Gjern gør en forskel for børn
I 10 år har borgere i Gjern støttet et kristent projekt med forældreløse børns skolegang i Liberia.
For første gang har nogle af børnene nu været på besøg, og det har givet stof til eftertanke.Lige på det tidspunkt hvor foråret besluttede at udskyde sin ankomst, landede Brussel Air med fem frysende gæster fra Liberia. De blev modtaget i lufthavnen med et arsenal af indsamlede vanter, huer og vinterfrakker, men alligevel kneb det for de fire unge og deres voksne leder at få varmen.
“Første nat gik de to piger i seng med både tøj, overfrakker og to dyner på. Og vi havde ellers fyret op i brændeovnen og skruet termostaterne op,” fortæller Hanne Roswall Laursen fra Gjern med et smil.
Hun var en af de mange værter, som havde liberianske gæster indkvarteret i løbet af de 14 dage, deres besøg varede.
Det var et besøg, der var set frem til med spænding i landsbyen Gjern mellem Aarhus og Silkeborg. I 10 år har mange borgere i området nemlig samlet ind og støttet skolegang for forældreløse børn i Liberia.
“Borgerkrigen var knap nok sluttet i 2003, da den lutherske kirke i Liberia tog kampen op mod aids i samarbejde med Dansk Ethiopermission. Projektkonsulent Karen Swartz, der bor i Gjern, kom hjem fra Liberia og fortalte om behovet. Og så var vi en gruppe med udgangspunkt i IM, der dannede en komite og begyndte at samle ind,” fortæller Karl Hvidberg, som har været kasserer for projektet siden dets start.
Ret hurtigt fik aids-projektet støtte fra Danida, men behovet for hjælp fra Gjern var der stadig.
“Når forældrene døde af aids, vidste aids-rådgiverne ikke, hvad de skulle stille op med de efterladte børn. Det var afgørende for børnenes fremtid, at de fik skolegang, så de senere kunne forsørge sig selv og være med til at bygge landet op. Men det var der ikke afsat penge til i aids-projektet,” forklarer Karen Swartz.
Den lokale Liberia-komite besluttede derfor at støtte forældreløse børns skolegang. Projektet har fået stor lokal opbakning fra borgere og handlende i Gjern, ligesom komiteen i årenes løb har udvist stor opfindsomhed, når det gælder om at samle ind.
“Vi har fx haft cykelsponsorløb flere gange, og vi holder et årligt Liberia-marked med blomstersalg, bagagerumsmarked, massage, bilvask og andre aktiviteter. Desuden har vi en årlig støttekoncert, hvor lokale musikere optræder, og hvor entreindtægterne går til Liberia-børnene,” fortæller Peder Svinth, som har siddet i komiteen fra begyndelsen.
Han fortæller også, at der med jævne mellemrum er ‘mandeaftener’, hvor mænd inviteres, råhygger og lægger et bidrag til projektet, mens kvinderne til gengæld rejser penge, når de samles til kreative aftener.
“Og der har været fødselsdag og begravelse, hvor man i stedet for gaver eller blomster har bedt om et bidrag til børnenes skolegang,” fortæller Peder og oplyser, at der i de seneste 10 år er samlet omkring en million kr. ind til projektet, og at godt 200 børn er sikret skolegang.
Den brede opbakning illustreres af, at borgerforeningen havde hejst flagene i forbindelse med, at gæsterne fra Liberia kom til byen.
Det lokale biblioteket havde opstillet en stand om projektet og fundet bøger om Liberia, og byens SPAR-købmand gav en procentdel af weekendens frugtsalg til formålet.
Også Else Marie Hvidberg har set frem til besøget. Hun er pensionist med grønne fingre og fremelsker blomster, stauder og urter i massevis, som i foråret sælges på plantemarkeder til fordel for børnene. Ved juletid er det kranse og dekorationer, der giver indtægt til Liberia-projektet.
“Det var en dejlig oplevelse at have gæsterne fra Liberia til frokost hjemme hos os. Jeg snakkede med deres leder, Janice, og vi var enige om, at det føltes mere som et gensyn, ud fra det vi har hørt om hinanden,” siger Else Marie.
Når folk spørger, hvorfor hun har det specielle forhold til Liberia, når der også er fattige og nødlidende mennesker så mange andre steder, er Else Maries svar:
“Jeg føler, at Gud på en særlig måde har lagt børnene i Liberia hen til os. Og efter at have hørt deres historier ville jeg ønske, at vi kunne gøre endnu mere for dem – måske i form af et mini-børnehjem. Jeg blev meget berørt af at høre Janice fortælle, hvordan aids-rådgiverne oplever at stå med forældreløse børn uden nogen, der vil tage sig af dem, og hvordan rådgiverne selv mange gange ud af barmhjertighed tager et eller flere af børnene hjem til deres egen familie”.
I løbet af de 14 dage, hvor de unge liberianere besøgte det midtjyske område, fik mange danske unge indblik i tilværelsen som forældreløs og fattig i Liberia. Det skete bl.a. i skoleklasser og kirker, ved en lokal støttekoncert, hos konfirmander og spejdere og på Djurslands Efterskole.
“Når man er syg af aids i Liberia, bliver man ofte udstødt af familien. Det gælder også børnene til de syge, selv om de ikke er smittet,” fortæller Janice Gonoe, som er leder af aids-arbejdet i den Lutherske Kirke i Liberia.
Hun deltog på turen for at tage sig af de unge, som aldrig før havde været ude at flyve eller besøgt et vestligt land.
“Det har været en stor oplevelse for dem at besøge et rigt land som Danmark. Ikke bare at få mad flere gange om dagen og se vandhaner med varmt og koldt vand, men også at møde venlighed og omsorg fra værtsfamilierne. Med en mor, som er syg eller død af aids, er de ikke vant til at blive regnet for noget. Nu møder de pludselig mennesker, som giver dem opmærksomhed og omsorg, og som gider lytte til deres livshistorier,” fortæller Janice og tilføjer, at det er nyt for de unge at dele deres historier åbent med andre.
“I Liberia bliver du diskrimineret, hvis du fortæller, at din mor døde af aids, så det holder man for sig selv.”
“Min mor havde cancer i øjet, og den ene side af hendes ansigt var et stort, åbent sår i forrådnelse,” fortæller Judy, som droppede skolen og tog hjem for at pleje sin mor, da hun blev for syg til at klare sig selv.
“Først da aids-rådgiverne pressede på, fortalte min mor mig, at hun havde aids,” siger Judy.
Indtil da havde hun fx vasket materie fra morens øje uden at have handsker på. Så da Judy fik taget en hiv-test, var hun derfor meget nervøs for resultatet.
“Heldigvis var jeg ikke smittet,” fortæller hun.
En tidlig morgen i 2010 døde moren. Judy vaskede hende for sidste gang og gjorde hende klar til begravelsen. På det tidspunkt var den unge pige 16 år og alene om ansvaret.
“Der var ingen andre end aids-rådgiverne fra kirken, der hjalp med begravelsen,” fortæller hun stille.
Aids-rådgiverne hjalp imidlertid også Judy med skolepenge og bøger via støtten fra Danmark, og i Gjern blev mange af deltagerne ved gudstjenesten i Søhøjlandets Kirke berørt af Judys historie. En af dem er sygeplejerske Anne Mette Roswall.
Af Niels Sørensen
