Hedenske helligdomme og kristne spor i Tyrkiet

Hans P. Pedersen, forfatter til bogen BREVENE FRA PATMOS, fortæller her om nogle af fortidens mest interessante hedenske helligdomme og kristne steder i det vestlige Tyrkiet, hvortil Udfordringens læsere nu kan rejse med stor rabat. Se det indlagte brev.

Ved den anatolske by Selcuk ligger ruinerne af Efesos, engang hovedstaden i den romerske provins Asien og kaldt for ’Asiens lys’ og ’tempelvogterske for den store gudinde Artemis og hendes himmelfaldne billede’.

Nogle få hundrede meter nord for Dr. Sabri Yayla Boulevard i Selcuk ligger Artemision, jagt- og frugtbarhedsgudinden Artemis’ berømte helligdom med ruinerne af Artemistemplet, der blev opført i 323 f.Kr.
Templet blev regnet blandt verdens syv underværker. I 225 f.Kr. skrev Philon fra Byzans, at da han så Artemistemplet ved Efesos knejse mod himlen, var de seks øvrige underværker, han havde set, for intet at regne i sammenligning hermed.
Templet stod på et tre meter højt plateau og var omgivet af en dobbelt søjlerække på i alt 127 mere end 18 m høje søjler. Det imponerende tempel bugnede inde og ude af værker af oldtidens største kunstnere, og i dets cella (inderste rum,red.)stod Artemis’ guld- og elfenbensbelagte statue.
Da den kristne tro holdt sit indtog i Efesos, var Artemistemplet byens stolthed og blev af antikkens forfattere kaldt for ’hele Asiens smykke’. Det blev årligt besøgt af flere end 700.000 pilgrimme, der for at se det foretog lange farefulde rejser over vand og land. Når de nåede frem, afleverede de deres offergaver til gudindens præster i hendes helligdom, hvor de også kunne deponere penge og værdigenstande som i en bank.

Paulus i Efesos

I årene 55-58 e. Kr. var apostlen Paulus i Efesos, og han har derfor set Artemistemplet, der blev ødelagt på kejser Neros tid, men senere genopførtes. Omkring 150 e.Kr. skrev geografen Pausanias, at templet overgik enhver anden bygning rejst af menneskehænder.
Desværre må man i dag nøjes med tage disse ord for pålydende, for der er næsten intet tilbage af templet. Det blev plyndret og ødelagt af goterne i 263 e. Kr. Herefter blev Efesos’ og Artemistemplets historie en del af krøniken om det romerske riges forfald og undergang og den kristne tros fremgang. Da kejser Konstantin den Store gjorde den kristne tro til Romerrigets officielle religion, blev Artemistemplet tilsidesat og forfaldt. Men det var stadig i brug indtil år 392, da kejser Theodosius udstedte en lov, der lukkede alle de hedenske helligdomme i Romerriget. I år 401 blev Artemistemplet og den guld- og elfenbensbelagte kultstatue af gudinden plyndret og ødelagt af en folkemængde anført af ærkebiskop Johannes Chrysostomos fra Konstantinopel, der anså dette for den kristne tros endelige triumf over de hedenske helligdomme. Senere opførtes en kirke i Artemis-helligdommen, men med tiden forsvandt den også.

Efesos jævnet med jorden

I 1402 jævnedes Efesos med jorden af osmannerne. Da Efesos’ vigtige havn var sandet til, og Kaystrosfloden dækkede hele området med et tykt lag mudder og jord, der skjulte så godt som alle bygningsrester, blev Efesos forladt og glemt.
Efesos var således forvandlet til et sumpområde, da den engelske jernbaneingeniør J.T. Wood begyndte sine udgravninger af oldtidsbyen. I hans fascinerende bog Discoveries at Ephesus kan man læse om udgravningsarbejdet og de vanskeligheder og farer, der fulgte med.
Han fandt og udgravede Artemision i årene1863-73. En grusvej fører hen til udgravningsområdet, der af de lokale indbyggere bliver kaldt for ’Det engelske Hul’ efter J.T. Wood, som fandt ruinerne af Artemis’ helligdom under meterdybe jord-, mudder- og lerlag. Tempelfundamenterne, der er sunket under det nuværende terrænniveau, står nu ofte under vand, og på området står en enkelt genrejst 14 meter høj jonisk marmorsøjle. Den er sat sammen af tromler fra forskellige søjler og er det eneste, der svagt minder om de mange storslåede tempelsøjler, der engang stod her.
På det arkæologiske museum i Selcuk findes en miniaturekopi af Artemision, en fin samling af fund herfra og to store velbevarede Artemisstatuer, der er fundet i rådhuset i det antikke Efesos’ ruiner. Andre fund fra Efesos kan ses på de arkæologiske museer i Izmir og Istanbul, på Efesosmuseet i Wien, British Museum i London og Louvre i Paris.

Et opsigtsvækkende fund

186 km fra Efesos ligger Pamukkale midt i et særpræget naturområde med kurhoteller og ruinerne af oldtidsbyen Hierapolis.
Pamukkale kan præsentere et af naturens syv underværker. Det er et geologisk eventyrland med mærkelige hvide klippeformationer og boblende kilder med varmt kalk- og kulsyreholdigt vand, som indeholder det hvide calciumoxid, der i årtusindernes løb har dannet de små og store vandbassiner på de enorme kridhvide travertinterrasser.
På toppen af terrasserne ligger ruinerne af Hierapolis, der allerede i romertiden var kendt som kursted, hvor der fra hele Middelhavsområdet kom pilgrimme i titusindvis for at besøge de hedenske helligdomme og bade i de varme kalk- og svovlkilder, som mentes at have en helbredende virkning på en lang række sygdomme.
Det var imidlertid ikke alle kurgæster, der fik det bedre eller slap fra Hierapolis med livet i behold. Det vidner byens to km lange nekropol om med sine mere end 1200 grave fra hellensk, romersk og byzantinsk tid.
Den Italienske Arkæologiske Mission har stået for udgravningerne i Hierapolis siden 1957 og fra år 2000 under ledelse af professor Francesco D’Andria.
Højt hævet over De dødes By ligger ruinerne af Filips Martyrion, en ottekantet bygning fra 400-tallet, som italienske arkæologer har udgravet og delvist restaureret. Den er opført på det sted, hvor apostlen Filips martyrdød menes at have fundet sted. Ifølge traditionen og kirkefædrenes skrifter agiterede Filip for den kristne tro den sidste tid af sit liv i Hierapolis, hvor han i år 80 blev naglet til et træ med hovedet nedad og stenet til døde.
Filips Martyrion, som blev ødelagt i 500-tallet ved en brand, har været anvendt til processioner og lovtaler på helgenens mindedag. Pilgrimme i tusindvis valfartede engang hertil for at vise apostlen Filip ære.
Efter arkæologer fra Den Italienske Arkæologiske Mission i mere end 50 år forgæves har søgt efter apostlen Filips grav, fandt den italienske professor Francesco D’Andria og hans udgravningsteam under udgravninger af en nyopdaget treskibet basilikakirke fra 300- eller 400-tallet apostlen Filips grav midt i denne i 2011, blot 40 m fra Filips Martyrion.

Kristne strømmer til Pamukkale

Efter det opsigtsvækkende fund er tusindvis af kristne fra adskillige lande strømmet til Pamukkale (Hierapolis) for at se Filips grav. De jordiske rester af Filip var imidlertid ikke længere i graven. Ifølge professor D’Andria blev Filips relikvier flyttet fra Hierapolis til Konstantinopel i slutningen af 500-tallet og blev under pave Pelagius I bragt til Rom og gravlagt ved siden af apostlen Jakob i en kirke bygget til og opkaldt efter dem. I 1500-tallet blev denne kirke ombygget til en storslået renæssancekirke, som nu hedder De Hellige Apostles Kirke.

Læs mere i BREVENE FRA PATMOS, der kan købes i Udfordringens bogsalg til kr. 149,00.