Ny undervisningsserie: To verdener
Kan du se den åndelige virkelighed?

Den usynlige verden påvirker os, og vi har brug for at lære mere om den. Graham Powells bog ”Two Kingdoms – the battle for man’s soul” fortæller om, hvad der sker efter døden – og hvordan Jesus døde for at frelse os fra den evige fordømmelse. Dette er uddrag af bogens første kapitel. Bibelen fortæller os, at der findes både en synlig og en usynlig verden. Og begge verdener er af afgørende betydning for, hvor vi skal tilbringe evigheden.

Graham Powells bog om de to verdener er ikke tidligere blevet oversat til dansk.

To verdener øver deres indflydelse på os samtidig, hvad enten vi er klar over det eller ej. Det ene er den synlige verden, den anden den usynlige.
De fleste af os ved ikke så meget om den usynlige verden. Men både den synlige og den usynlige verden er meget vigtige for os. Hvis vi ikke har den rigtige forståelse af begge verdener, kan vi ikke træffe de rigtige valg i livet.
Men hvis vi foretager vise beslutninger, vil en helt ny livsdimension åbne sig for os.

Bibelen fortæller os klart om alt det, vi har brug for at vide om disse to verdener. Derfor vil denne bog have mange kildereferencer til Bibelen.
Det er tåbeligt bare at leve for de synlige ting. Alligevel er det sådan, de fleste lever deres liv. Det skyldes en åndelig blindhed, som gør det umuligt at genkende og forstå de ting, der hører til den usynlige verden.
Forestil dig, hvordan du ville føle det, hvis du skulle miste evnen til at se.
Sidste sommer mødte jeg en mand, som lider af natteblindhed. I løbet af dagen kunne han se lige så godt som de fleste andre, men når det bliver mørkt, kan han ikke se noget som helst, uden at lyset er tændt.
Derfor kan han kun køre bil i dagtimerne. Han kan dog finde vej om natten i gaderne, hvor han bor, fordi han husker, hvor mange skridt han skal gå, og hvor mange gange han skal dreje for at komme fra sted til sted.
Det er trist at have det sådan! Men alligevel har han en godartet lidelse i forhold til den, som de fleste mennesker lever med.
Bibelen siger, at denne verdens gud har gjort forstanden blind hos de mennesker, som ikke tror på Jesus Kristus. Derfor kan de ikke se eller forstå de ting, der har med Guds rige at gøre.

Alle ikke-kristne er derfor åndeligt set blinde. Mange kristne har kun et begrænset syn, og de har brug for at lade Guds Ord give dem større indsigt.
Jesus siger, at hvis vi vil blive i hans ord, skal vi kende sandheden og sandheden vil gøre os frie.
Formålet med denne bog er at forkynde den sandhed, der vil sætte Helligånden i stand til at arbejde i os og sætte os ind i den frihed, som Jesus taler om. I Hebr. 11:3 læser vi:
Det er ved tro vi forstår, at universet blev til ved Guds befaling. Den synlige verden blev skabt ud fra den usynlige verden.

I 2. Kongebog 6 læser vi om en hær, der blev sendt fra kongen af Syrien for at fange profeten Elisa. Han havde nemlig fortalt Israels konge om den fjendtlige syriske hærs planer.
Elisa kendte til planerne, fordi Gud havde åbenbaret dem for ham. Da Elisas tjener stod op en morgen, blev han bange, fordi han så en stor hær med heste og stridsvogne, der omringede byen Dotan.
Han fortalte skælvende af frygt Elisa, hvad der foregik, men fik at vide, at han ikke skulle være bange. Der var nemlig flere krigere på Elisas side end på syrernes.
Tjeneren kunne godt tælle. Der var hundredvis om ikke tusindvis af syrere, og de var kun to! Hvordan kunne Elisa sige sådan noget? Men han forstod det, da Elisa bad: ’Herre åben hans øjne, så han kan se’.
Tjenerens øjne blev åbnet, dvs. hans åndelige øjne blev åbnet, og ’hele bjerget var fuldt af ildheste og ildstridsvogne hele vejen rundt om Elisa’.
Det var engle, der var kommet for at hjælpe dem, og nu kunne tjeneren se dem. Elisas tjener var ikke længere begrænset til det, han kunne se med sine fysiske øjne. Nu kunne han se to verdener på en og samme tid.
Elisa og hans tjener oplevede en fantastisk udfrielse fra faren på grund af englenes indgriben.

Den synlige og den usynlige verden kan også beskrives som ”den jordiske og den himmelske verden”. Det vil sige de ting, der har med jorden at gøre, og de ting, der er på den anden side af jorden.
I Salme 113:5-6 læser vi:
”Hvem er som Herren vor Gud, han som troner i det høje, som ydmyger sig selv til at se de ting, som er i himlene og på jorden?’
Jeg husker, da jeg læste disse vers som ung kristen. Pludselig blev jeg klar over, hvor stor Gud er – og hvor lille mennesket er.
Jeg fik ligesom øjnene op for, at Gud ikke bare holder jorden, men hele universet i sin hånd. Alt hvad der er i himlene og på jorden var presset sammen til en masse, på størrelse med et sandkorn.
Det var overvældende at se tingene, som de var i virkeligheden. Universets størrelse overgår vores fatteevne.

Gud som har skabt universet ydmyger sig selv til at tænke på de ting, som har med himlen og jorden at gøre.
Der er lige så mange – eller flere – stjerner i universet som der er sandkorn på alle verdens strande tilsammen.
Husk, at disse sandkorn er samlede, hvorimod stjernerne i universet ofte er hundrede millioner lysår fra hinanden. Når lyset bevæger sig med omkring 300.000 km i sekundet, går det over vores fatteevne at forstå, hvor stort universet er.
Naturligvis er Skaberen større end den verden, han har skabt. Hvor er han stor!
Og som om det ikke er nok, er det kristendommens budskab, at denne store Gud kom ned til vores niveau. Han kom i skikkelse af et menneske og levede blandt os som et menneske – bare med en forskel: Han var uden synd.
I det første kapitel af Matthæusevangeliet læser vi, at Josef overvejede at bryde forlovelsen, da han fandt ud af, at Maria var gravid.
Men han skiftede mening, da en engel i en drøm fortalte ham, at Maria havde undfanget ved Helligånden. Derpå afslørede englen, at den søn, hun skulle føde, skulle kaldes Jesus, og han skulle frelse sit folk fra deres synd. Det var opfyldelsen af Esajas’ profeti, sagde englen:
”Se, jomfruen skal blive gravid og føde en søn, og de skal kalde ham Immanuel, det betyder ’Gud med os’”(Matt. 1:23).
Vores planet har en unik plads i Guds målsætning og planer. I Esajas 66:1 siger Gud:
”Himlen er min trone og jorden er min fodskammel”.
Da templet i Jerusalem blev indviet, sagde Salomon:
”Vil Gud virkelig bo på jorden? Se, himlen og himlenes himle kan ikke rumme dig, hvor meget mindre da det hus, jeg har bygget” (2 Krøn. 6:18).

Salomon vidste, at Gud ikke kan begrænses til at være i Det Allerhelligste, hvor han ville åbenbare sit nærvær. Salomons far David havde jublet:
”Syng for Gud, I jordens riger, syng takkesange til Herren, ham som rider på himlenes himle, hvis udspring er fra evighed”(Salme 68:32-33).

Når Bibelen taler om ’himlene’, refererer den tit til den tredje himmel.
Logisk set må vi konkludere, at hvis der er en tredje himmel, må der også være en første og en anden himmel.
Bibelen omtaler ikke en ’syvende himmel’. Paulus taler om at bliver bortrykket til den tredje himmel, som han også kalder Paradis.
Det er Guds umiddelbare nærhed, hvor alle sandt troende, dem der har troet på Jesus Kristus, bliver hentet ved englenes hjælp efter den fysiske død.
Paulus taler også om det opstandelseslegeme, som de troende engang skal iføres.
Han taler også om de kampe, vi har med vores dødelige kroppe. Han siger, at det er bedre at være ude af kroppen og hjemme hos Herren.
Alle sande troende har et sikkert håb om at komme ind i den tredje himmel, når deres ophold på jorden er forbi.

Den tredje himmel fører os ind i den umiddelbare nærhed af Gud.
Derimod forstår jeg det sådan, at den anden himmel er det, som vi ser en lille del af på en stjerneklar aften. Det er den himmel, der strækker sig milliarder af lysår ind i det ydre rum.
Den første himmel refererer derfor til atmosfæren rundt om vores jord, hvor skyerne flyder, og fuglene flyver.
Én ting er hævet over al tvivl: Guds skaberværk er underfuldt, og Gud selv er højt hævet over det.

Vi ser rundt omkring os og over os, men som regel ser vi ikke under os. Selv om Bibelen siger meget om himmelen og jorden, taler den også om en verden under jorden.
I jordens hjerte er der et sted, som kaldes Sheol på hebraisk. Det hedder Hades på græsk, og er det sted, hvor sjælene går hen.
Alle mennesker går et eller andet sted hen, når de dør fysisk. Det er en fejltagelse uden bibelsk begrundelse, hvis man hævder, at alt er slut, når man er død. Mennesket blev skabt til at leve evigt. Vi er evige sjæle, og vi har en evig skæbne.
Mens den fysiske krop vender tilbage til støv eller aske indtil opstandelsen, vil menneskets ånd og sjæl (herefter betegnet som menneskets ånd) fortsætte til en anden verden.
Vores evige skæbne afgøres, mens vi lever her i verden, her i tiden, af vores forhold – eller mangel på et forhold – til Jesus Kristus, Guds Søn.

Den rige mand blev pint i dødsriget (Sheol).
Den fattige Lazarus derimod befandt sig efter døden i ”Abrahams skød”, og der var en afgrund imellem dem.
Illustration: ArtbyMart 2007

I Lukasevangeliet kapitel 16 har vi en beretning om to mænd og deres to forskellige skæbner efter døden.
Jesus fortalte lignelsen om en mand, som var rig på materielle ting, men fattig i forhold til de himmelske ting.
Den rige mand levede i et palads og nød livet med alt det, som kan købes for penge. Tiggeren sad ved hans port og håbede at kunne spise sig mæt i de krummer, der faldt ned fra den rige mand bord. Han havde åbne sår, som hundene kom og slikkede, og han var på alle måder en stakkel.
Men på et eller andet tidspunkt døde begge mændene, og de endte to forskellige steder.
Det skyldtes hverken rigdom eller fattigdom. Det skyldtes alene deres hjerters åndelige tilstand. Den ene havde en ægte tro på Gud. Det havde den anden ikke.

Lad os først se på, hvad der skete med de mennesker, som døde i tiden, før Jesus Kristus døde på korset og derefter opstod fra de døde.
Ånderne af både de troende og de ikke-troende gik til Sheol eller Hades, ind i jordens hjerte.
Der var dog to undtagelser, nemlig Enok og Elias, som begge blev taget op i den tredje himmel, før de døde fysisk. Alle andre gik ned til Sheol, ikke til det samme sted, men til forskellige dele af Sheol.
Jesus beskriver i Lukasevangeliet 16, at dette sted er opdelt i to forskellige afdelinger. Der er en dyb kløft imellem dem, så ingen kan gå fra den ene side til den anden.
Den ene del, som betegnes ”Abrahams skød” var for dem, der troede oprigtigt på Gud. Det var et sted med trøst og håb.
Men det andet sted var for de ikke-troende, og her oplevede ånderne pine og håbløshed.
Den rige mand kom til pine-stedet, mens den fattige kom til ”Abrahams skød”. Derfor råbte den rige mand til Abraham, at den fattige mand, Lazarus, skulle bringe vand til ham, for han led en frygtelig tørst.
Men Abraham svarede, at det ikke kunne lade sig gøre. Den rige mand bønfaldt ham så om at sende nogen for at advare hans fem brødre på jorden om helvedes virkelighed, men så svarede Abraham:
”Hvis de ikke lytter til Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om nogen står op fra de døde” (Luk. 16:31).

Nu spørger du måske, hvorfor det skulle være nødvendigt for de gudfrygtige at gå ned til Sheol og ikke straks gå til den tredje himmel efter døden.
Svaret er helt enkelt: Det blod, som blev udgydt i den gamle pagts ofre kunne aldrig helt fjerne synden.
Kun gennem Jesu død, han som var Guds påskelam, kunne Guds retfærdighed tilfredsstilles. Her blev der taget vare på synden én gang for alle.
Desuden var der tidligere sket en besmittelse af den himmelske helligdom, dengang Lucifer gjorde oprør, og utallige engle sluttede sig til ham.
Den himmelske helligdom måtte blive renset, før de troende kunne komme direkte ind i Guds nærhed. (Når det gælder disse ting, får vi kun en del af forklaringen i Guds Ord, der er stadig meget, som ikke er blevet åbenbaret for os.)
Renselsen kunne først foregå, efter at Guds Søn var blevet korsfæstet, efter at Faderen havde oprejst ham fra de døde, og Jesu blod var blevet stænket på den himmelske helligdom.
Da, og først da kunne Sønnen bringe de troende frem for Faderen. Og det gjaldt de troende, som var døde i de tidligere århundreder så vel som dem, der skulle dø efter hans opstandelse.

Hebræerbrevet 2:9 siger:
”Men vi kan se, at Jesus, som for en kort tid blev sat på et lavere niveau end englene, nu har fået kongelig ære og værdighed, efter at han var villig til at lide og dø. Han led og døde, for at Guds nåde og kærlighed kunne komme os alle til gode”.

Et par vers senere læser vi:
”Da nu de børn, der er tale om, er mennesker af kød og blod, var han nødt til selv at blive et menneske af kød og blod, for at han ved sin død kunne erobre magten fra ham, som ellers var herre over døden, nemlig Djævelen. Således satte han menneskene fri fra dødsangstens tyranni, som de ellers skulle leve under hele livet”.
Jesus kom til jorden primært for at ofre sig selv for vore synder ved at dø på et kors. Han præsenterede sig selv for Faderen som et perfekt og syndfrit offer, idet han selv tog vores plads og den straf, som vi havde fortjent ved at bryde Guds love.
Da Jesus til sidst i triumf kunne råbe fra korset: ”Det er fuldbragt”, forkyndte han både for den synlige og den usynlige verden, at han til punkt og prikke havde fuldført sit formål med at komme til verden.
Syndens magt over menneskeheden var blevet brudt, og syndens ophavsmand, Lucifer, havde lidt et knusende nederlag.
Tre dage efter sin død stod Jesus op fra graven, og da havde han nøglerne til døden og Hades. Dødens magt var blevet overvundet.
Lucifer, som herefter bliver kendt som Satan eller Djævelen, havde mistet sin autoritet over den menneskelige race. Jesus havde vundet frihed for hele menneskeheden.
Men denne frihed virker kun, når det enkelte menneske påkalder Jesu navn og vælger at vende sig fra mørket og vandre i Guds lys.

Da Jesus døde, blev hans krop lagt i en grav. Men hvad skete der med Jesus selv? Den fysiske krop er bare et hjem for meneskets ånd. Hvor gik Jesu ånd hen? Jesus fortalte på forhånd sine disciple om sin korsfæstelse og opstandelse tre dage senere.
Efter sin død gik Jesus ned i Sheol. Han oplevede det at ”smage” døden på tre måder.
For det første oplevede han den åndelige død. På korset, mens han identificerede sig med alle menneskers synd ved at blive et syndoffer for os, vendte Faderen ryggen til Sønnen.
Da råbte Jesus: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” Den åndelige død er det samme som adskillelse fra Gud, og Jesus var adskilt fra Faderen, da han bar alle verdens synder på sin krop.
For det andet oplevede Jesus den fysiske død, som er den naturlige konsekvens af åndelig død. Fysisk død er adskillelsen af menneskets ånd fra kroppen. Fra korset råbte Jesus ”Fader, i dine hænder overgiver jeg min ånd. Og da han havde sagt det, udåndede han.” (Luk. 23:46).
For det tredje oplevede Jesus den evige død, da han gik ned til Sheol, idet han bar vore synder bort.

I Esajas 53 læser vi, at Jesus bar vore sygdomme og tog vore smerter på sig. Det gjorde Jesus for at udfylde rollen som det, der i Det Gamle Testamente kaldes en syndebuk (eller en ’ged som fjerner noget’).
Der skulle fremstilles to gedebukke for Herren ved Åbenbarings-teltet på forsoningsdagen. Så kastede man lod om hvilket af dyrene, der skulle dø som et syndoffer for folket. Den anden ged blev så til syndebukken.
Efter at syndofferet var blevet slagtet og dets blod stænket i Tabernaklet, skulle præsten:
…”føre den levende buk frem, og han skal lægge begge hænder på dens hoved og bekende al Israels folks synd og oprør over den. På den måde lægger han alle folkets synder på bukkens hoved. Derpå skal bukken føres ud i ørkenen af en mand, som er udvalgt til at gøre det. Bukken skal derefter slippes løs og således bære folkets synder langt ud i ødemarken.
(3. Mosebog 16:20-22)

Jesus var både syndofferet og syndebukken. Han døde, for at vi mennesker skal kunne leve.
Han blev forladt af Faderen, for at vi kan blive accepteret af Faderen. Da han blev ”sluppet løs i ødemarken” forkyndte Jesus for de ånder, der var i forvaring i de uretfærdiges del af Sheol. Det var dem, der havde været ulydige i Noahs dage.
Det var ikke for at frelse deres sjæle, for når et menneske har været igennem den fysiske død, er det for sent at blive forsonet med Gud.
Men Jesus gik til de retfærdiges del af Sheol. Det ved vi, fordi han sagde til den ene af røverne, som blev korsfæstet sammen med ham:
”Sandelig siger jeg dig, i dag skal du være med mig i Paradis” (Luk. 23:43).
Paradis var et andet navn for de retfærdiges del af Sheol.
Den usynlige verden er vigtigere end den synlige verden, for den synlige verden varer kun en tid, men den usynlige varer evigt.