En menighed vendt på hovedet

Platt udfordrer kristne til at være mere radikale i deres besvarelse af spørgsmålet: Hvad må din tro koste dig?Megakirkepræsten David Platt troede, han havde opnået succes, men en tur til Asien ændrede hans opfattelse for altid. Efter at have vurderet sin kirkes strategier og programmer besluttede han sig for at vende sin kirke på hovedet. Platt har skrevet Radikal for at opfordre kristne til at vurdere deres liv ud fra Bibelens standard.
Hvor mange gange har kristne bedt ”Ske din vilje som i himlen således også på jorden”, men hvor mange lever for at opfylde den bøn i virkeligheden?
I et møde med asiatiske kirkeledere blev Platt chokeret over at høre dem beskrive den forfølgelse, menigheder oplevede. Han blev endnu mere overrasket over, hvor sultne de var efter at lære om Guds Ord trods de voldsomme trusler imod dem. Høsten fra deres marker måtte vente, mens deres gæst fra Amerika underviste dem dag og nat i ugevis.
Da han vendte hjem til sin store kirke, måtte han vurdere kirken fra et nyt perspektiv og stille sig flere spørgsmål. Hvor meget af det, han prædikede om søndagen, var egentlig bibelsk?

Det store krigsskib

Med nyttige eksempler fra sit eget liv og fra kirkegængere viser han, hvor langt man kan vandre væk fra evangeliets budskab for at promovere materialisme, tryghed og underholdning.
Et af de eksempler, han bruger, handler om SS United States, et krigsskib, der kunne tage op til 15000 tropper i krig. På grund af forskellige omstændigheder blev det aldrig brugt i krig, men i stedet for sejlede det rundt som luksusskib for kendte amerikanere.
Han stiller spørgsmålet: Har menigheder brugt kirken til at kæmpe imod fattigdom og forkynde evangeliet, eller ligner kirken et sted, hvor man bare går hen for at blive underholdt og glemmer evangeliet?
Han slutter bogen med en praktisk udfordring, som kan forvandle læserens liv og verden.
Radikal er ikke nem læsning. Når Platt kigger ind i sit eget liv, gøres læseren opmærksom på de samme ”blinde vinkler”. Hans beskrivelse af forfølgelse kan også være lidt skræmmende.
Platt har delt om sit liv på en frisk måde og opfodrer kristne til at tage Jesu befalinger alvorligt. Han beviser, hvor meget bedre verden ville se ud, hvis Guds kirke brugte mere tid på mission med Gud i stedet for at sidde i sofaen.

David Platt:
Radikal
216 sider
199 kr.
Scandinavia