Romer-Gad kuffertslæberen
En påskenovelle for hele familienGad gad slet ikke mere. Han var træt af det hele. Han tænkte en uge tilbage hvor meget han havde glædet sig til festugen, og nu var det bare ovre.Han smilede ved tanken om jagten efter brødkrummer rundt i hele huset, da de havde begyndt Pesach-ugen. Hold fast, hvor havde de haft det skægt, ham og hans to kusiner. Gad blev med det samme sur igen, da han kom til at tænke på dem, for de var taget hjem i aftes, da pesach-ugen var slut.
Øv, hvorfor havde han heller ingen søskende at lege med. Og hvorfor skulle han hjælpe så meget til derhjemme. Hans mor havde lige bedt ham om at hente nyt vand til hotelgæsterne igen. Han havde allerede hentet til dem to gange i dag. Hvorfor kunne hun ikke bare selv hente det?
Og han fik ikke engang lommepenge. Det fik Gideon, som han gik til Bar-mitzvah-forberedelse sammen med.
Gad gik hen til brønden med krukken. Han stod og kiggede ned og fik lyst til at tabe krukken, så hans mor kunne se, at bare fordi han snart skulle til at være mand, var det altså stadig for hårdt arbejde for ham. Men han turde alligevel ikke. Hans far havde haft så kort lunte, når han kom hjem om aftenen, efter en lang dag som vagtmand for Pilatus. Gad blev endnu mere irriteret, da han tænkte på sin far.
Hvorfor skulle hans mor også have giftet sig med en romer. Det var totalt pinligt, og han blev hele tiden drillet med sit romerske udseende. Romer-Gad eller hotelslæberen kaldte de ham. Han fik også meget mere ballade, bare han lavede den mindste lille ting. Som dengang, ham og Gideon havde byttet nabokonens friskbagte brød ud med sten. Gad kom til at grine ved tanken, men holdt hurtigt op igen, da han kom til at tænke på, hvor vred hans egen far var blevet, og hvor venligt Gideons far havde sagt til ham, at det var en dårlig idé.
Gad syntes stadig, at det havde været en god idé, selvom han måske godt kunne se, at det ikke havde været så smart at spise brødet.
Han havde langt om længe fået fyldt sin vandkrukke. Æj, hvorfor havde de ikke en af de nye krukker, hvor hanken sad, så man kunne få ordentlig balance. Han var sikker på, at han ville ende med ligeså skæv ryg som Simon Krøbling, hvis han skulle blive ved med at pukle så hårdt.
Så snart Gad nåede indenfor med vandet, tog hans mor det og bar det ind til gæsterne ved siden af.
Gad gik ned og vaskede sine hænder og håbede, at han fik lov til at spise noget snart. Al den lækre mad under hele Pesach-ugen havde gjort ham vant til god mad, og han sukkede ved tanken om det brød og fisk, som de helt sikkert skulle have i dag.
– Kom og spis Gad, hvis du har vasket dig, råbte hans mor med sin gladeste stemme. Han kunne ikke lade være med skynde sig lidt. Da han kom ind til bordet, så han lammestuvningen, hun havde lavet og kunne ikke lade være med synke engang og smile.
– Årh mor, det er SÅ meget bedre end fisk det der, udbrød han, og hun smilede af ham og sagde lidt undskyldende:
- Jeg blev nødt til at give det meste af det til gæsterne, men jeg håber, du kan blive mæt alligevel.
Gad kastede sig næsten over maden, mens han et øjeblik var taknemmelig over, at de ikke tog det der med sabatten, og at man ikke måtte arbejde, helt så tungt som hans kammerater. Så skulle han bare have haft kolde rester. Han spilede næseborene op ved tanken.
Inde ved siden af kunne han høre gæsterne diskutere højlydt igen. For det meste var det ret hyggeligt, at de havde et lille hotel, for gæsterne plejede at give ham småting især hvis han hjalp dem. Men han hadede bare, når fremmede mennesker skulle diskutere og skændes inde i hans hjem, uden han kunne gøre noget ved det.
– Så tag da bare hjem, hvis du er sådan én, der bare giver op, råbte en af mændene.
– Det kan da være fuldstændig ligegyldigt, hvad jeg gør nu, svarede en anden, lidt mere roligt.
Den første råbte igen:
– Nej, det er aldrig lige meget. Men man kunne godt høre, at han ikke virkede helt overbevist selv. En anden brød ind:
– Ja, hvad er det egentlig, vi venter på? At der skal komme nogen og sætte os i fængsel, eller hvad?
Gad gik tættere på døren for ikke at gå glip af noget som helst.
– Men vi gør jo ikke noget! sagde en stemme, som lød lidt yngre og lidt forsigtig. Råbestemmen vendte tilbage:
- Men det burde vi. Vi burde starte noget, et oprør, et eller andet, mens stemningen er på vores side.
– Og det er du sikker på, den er nu? svarede en anden lidt hånligt.
Så blev der stille derinde. Pludselig hørte Gad skridt hen mod døren. Han skyndte sig at flytte sig, inden den største af alle mændene kom ud.
– Sig til din mor, at vi er færdige med maden, halvvejs råbte han til Gad, da han så ham. Gad havde svært ved at forstå, at det var den samme mand, som havde spillet bold med ham flere timer, den dag mændene kom. Men så kom han i tanke om, at den mand, der var død i går, jo også havde været en af mændene. Måske var det ikke så mærkeligt, han var vred. Men Gad fulgte ikke så meget med i politik. Det var for voksne.
Han fik en kuldegysning ved tanken om, at han snart selv skulle til at være voksen. Så fik man ikke længere lov til at lege med de andre børn under Pesach. I stedet skulle man sidde sammen med de voksne og se interesseret ud. Gad forsvandt lidt ind i sin egen verden, mens han sad og tænkte på fremtiden, så han fik et helt chok, da hans mor kom.
– Hvis gæsterne er færdige, kan du godt hjælpe mig med at bære ud derinde fra, og bagefter skal du i seng.
Gad orkede ikke at protestere, selvom han overhovedet ikke var spor træt. Han kunne måske godt have fået lov til at blive lidt længere oppe, fordi hans far var på døgnvagt.
Han syntes kun lige, at han havde haft øjnene lukket et øjeblik, da han vågnede. Han vidste ikke rigtig, hvad det var, der vækkede ham. Men det var som om luften vibrerede omkring ham. Som om der var en duft af noget lige uden for rækkevidde af hans næsebor. Som om der var et lys, hans øjne ikke kunne se. Gad rystede på hovedet over sig selv gad vide, hvad han havde drømt.
Han prøvede at falde i søvn igen, men pludselig var der nogen, som gav sig til at dundre på porten.
– Hold så op, råbte den vrede gæst. Vi prøver faktisk på at sove her.
Gad skuttede sig under tæppet. Han kunne godt mærke, hvor det bar henad. Hans mor ville ikke vove sig ud, mens det stadig var mørkt, og dem, der dundrede, virkede ret stædige.
– Luk os nu bare ind, råbte en kvindestemme, der rystede lidt af morgenkulden.
Gad stod modvilligt op og løb hen over gårdspladsen, før han med så maskulin stemme, som han kunne, sagde:
– Hvem der? Og var enormt træt af, at hans stemme i det samme knækkede over.
– Vi er venner med mændene, som bor hos jer. Og jeg ved, at de gerne vil høre, hvad vi har at sige. Gad hørte en underlig blanding af beslutsomhed, glæde og rysten i hendes stemme. Man blev menneskekender af at have et hotel. Han besluttede sig for, at hun ikke var farlig, og lukkede hende indenfor. Eller dem, for der var tre. De strøg forbi ham og hen mod mændenes soverum. Gad kunne se, at han havde mødt dem tidligere på ugen.
Han fulgte langsomt efter, mens han skældte sig selv ud for ikke bare at gå i seng igen. Men hele set-uppet var simpelthen for underligt. Henne ved mændenes værelse var de tre kvinder begyndte at tale. Lidt tøvende først, men da Gad kom tæt nok på til at høre, var der ikke meget usikkerhed længere.
– Og da vi kiggede derind, var den tom, sagde den yngste af kvinderne. Gad kunne se, at hun pludselig havde alle mændenes fulde opmærksomhed.
– Tom, sagde du?
– Ja, og så lidt efter mødte vi ham selv. I live. Han sagde: Vær ikke bange! Gå hen og sig til mine disciple, at de skal tage til Galilæa. Dér vil de få mig at se . Og her er vi.
Gad kunne næsten fysisk mærke chokket fortone sig mellem mændene. To af dem løb afsted. Vel for at undersøge det, troede Gad.
Men Gad vidste, at det var sandt. Han kunne mærke det allerinderst inde. Og han vidste også, at intet ville blive det samme igen. Nogensinde.
