Forskellige men ét i troen på jøden Jesus
Israelerne Jenya og Paul har helt forskellig baggrund, men har alligevel en masse til fælles, fortalte de på KFS Påskelejr.De er begge studerende og med i det kristne studenterarbejde i Israel. De har en jødisk baggrund, bor nu i Israel, og begge er tilflyttere.
Men så begynder lighederne også af holde op. Måske netop derfor er de gode eksempler på, hvor sammensat den israelske befolkning er. Man er holdt sammen af et fælles landområde, en historie, hvor uklar og divergerende den end er, og en jødisk identitet, hvor diffus den end er.
De tog imod Israelsmissionen invitation til at komme til Danmark i 14 dage, hvor de blandt andet skulle turnere rundt og fortælle om studenter-arbejdet, men også selv skulle inspireres i form af at deltage på KFS påskelejr.
Paul er 21 og har boet i Israel i snart 2 år. Han er fra Østrig og kom i første omgang for at aftjene sin civile værnepligt. Det kan man gøre i Østrig bl.a. ved at lave socialt arbejde i Israel i et år, frem for de 6 måneder som almindelig værnepligt er. Paul arbejdede som volontør på Holocaust-museet Yad Vashem og besluttede efterfølgende at gøre aliyah, som det hedder, når jøder immigrerer til Israel.
Det var en tanke, som var modnet hos ham, lige siden hans far fortalte ham, at familien rent faktisk var jøder. Han var dengang omkring 10 år gammel, og indtil da vidste han, at hans forældre var flygtet fra Rumænien omkring 1990 på grund af det politiske styre. Bedsteforældrene var fortsat i Rumænien, men da bedstefaderen fik cancer og vidste, at han kun havde kort tid igen at leve i, bad han sin søn, Pauls far, komme til Rumænien.
Her fortalte han dem, hvordan familien havde skiftet navn og var blevet døbt for at undgå forfølgelser tilbage i 1920erne. Det var lykkedes så godt, at næste generation ikke vidste noget om deres jødiske identitet ud over, at bedsteforældrene havde insisteret på, at familiens drengebørn skulle omskæres af en eller anden grund. Derfor er Paul også omskåret.
– Det blev et vendepunkt for vores familie. Vi begyndte at komme lidt i synagogen, samtidig med at vi fortsatte i den rumænsk-talende menighed, som vi også var medlemmer af i Østrig.
– At være med til sabbatsgudstjeneste og lære at fejre de jødiske fester har hjulpet mig til at se sammenhængen mellem jødedom og kristendom og se Jesus om opfyldelse af profetierne i Det gamle Testamente.
Pauls families historie er ikke enestående. Der er andre familier, hvis jødiske identitet er blevet gemt væk hvad enten det har været af frygt for forfølgelse, ønsket om at forbedre egne muligheder for karrierer eller et reelt ønske om at blive døbt og så derefter blive mødt med et krav om, at man frasagde sig sin jødiske identitet.
Desværre er Pauls historie heller ikke enestående, når han fortæller, hvordan venner i Østrig vendte ham ryggen, da han stod frem og vedkendte sig sin jødiske identitet.
– Pludselig var der nogle af mine venner, der slettede mig fra deres Facebook eller på anden måde lagde afstand til mig.
– Jeg syntes selv, det var svært at finde ud af, hvem jeg var: Østriger med rumænske forældre, en jøde, som var døbt. Men i kirken måtte jeg ikke være jøde, og i synagogen kunne jeg ikke bekende min tro på jøden Jesus. Hvem var jeg?
Han håber, at han kan finde sin identitet ved at bo i Israel, men hans åbenhed omkring troen kan gøre det mere besværligt.
– Nu er det ikke så enkelt, siger han.
Får Paul lov til at gøre aliyah, kan han også se frem til 3 år i den israelske hær. Indtil da er han fortsat optaget af, hvordan han kan være et vidnesbyrd om jøden Jesus sammen med andre studerende i Israel. Blandt dem er også arabisk-talende studenter.
– Måske er det stærkeste vidnesbyrd om, hvem Jesus er, at vi som israelere og arabere kommer sammen i respekt og kærlighed til hinanden.
Jenya er vokset op i Kirgisistan, et overvejende muslimsk land, og havde ingen anelse om familiens jødiske rødder, før nogle begyndte at tale om jøders mulighed for at immigrere til Israel. Bedstefaderen fortalte så, at han rent faktisk var jøde, som var blevet flyttet til Kirgisistan fra Ukraine. Den historie havde han indtil da ikke haft nogen fordel af, men nu viste der sig en mulighed nemlig en billet ud af et fattigt land med kun få muligheder for uddannelse og fremtid. Inden da var Jenya og hendes mor begyndt at komme i en messiansk menighed, som var blevet startet i byen.
– Det var der, jeg blev døbt, og der jeg kom til tro på jøden Jesus, men jeg kom ikke i menigheden, fordi jeg selv var jøde. Det var bare et godt sted at komme. Det var først senere, bedstefar fortalte sin historie, og jeg blev kendt med vores jødiske baggrund.
Da først tanken om at immigrere til Israel var vakt, gik det stærkt.
– Der gik kun tre måneder, fra vi først søgte om lov til at gøre aliyah, til vi havde solgt alle vores ejendele og sad på et fly på vej til Israel. Vi havde set billeder fra Det Hellige Land, set glade ansigter, hørt god musik og set folk danse i gaderne. Men sådan var det jo ikke. Det var et chok at møde op i 10. klasse uden at forstå et ord og uden at kende nogen og møde en hverdag så forskellig fra den, de havde fortalt os om. I Israel var jeg bare en russer. Sådan havde jeg aldrig tænkt på mig selv før.
I dag, 10 år senere, er Jenya blevet israeler på godt og ondt- som hun siger.
– Men det er først og fremmest i min tro på Jesus og i min tillid til, at han har ført mig hertil, at jeg finder min fred og min identitet. Jeg har skullet lære hebraisk; gennem mine to år i hæren blev jeg israeler; hvad det vil sige at være jøde er noget, jeg lærer gennem min tro på Jesus, når jeg fejrer de jødiske fester og læser historien om Israel og om ham. De jødiske fester hjælper os til at holde sammen også som familie.
Hun deler Pauls ønske om, at Jesus-troende studerende på studiesteder i Israel må være frimodige i deres vidnesbyrd og blive styrket i deres fællesskab på tværs af sprog og kulturgrænser. Alle forskelle til trods er Paul og Jenya enige om, at de har det vigtigste til fælles: Troen på jøden Jesus og muligheden for at være et vidnesbyrd om ham i det land, som nu er blevet deres.
Bodil Skjøtt, generalsekretær i Israelsmissionen
