Ung kopter blev afvist af tre sygehuse og døde af skudsår
En ung kristen mand blev skudt nytårsaften i Cairo, angiveligt af demonstranter fra det Muslimske Broderskab, dernæst blev han nægtet behandling på tre sygehuse og døde.
Ihab Ghattas (23) blev skudt uden for kirken Mar Girgis (St. Georg) i Ain Shams-området i Cairo, efter han havde været til gudstjeneste. Ungdomsgruppen Maspero (Maspero Youth Union, MYU), en koptisk aktivistgruppe, hævder, at Ghattas blev skudt uden for kirken af et medlem af det Muslimske Broderskab efter en demonstration arrangeret af den islamistiske gruppe.
I en udtalelse, som blev udsendt nytårsdag, skriver MYU, at Ghattas døde på grund af forsømmelse. På det første hospital vurderede man, at hans tilstand ikke var kritisk. Det andet hospital manglede sengepladser, og det tredje afviste ham, fordi de ikke har en intensivafdeling.
Det fjerde hospital, Skt. Peters i Heliopolis, indlagde Ghattas, men han døde kort tid efter. Ifølge MYU havde han blødt i tre timer, da han endelig blev indlagt, og gruppen kræver nu sagen undersøgt.
Det Muslimske Broderskabs støtter skulle ifølge nyhedsbureauet MCN have affyret skud mod Skt. Georg-kirken, hvorefter en gruppe unge fra kirken, blandt andet Ghattas, hjalp politiet med at forsvare kirken, skriver Åbne Døre.
Bodil