Patricha og 7 nonner hjælper de udstødte

Nogle gange er det bedste at dele troen med ord og vise kærlighed til sin næste.

Patricha Jeppe Ottsen arbejder i Nord-Thailand, hvor nonneordenen ’Good Shepherd Sisters’ primært hjælper mennesker, som har fået AIDS. Og Patricha er blevet forelsket i Thailand og menneskene der.

Man skulle måske forvente, at det at bo i et kloster sammen med nonner var en lidt halvkedelig oplevelse for en 19-årig ung kvinde, men allerede i lufthavnen blev Patricha overrasket:
– Da jeg ankom, var det min projektleder, Antonia, der hentede mig i lufthavnen. En fantastisk kvinde, med flagrende skørter og en knald-pink skjorte. Hun afviste min fremstrakte hånd og gav mig i stedet et tantekys på hver kind som hilsen. Denne meget hjertevarme, ligetil mentalitet og væremåde har overrasket mig positivt, smiler Patricha.

Lilla hår og piercing i læben

Hun var ellers lidt spændt på, hvor meget hun skulle ændre på sig selv for at passe ind.
– Jeg har ”normalt” kort lilla hår og acen piercing i læben. Hårfarven har jeg ladet gro ud, og jeg havde også gjort mig klar til at sige farvel til piercingen, men intet af dette har været noget problem, forklarer hun.
Det eneste nonnerne kræver af hendes udseende, er, at hun respekterer dress-coden, som betyder, at hun har knælange bukser og en t-shirt, som ikke viser hverken skuldre eller kavalergang, hvilket Patricha finder meget rimeligt.
– Da jeg spurgte om dette, svarede de, at de aldrig har gjort kropsudsmykning til et problem. For dem er udseendet lige meget, det er mennesket bag, der tæller, hvilket man jo kun kan give dem ret i, siger Patricha Ottsen, som valgte at bruge første halvdel af sit sabbatår på at tage ned til Thailand og hjælpe. Hun læste om projektet på nettet og læste tidligere blogge fra andre, der havde været der – og hjertet begyndte at banke hurtigere:
– Og det gør det stadigvæk. Jeg er forelsket i Thailand såvel som stedet her, både menneskerne og projektet.
Nonnernes HIV/Aids-projekt har tre forskellige funktioner:
Et ’Carecenter’, hvor meget syge patienter med udbrud af AIDS får støtte, hjælp og kærlighed. Her bor de fra en måned til et halvt år, indtil de kan leve et normalt liv igen.
Desuden kører nonnerne rundt til de omkringliggende landsbyer for at dele gaver ud, mad, bleer, modermælkserstatning, skolesager, medicin til familier, som enten selv har HIV/AIDS eller har pårørende med diagnosen.
Den sidste del er ’Hands of Hope’, som er et lille værksted for mennesker med HIV. Her producerer de forskellige ting, som sælges til butikker rundt omkring i verden.
– Ved alle tre funktioner er det vigtigste dog at give menneskerne plads, kærlighed, håb og et pusterum fra deres ellers tit ret hårde liv, forklarer hun.

En praktisk kristen tro

Der er langt fra den danske kultur til en thailandsk, selvom man kan være kristen begge steder. Patricha synes umiddelbart, det kan være svært at overføre noget af den thailandske trospraksis til hendes liv i Danmark. Alligevel er Patricha opmuntret:
– Jeg er opvokset i et kristent hjem, med kristne værdier. Og jeg har sunget i kirkekor, da jeg var lille,og bruger til stadighed min tro til at finde styrke. Det er dog utroligt bekræftende at se, hvordan de kristne værdier kan bruges i praksis, mener hun.
På hjemmet deler man udelukkende evangeliet igennem de gerninger, man gør. Og det er en bevidst strategi:
– Nonnerne ønsker ikke at være indoktrinerende. De ønsker, at de der bliver kristne igennem deres ophold eller arbejde her, bliver det, fordi de er overbevist om, at det kristne budskab er det rigtige for dem, og ikke fordi de er nødsaget til det for at kunne få søstrenes hjælp, siger Patricha, som også selv synes, det er en god ide at gøre det sådan.
På trods af det ved alle på stedet, at det er et kristent sted, og at de derfor skal have respekt for den måde, søstrene vælger at gøre tingene på. Der er derfor også katolske figurer rundt omkring, og der bliver bedt en meget almen morgenbøn, som de fleste vil kunne bede med på.

”Hvad sagde du?”

Kommunikationen sker i en blanding af thai, dansk, engelsk, håndtegn og kropssprog. Patricha er netop begyndt på et intensivt kursus i thai to timer om dagen, fem dage om ugen, som hun håber vil hjælpe på det. En af dem som Patricha har fået ansvaret for er Bow, som er HIV-positiv, deform fra fødslen og har mange mentale og sociale vanskeligheder. Bow er mentalt som en 8-årig, selvom hun reelt er 18 år.
– Hun er dog utroligt klog og snakker både thai, essan (lokalt sprog) og engelsk.
– Jeg har fået til opgave at lave lifeskill-training med hende. Dette inkluderer fuldstændigt banale ting som at gå i bad, børste tænder, rede hår, vaske op, folde tøj, lade være med at gemme mad i skabene osv.

Ingen brok her

Et af Bows problemer er, at hun brokker sig over alting: Hun er hypokonder, så som regel er ingen af disse ting, hun brokker sig over, sande.
– En af mine pririoteter er, at hun skal lære ikke at brokke sig så meget, da det gør det utroligt frustrerende og trættende at være sammen med hende. Nonnerne har prøvet at forklare hende det, men har givet mig til opgave at se, hvad jeg kan gøre.
For at gøre det visuelt, har Patricha lavet et skema, hvor hun sætter en streg, hver gang Bow brokker sig.
– I starten var der ti streger i løbet af en time. Du kan selv forestille dig, hvor meget energi det kræver at blive ved med at smile i en sådan situation, smiler Patricha.
– Nu er vi nede på to. Og det der virkeligt fik mig op at ringe i lørdags var, at hun midt i en sætning om hendes næse der var stoppet, udbryder: ”Gud! jeg brokkede mig, gjorde jeg ikke?”.
– Det gjorde mig helt utroligt stolt! Så i lørdags var en festdag. Mit arbejde bærer åbenbart frugt, og jeg var så stolt af, at hun er kommet så langt!