En kærlighedsroman
Bibelen er i bund og grund en kærlighedsroman. Den handler om, hvordan Gud gennem hele menneskehedens historie har forsøgt at vinde vores kærlighed. Hvis vi sætter os ned og læser Bibelen med de øjne, vil det meget hurtigt gå op for os, hvor meget Gud elsker os.
Hvor mange gange har Gud ikke sagt til sit folk, at de skulle omvende sig og komme tilbage til ham. Det er ikke, fordi han er en tyran, der vil dominere dem for så kunne han jo bare tvinge dem men fordi han elsker hvert eneste menneske, han har skabt. Til sidst bliver Gud så syg af kærlighed til os, at han vælger at tage vores plads og dø for os, så vi kan leve og være sammen i evighed. Wauw. Det er da en kærlighed, der vil noget.
Jeg vil anbefale tre gode måder at læse Bibelen på, der kan hjælpe dig til at gribe mere af Guds kærlighed til dig:
1. Oversigtslæsning. Her læser man for at få det store overblik over, hvad Gud har gjort gennem historien, og prøver at se, hvordan det afspejler hans kærlighed til os. Her kunne Johannesevangeliet være et rigtig godt sted at starte. Men glem ikke, at hver eneste bog i Bibelen har noget at sige om Guds kærlighed til dig.
2. Studie af en enkelt passage. Fx kan du starte med 1. Johannesbrev 4:7-21. En god måde at studere på er det, der kaldes induktivt bibelstudie. Det består af tre dele:
A. Observation hvad står der? Hvem? Hvad? Hvor? Hvordan? Osv. Det kan være en hjælp at dele ind i afsnit. Hvad står der om Guds kærlighed? Hvordan er den beskrevet? Hvordan kommer den til udtryk?
B. Fortolkning Hvad betyder det? Især for dem, der læste det. Hvad ville de have forstået? Hvad mener forfatteren med at sige sådan? Her er det også vigtigt at læse den sammenhæng, teksten står i. Hvad er det Johannes vil have sine læsere til at forstå og gøre?
C. Anvendelse Hvad betyder det for mig? For os? Er der nogle principper eller sandheder, jeg kan overføre til i dag? Til mit eget liv? Er der noget, jeg bør gøre eller ændre på ud fra det, jeg her har forstået? Hvad skal jeg gøre med Guds kærlighed?
3. Meditativ læsning går ud på at tage en kort passage, evt. kun et enkelt vers eller en sætning og læse den gentagne gange med et åbent sind for, hvad Gud vil sige dig gennem det. Det kan være godt at lære passagen udenad og tage den med dig i din dagligdag.
Fra bogen Elsk! af Kresten Sangill Holmsgaard.