FOR KVINDER
Tager du ansvar for andres liv – eller dit eget?

Er du afhængig af at være noget for nogen? Føler du unødig ansvar for andres liv? Så er du måske medafhængig. Læs her hvordan du bryder medafhængighedens onde spiral.
Siger du ja, når du egentlig helst vil sige nej? Går du som på rådne æg, når du er i nærheden af andre mennesker, fordi du tror, du kan kontrollere deres følelser eller sindsstemning? Synes du, du skal finde løsninger på andre menneskers problemer? Hvis du kan svare ’ja’ til et af disse spørgsmål, kan det være, at du er medafhængig.

Når snakken falder på emnet afhængighed, tænker vi tit på stoffer. Men mennesker kan også være afhængige af andre ting (fx indkøbsmani) eller af andre mennesker – måske en ægtefælle eller et barn.
Hvordan udvikler medafhængighed sig? Alle mennesker fødes med helt elementære behov. Vores legemlige behov – mad, drikke, tag over hovedet og beskyttelse – giver sig selv. Vores følelsesmæssige behov – kærlighed, accept og betydning for andre – er sværere at få øje på, men præcis lige så vigtige for vores udvikling. Hvis vores grundlæggende behov for kærlighed ikke opfyldes, påvirker det os resten af livet.
Hvis du er født ind i en følelsesmæssigt sund familie, er dit basisbehov for kærlighed formodentlig blevet dækket. Hvis dine forældre til gengæld ikke selv har modtaget tilstrækkelig med kærlighed, er det meget sandsynligt, at dit behov heller ikke er blevet dækket.
Hvis den ene part i et ægteskab for eksempel er afhængig af alkohol eller stoffer, sker det tit, at han/hun ikke er der for børnene – hverken fysisk eller følelsesmæssigt. Den anden ægtefælle er ofte så fikseret på den afhængige og hans problemer, at vedkommende næsten ikke har overskud til at dække børnenes behov for kærlighed. De følelsesmæssigt underforsynede børn vokser derfor op og bliver til medafhængige voksne, som må slås med en konstant tom ”kærlighedstank”. Hvordan bliver ”kærlighedstanken” tom? I en normalt fungerende familie videregives kærlighed fra den ene generation til den næste – den flyder så at sige fra forældrene til børnene. Sker dette ikke, er den indvendige ”kærlighedstank” tom. Så kan det føre til medafhængighed i et forsøg på at fylde tanken.

Hvordan finder du ud af, om du eller en, du holder af, er medafhængig? Der er en række særlige kendetegn, som du kan være opmærksom på:

Medafhængige mennesker forsøger at fylde deres følelsesmæssige tomhed med mennesker, ting og andres adfærd. Hvis en medafhængig person føler sig indvendigt tom og utilfreds, bruger han/hun mennesker, ting eller andres adfærd til at få kontrol over sine følelser (fx angst, irritation eller ensomhed).
I en familie, hvor en af ægtefællerne er afhængig af stoffer eller alkohol, sker det tit, at den anden ægtefælle bliver afhængig af den forfaldne. Den ægtefælle, som ikke er ”forfalden”, ser den afhængige som en, ”man skal tage sig af”, og overtager ansvaret for vedkommendes tanker, følelser og adfærd.

Medafhængige mennesker er tilbøjelige til at kontrollere andre. I sin stræben efter at kontrollere egne følelser forsøger den medafhængige at kontrollere følelser og adfærd hos de mennesker, han/hun er sammen med. Det, de ikke kan kontrollere, bekymrer dem. ’Hvis jeg blot kunne få min ægtefælle til at ændre sig, så ville hans problemer være løst’ er en tanke, som typisk motiverer medafhængige. De tror, at andre besidder evnen til at ”gøre” dem vrede, triste eller lykkelige.

Medafhængige frygter en hævnakt fra den andens side – fysisk, emotionelt eller mentalt. Den tanke lammer dem, at den anden kunne finde på at forlade dem, og at de så ville stå alene tilbage. Derfor nedtoner de problemet og forsøger at bilde sig selv ind, at det ’egentligt slet ikke er så slemt’.

Medafhængige vikler sig så meget ind i et andet menneskes liv og problemer, at de mister bevidstheden om deres egen identitet og værd. Medafhængige holder altid i skjul øje med den anden. De søger samtykke for enhver pris og vil gøre alt muligt for at behage vedkommende. Således optræder hustruen til en sexafhængig mand måske yderst forsigtig over for sin mand for ikke at irritere ham. For hun er bange for, at han ellers vil begynde at interessere sig for pornografi.

Medafhængige mennesker kan ofte ikke sætte klare grænser. De ved ikke, hvornår de skal sige ja, og hvornår de skal sige nej – til sig selv og til andre. Uklare grænser er symptomatiske for lavt selvværd. De vender hele tiden tilbage til tankemønstre som for eksempel, ’hvis jeg siger nej, kan de andre ikke lide mig’. Sådan en stadig nedvurdering forhindrer et realistisk syn på egne styrker og svagheder. Og dette er grundlaget for et sundt selvværd og nøglen til at sætte sunde grænser.
Medafhængige mennesker undskylder, tolererer og dækker over fejlene hos den person, som de er afhængige af. Kender du historien om konen, som ’sygemelder’ sin alkoholafhængige mand, når han har tømmermænd? Eller manden, som betaler den ene regning efter den anden – for sin kone, som lider af indkøbsmani? Medafhængige bidrager ikke til at rette op på den uønskede adfærd; de er snarere med til at muliggøre den.

De problemer, som går hånd i hånd med medafhængighed, er så komplekse, at det er svært at hjælpe en medafhængig gennem processen med at blive rask. Som regel forsøger jeg som det første at finde ud af, hvilke faktorer der har bidraget til, at denne persons behov for kærlighed ikke er blevet opfyldt. Paletten af mulige faktorer spænder lige fra misbrug til følelsesmæssig forsømmelse. Derpå undersøger jeg, hvordan disse smertefulde erfaringer fra fortiden har påvirket personen, og hvordan de påvirker ham/hende i dag. Og til sidst hjælper jeg personen med at slutte fred med sin fortid og træffe bedre beslutninger nu og fremover. For at kunne gøre dette er det som regel nødvendigt at gennemgå en sorgproces (med faserne fornægtelse, vrede, forhandling, depression og accept).
Noget, som hyppigt forhindrer helingsprocessen, er, at den medafhængige hårdnakket forsvarer sin families usunde mønster. Han/hun lader, som om det ”slet ikke var så slemt endda”, og har utrolig svært ved at se indad. Igen og igen hører jeg også undskyldningen: ”Mine forældre gjorde det så godt, de kunne!”
Det kan godt være rigtigt. Men ikke desto mindre er det nødvendigt, at den medafhængige indser, af netop fortrængningen af en smertefuld fortid er årsagen til hans nuværende problemer. For når medafhængige vægrer sig ved at se den kendsgerning i øjnene, at fortidens oplevelser har krænket dem, genskaber de så at sige fortiden. De vil nemlig ubevidst forsøge at gentage bestemte adfærdsmønstre – drevet af et ønske om at helbrede og normalisere deres dysfunktionelle familie. Psykologer kalder det hyppigt en ’ikke-klaret opgave’.
Som eksempel herpå kan nævnes: Når en datters emotionelle behov (kærlighed, accept, betydning) ikke blev opfyldt, fordi hendes far eksempelvis var besat af sex, vil hun sandsynligvis ”genskabe” sin barndom ved at gifte sig med en sexgal mand for at afslutte den ’ikke-klarede opgave’, nemlig at dække sit behov for kærlighed. Resultatet er selvfølgelig kun en fortsættelse af de uopfyldte behov.
Når vi ser på de ’ikke-klarede opgaver’ i vores fortid, gør vi det hverken for at bebrejde vores forældre eller for at anklage dem. Målet er at forstå, hvordan den måde, vi er vokset op på, har påvirket os og måske stadig gør det.

Som det gælder for alle andre udfordringer i livet, viser Gud også en løsning, når det drejer sig om medafhængighed. I Bibelen står der: ”Gud skabte mennesket i sit billede” (1. Mos. 1,27). Og længere fremme: ”Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var” (vers 31). Dette stykke siger, at vores ’oprindelige’ familie er Guds familie, og som en del af Guds værk er vi ”godt” skabte. Vi er ikke for altid bundet op på problemerne i vores jordiske familie, når vi erkender, hvem vores sande far er. Det er en god besked til medafhængige mennesker!
Den eneste fuldkomne far er vores Fader i himlen, som har skabt os. Jo bedre vi lærer ham at kende, desto større tillid får vi til, at han stiller vores dybeste behov. Vi bytter vores kaotiske liv ud med hans fred.
Apostlen Johannes fortæller om en samaritansk kvinde, som havde seks forskellige mænd. På den måde prøvede hun at få dækket sine dybe, følelsesmæssige behov. Først da Jesus lærte hende at kende sin sande Fader, indså hun, at alle hendes behov kunne opfyldes i ham (se Johs. 4,14).
Ligesom denne kvinde lærte det, således må også en medafhængig person lære nogle ting om Gud:
Hans kærlighed er ufejlbarlig – og han kan fylde vores tomme kærlighedstank.
Han vil aldrig forlade os.
Han er venlig og tålmodig, selv når vi laver fejl.
Han siger altid sandheden og holder alle sine løfter.
Han lytter altid og handler i vores interesse.
Han accepterer os, som vi er, og finder os dejlige.

Den hjælp, Bibelen tilbyder kontrolbesatte mennesker, er selvbeherskelse. Det er en Åndens frugt (se Gal. 5,23). Guds nåde sætter os i stand til at leve et selvbeherskende liv (se Titus 2,11-12). Apostlen Paulus skriver, at han ikke vil ”lade noget få magt over sig” (1. Kor. 6,12). Når vi har kontrol over vores egne følelser og måde at være på, så kan vi – ligesom Paulus – give noget til andre og endda ud fra en position af styrke, ikke af svaghed.

Glem endelig ikke, at det ikke er et tegn på medafhængighed at gøre nogen en tjeneste. At gøre godt af egen fri vilje er faktisk et tegn på styrke. Det glæder Gud. Men når vi prøver at gøre noget for andre, som vi ikke kan gøre, eller når vi gør noget, vi ellers ikke ville gøre eller ikke har råd til at gøre, handler vi for det meste ud fra svaghed, og det er ikke fra Gud.
Det bliver lettere at arbejde med uklare grænser og et lavt selvværd, hvis vi erkender, hvem vi er i Kristus. For da baserer vi ikke mere vores succes på andres accept eller bifald.
Jesus havde ikke nogen problemer med sin identitet. Han vidste præcis, hvem han var (se Johs. 4,25-26). Vi behøver heller ikke slås med vores identitet eller vores bestemmelse. I 1. Petersbrev 2,9 står der, at vi er ”… en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomsmagt, han som kaldte jer ud af mørket til sit underfulde lys”.
Det gør os stærke i ham at vide, hvem vi er i Kristus. I Kolossenserne 2,9-10 står der: ”For i ham bor hele guddomsfylden i kød og blod, og i ham, som er hoved for al magt og myndighed, er I blevet fyldt med den.”
I Kristus er vi Guds børn (se 1. Johs. 3,1). Vi bærer hans egenskaber og styrke i os. Det betyder, at vi ikke behøver frygte noget og nogen. Vi er frie til at sige nej uden at føle os skyldige og ja uden at være vrede. Vi er ikke bundet af angsten for at blive forladt eller for en hævnakt. Vi kan konfrontere andre kærligt eller bestemt. Og hvis de reagerer negativt, kan vi stille dem til regnskab med passende konsekvenser.

Processen med at slippe ud af medafhængighed begynder med, at vi sætter os ind i, hvad det betyder, og søger hjælp. Medafhængighed forsvinder ikke bare af sig selv. Selvom situationen for en tid måske ser bedre ud, vil lykken være ufuldstændig og kun af forbigående karakter.
Medafhængighed kan i sin yderste konsekvens føre til svære depressioner og sågar selvmord. Ofte påvirkes også den medafhængiges fysiske sundhed – især når det drejer sig om afhængighed af stoffer. Fortidens krænkelser hober sig op indvendigt og bliver til smerte og bitterhed – indtil uskyldige ofres liv er i fare.
Hvis du har at gøre med en, som er medafhængig, så søg professionel hjælp! Læs bøger herom, find oplysninger, besøg selvhjælpsgrupper. Du er ikke selv stærk nok til at lave om på nogen – det kan kun Gud gøre. Det er Sønnen, som sætter os fri (se Johs. 8,36).
Gud er fuldt og helt i stand til at gøre det, der skal gøres i relation til den medafhængige – ”Fredens Gud hellige ham helt og holdent og bevare fuldt ud hans ånd og sjæl og legeme lydefri ved vor Herre Jesu Kristi komme” (ifølge 1. Thes. 5,23). For ”trofast er han, som kalder jer; han vil også gøre det” (vers 24).
Af psykolog Julie Roe