Genstande fra Davids og Salomons tid udgravet i Jerusalem
Genstande fra kong Davids og kong Salomons tid er blevet udgravet af israelske arkæologer.
Fundet blev gjort på udgravningsstedet Ophel nær Den gamle Bys sydlige mur af et arkæologiteam ledet af dr. Eilat Mazar fra Det hebraiske Universitets Institut for Arkæologi.
Blandt de fundne genstande er et fragment af et lerkar med en inskription, der er det tidligste eksempel på en skrevet tekst nogensinde fundet i Jerusalem.
Teksten er på det kana’anæiske sprog og kan dateres til omkring 250 år før den tidligst kendte hebraiske inskription fra det 8. århundrede f. Kr. i Jerusalem.
Meningen med denne inskription er ukendt. Den omfatter otte bogstaver, som kunne have været
navnet på ejeren af lerkarret eller en beskrivelse af dets indhold.
Teksten indeholder en kombination af bogstaver, der er ca. 2.5 cm høje. En analyse af karrets lerkomposition antyder, at det er fra et sted nær Jerusalem.
Fortiden kommer stadigt mere frem.