Henriks robot har ingen sjæl

Henrik Schärfe blev af Times Magazine nævnt som en af verdens 100 mest indflydelsesrige personer i 2012. Han er forsker med speciale i
robotteknologi og er kendt for at have et alter ego, robotten ”Henrik”, der er en tro kopi af ham selv. Men hvad er forskellen mellem mennesker og
maskiner? Og hvad gør et menneske til et menneske? I dette interview kommer Henrik Schärfe ind på sine egne overvejelser.Robotten ”Henrik” sidder lige over for mig og ser ud til at følge med i samtalen, mens jeg interviewer den ”rigtige” Henrik Schärfe, professor, cand. mag., ph.d i Human Centered Informatics, om forholdet mellem mennesker, robotter og etik.

Henrik Schärfe er kendt fra Geminoid-Dk projektet, hvor robotten ligner sin herre til forveksling. Den kontrolleres gennem en computer, og robottens ansigtsbevægelser afspejler operatørens.

Henrik Schärfes forskningsprojekt går ud på at studere, hvordan folk reagerer på robotten. Derfor studerer han selv sine gæsters reaktion på ”Henrik”. Og gæster har der været mange af: Igennem nogle år deltog Henrik Schärfe og hans berømte robot i et par hundrede interviews om året.
– Nu begrænser jeg det til to-tre dage om måneden, fortæller professoren, som af Time Magazine er blevet nævnt som en af de 100 mest indflydelsesrige personer i verden i 2012.

Henrik Schärfe er født i Ribe, men voksede op i Østjylland. I de sidste 15-16 år har han været bosat i Nordjylland, hvor han er ansat som professor med særlige opgaver ved Aalborg Universitet.
Både Henriks forældre og bedsteforældre var indremissionærer. Forældrene døde i en trafikulykke for 10 år siden. Selv vil han holde tingene adskilt.
– Jeg er medlem af den danske folkekirke. Jeg har haft en almindelig kristen opvækst, men jeg vil ikke bruge min plads i verden som løftestang for religiøse eller politiske overvejelser, siger Henrik Schärfe. Og så vil han ikke sige mere om den sag.

Alligevel prøver professoren i sin forskning at finde ud af mange ting og er meget optaget af religiøse spørgsmål.
Han er optaget af, hvordan man finder mening i tilværelsen, bl.a. privat gennem musik. Og i sit arbejdsliv prøver han gennem forskningen at finde ud af, hvordan man skaber mening i tilværelsen gennem nyere teknologier.
Professoren har igennem nogle år været engageret i Wycliffe-organisationen, som arbejder med bibeloversættelse, sprog og kultur på verdensplan. Han har selv været medlem af Wycliffe Danmarks bestyrelse.
– Wycliffes arbejde er vigtigt, fordi Bibelen er en væsentlig bog kulturelt og historisk og personligt for rigtig mange mennesker, så jeg synes, at flere skal have adgang til at læse den på deres eget sprog. Det er en god og vigtig mission, siger Henrik Schärfe.
Han følger stadig med i Wycliffe-arbejdet på verdensplan.

På spørgsmålet om hvordan han selv blev sporet ind på at studere robotteknologi, forklarer Henrik Schärfe:
– Jeg har altid været interesseret i kommunikative spørgsmål. Det har noget at gøre med at være menneske. Fordi mennesker kan interessere sig for mere end det, der er lige her og nu. Det er store gåder i menneskelivet. Vi kan forholde os til både det, der er, og det, der kommer.
Det var et naturligt valg, at min studieretning skulle være et af de kommunikative fag. Dengang hed det humanistisk datalogi. Nu hedder det informationsvidenskab. Jeg er fascineret af computervidenskab, og robotteknologien ligger i fin forlængelse af den.

– Robotter forbindes i dag med sociale forhold og bruges som medier. De har gennemlevet samme tekniske udvikling som computere. Nu er computeren ikke mere bare en beregner – den er et medie, som vi kommunikerer igennem. Det ser vi fx mht. Facebook.
Det er svært at forestille sig en moderne computer uden forbindelse til andre. Det viser, at vi betragter dem som medier.
Robotter er værktøjer og bruges i mange produktionsanlæg, hvor de står fast, og mennesker ikke skal komme for tæt på dem af sikkerhedsgrunde. Når det gælder de nye, sociale eller geminoide robotter, skal de være helt tæt på mennesker. De kan bruges i terapi og i en mangfoldighed af fredelige opgaver.

En Paro-sæl som denne er en robot, der bruges i behandlingen af demente, fordi de begynder at kommunikere med den.

Der findes 2-300 Paro-sæler på danske plejehjem. De bruges som terapi for ældre med demens.
Hvis der var tale om en robot-kat, ville de ældre have nogle bestemte forventninger til den. Men hvis robot-katten ikke opfører sig katteagtigt, bryder det kommunikationen. Man har ikke samme forventninger til sæler.
En Paro-sæl laver små søde lyde og reagerer bl.a. på berøring af knurhårene. Nogle demente reagerer ved at fortælle ting til sælen, som de ikke ville fortælle til andre mennesker.
En robotstøvsuger fremkalder ikke samme reaktion, fordi den ikke ligner et levende væsen. Det er genkendeligheden, der gør noget ved mennesker.

Hvad gør det ved dig selv at arbejde med ”Henrik”?
– Det har ikke ændret mig afgørende. Men det giver stor opmærksomhed.
– Det er en slags samhørighed, der opstår, når man lader sig repræsentere af en robot. Jeg fornemmer på en måde, at det er mig.
Jeg oplever, at robotten har sin egen intimsfære. Hvis en fremmed rører ved den eller knapper skjorten op, kan jeg godt føle det som et overgreb. Men hvis en af mine assistenter skifter tøj på den, er det ok, siger Henrik Schärfe.

Har robotten gjort noget ved din selvforståelse?
– Under udarbejdelsen måtte jeg overveje mange personlige ting. Det, som robotterne kan, er at forstærke nogle realiteter.
Vi har alle billeder på væggen, somme tider også af os selv. I tilfældet med robotten forstærkes effekten af repræsentationen.
Noget af det er den tredimensionelle effekt, fysikaliteten, og noget har med bevægelserne at gøre. At det er teknologi, som er så menneskelignende. Der er også tale om nogle forventninger – at den kan det, som mennesker kan.
– Hvad forventer man af en robot, der i den grad ligner et menneske? spørger forskeren og forsøger selv at give svaret:

– Når man arbejder på tværs af kulturer, er der nogle kulturforskelle, som skal indkodes. Det var ikke nok for mig, at man havde den her slags maskiner i Japan. Vi måtte have en i Danmark for at se, hvordan danskere reagerer på den.
Det gav en speciel udfordring for producenten at lave noget, der lignede en dansker.
Det er et spørgsmål om identitet for mig at ”Henrik” fik skæg, det betyder meget for vestlige mænd.
Men skægstubbene skulle sættes ind ét ad gangen, og ”hovedmedarbejderen” i Tokyo var bange for, at det ville gøre silikonen for skrøbelig. Hun ville helst bare have farvet kinderne lidt.
Vi diskuterede det, og jeg lod hende røre mit ansigt, for at hun kunne få en fornemmelse af skæg. Så forstod hun det og gik med til det.

– Denne type robotter sætter disse spørgsmål på dagsordenen: Hvad er jeg selv, og hvad er min plads i verden, når fremtiden ser sådan ud?
– Det handler om teknologi versus biologi. Og det er ikke spor simpelt. Mennesker kan opleve og udtrykke følelser. Vi har evnen til empati, som basis for medlidenhed og omsorg. Det er menneskelige træk, som vi finder meget væsentlige.
– Men en maskine kan også lære at aflæse ansigtsudtryk, fordi teknologien er i stand til at analysere små detaljer i folks ansigter, blikretning og den slags.
”Emotionel ansigtsgenkendelse” siger, at ansigter røber rigtig meget. Det er et kunstigt skabt system, som kan forstå og afkode budskaber og reagere på dem. Ellers ligner maskinerne os på mange måder. Jo mere man skærer i den salami, jo nærmere er man på det rent menneskelige.
– Er det evnen til at træffe logiske beslutninger? Nej, for det kan maskiner også. Maskinerne ligner os langt på vej, men vi har jo også selv bygget dem, siger Schärfe.

– Det er drønspændende, hvad mennesket egentlig er. Er mennesket dybest set bare en maskine – eller noget andet? – Det er et almindeligt syn, at mennesket består af information: summen af vort DNA og vore erfaringer. Informationen kunne jo bare skrives ned og sættes ind på en disk.
– Men jeg tror, der er mere. Der er flere afgørende elementer i det at være menneske. Ikke kun et spørgsmål om informationskompleksitet. Mennesket er sjæl og ånd og liv. Det kan ikke defineres, fastslår forskeren.

For andre er spørgsmålet, hvad der er forskellen mellem mennesker og dyr.
– Jeg er ikke optaget af dyrerobotter eller forholdet mellem mennesker og dyr.
– Men den etiske grundtanke er, at mennesker har en værdighed, som er anderledes end dyr og maskiner.
Der knytter sig en anstændighed til det menneskelige liv. Men det skifter natur, når noget bliver en del af vores hverdag. Vi tænker anderledes om kæledyr end om husdyr, der er fødekilder i landbruget.
Spørgsmålet er nu, om vi skal lave en speciel robot-etik. Man tænker anderledes om den hund, som er en del af familien, end hvis den lever vildt.

– Selve tanken om, at robotter skulle erstatte mennesker, vækker intuitiv modstand hos folk. Man har i mange år haft en sprogteknologisk dims, Eliza-programmet, som efterligner måden, folk taler på, fx.: ”Hvordan får det dig til at føle, hvordan har du det med det?” Den gentager sidste ord som en terapeutisk pagøje-metode.
– Men robotter kan ikke erstatte fx. læger og terapeuter eller præster.
– Kan man forestille sig, at en robot kan erstatte en dommer? I hvert tilfælde rejser spørgsmålet et nyt spørgsmål, nemlig: Hvorfor er det vigtigt, at netop et menneske skal varetage den funktion? spørger Schärfe.
Han har selv under et ophold i Tokyo oplevet, at trafikken blev dirigeret af en robot-betjent. Og den slags funktioner vil kun de færreste have indvendinger imod, mener han.

Men hvor går grænserne? Erfaringen viser, at det er svært for børnehavebørn at forholde sig til ”Henrik”, fordi han er for menneskelignende – hvis han fx skulle fortælle en historie.
– Men hvorfor er folk så meget imod det, når de sætter deres børn foran fjernsynet?
– Hvad er det, der ikke kan erstattes? Børnehavebørn reagerer ikke hensigtsmæssigt på ”Henrik”. De kan godt se, at der er noget, som ikke er helt rigtigt. De kan forstå det, når man slukker for robottens funktioner – så bliver han bare til en dukke, forklarer Henrik Schärfe. Han mener dog, at robotter kan være nyttige i mange af hverdagens opgaver:
– Måske kunne det være en fordel for børn at være sammen med robotter. De kan hente børn fra skole og læse lektier med dem.
– Men her kan man være bange for snyd: hvis der i virkeligheden foregår videooptagelser til gavn for andre, mens børn og forældre opfatter noget som et stykke legetøj. Den slags mener jeg er uetisk.
– Der er mange adiafora-spørgsmål, fastslår forskeren.

– I forhold til japanerne er der afgørende forskelle i verdensopfattelsen og derfor også i opfattelsen af robotter.
Mens den vestlige verden er præget af kristendom og hellenisme, er den japanske præget af panteisme, buddhisme mm.
Her mener man, at der findes energi i alle ting, og mennesker adskiller sig ikke væsentligt fra maskiner. Vi stiller mange af de samme etiske spørgsmål, men menneskesynet er anderledes.
Det gælder også i forhold til USA. Her taler man om singularitet og mener, at mennesker og maskiner skal smelte helt sammen. Man opfatter det som en eksponentiel kurve, der en dag vil komme til at stå helt lodret.
– I vores center repræsenterer vi en moderat human-centreret tilgang til robotteknologien, forklarer Henrik Schärfe.

Mange besøgende opfatter ”Henrik” som creepy, fordi en menneskelignende robot er noget, der kommer for tæt på.
Men robotter overtager i stigende grad menneskers arbejde. Mange upopulære jobs kan udføres af robotter, så den menneskelige arbejdskraft bliver overflødig.
– Når det gælder robotter i almindelighed, er det ikke væsentligt, hvem der vasker op og støvsuger. Men det væsentlige er, hvordan vi behandler hinanden. Det er et samfundsanliggende. Vi skal forblive mennesker der, hvor det virkelig betyder noget, mener professoren.
Henrik Schärfe har et nyt projekt med flere nye robotter undervejs i marts. ”Henrik” er bare begyndelsen.
Flere ledende forskere har forudset, at robotindustrien en dag bliver lige så stor som bilindustrien er det i dag. Der vil højst sandsynligt også være penge nok til projektet, dels fra forskningspuljen, dels fra private fonde.

På Aalborg Universitet blev de nye studerende en dag undervist af ”Henrik”. Ikke alle opdagede, at det var en robot, men især de kvindelige studerende bemærkede, at der manglede noget med synkronisering af lyden og mundbevægelserne.

”Henrik” har undervist i auditoriet, og mange af de studerende opdagede det først i pausen efter 45 minutter.
Der var ikke kun tale om en forelæsning eller monolog, for den rigtige Henrik sad nemlig og talte gennem ”Henrik” fra sit kontor og viste sine sædvanlige slides på væggen bag ”Henrik” i auditoriet.
De studerendes reaktion viste markante kønsforskelle:
– Kvinder er mere orienterede mod detaljer i robotdesignet, fx synkroniseringen af stemme og mundbevægelser. Det er noget, som kan overføres til robotteknologien, siger Henrik Schärfe.
De studerendes afstand til ”Henrik” var ikke afgørende. På bagerste række var de ganske positive – der sidder flest mænd i bagerste række.
– Men der er nogle grundlæggende ting, der afgør, hvor man placerer sig i et undervisningslokale, siger Henrik Schärfe. Han får en god fornemmelse af, hvordan de studerende er bare ud fra, hvordan de nye studerende placerer sig selv i et auditorium. Det har noget med læringsstil at gøre, fx hvem der vil stille flest spørgsmål.
– Man kan også bruge andre typer robotter i en undervisningssammenhæng, fx hvis elever ikke selv kan være til stede. Tricket er at få de andre børn og undervisere til at acceptere denne robot-repræsentation.
– Hvad skal der til, for at kommunikationen fungerer, hvis mindst den ene part er en robot? Det er vigtigt, at simulationen og situationen fungerer sammen. Når de gør det, kan kommunikationen fungere, slutter Henrik Schärfe.