er ikke en belønning for gode gerninger, og derfor er der heller ingen, der har noget at prale af. (Ef. 2:8-9)