Farvel bekymring

”Kør forsigtigt!” råbte jeg bekymret efter min 9-årige datter, som cyklede et godt stykke foran mig på den isglatte villavej. Med god fart efterfulgt af en opbremsning morede hun sig herligt, når baghjulet gled ud til siden.

Det er ellers ikke, fordi jeg tidligere plejede at være bekymret, når børnene klatrede i træer, lavede krumspring på trampolinen eller susede af sted på cyklen. Faktisk plejede jeg bare at tænke ”det går jo nok”. For med en barndom uden de store uheld var det min oprindelige tilgang til børn og bevægelse. Men efter mine børns 3 brækkede hænder, 8 løsslåede tænder og 1 dyb flænge i en underlæbe var virkeligheden en anden.
Denne gang gik det heldigvis godt, og jeg drog et lettelsessuk og takkede Gud, da vi nåede hjem uden styrt. Selv om det er irriterende pludselig at opdage, at man er blevet en bekymret mor, er det jo naturligt nok. Erfaringen har gjort sit indtryk.
En anden bekymring, som fyldte meget i mit liv, virkede derimod knap så logisk. Bekymring om fremtid, økonomi og arbejdssituation var altid et eller andet sted i horisonten. Nogle gange som en stor truende sort sky, andre gang længere borte, men altid klar til at dukke op. Og det på trods af en tryg barndom og 10 år i en missionsorganisation uden fast indtægt, hvor jeg aldrig manglede noget.
Med Guds løfte i Bibelen om, at vi aldrig skal mangle noget, når vi søger hans retfærdighed først, kunne jeg da også jage bekymringen væk. Men altid midlertidigt. Indtil en dag da Helligånden hviskede i mit øre, at bekymringen stammede tilbage fra min mormor. Hun mistede sin mand alt for tidligt og skulle forsørge sig selv og tre små børn alene. Hun havde en naturlig grund til bekymring for forsørgelse. Så da der en aften på vores menighedslejr blev kaldt frem til forbøn for dem, som følte sig bundet af bekymring, gik jeg frem. Lena Løbner, der var gæst den aften, bad for mig og sagde: ”Din bekymring stammer tilbage fra din mormor”, hvorefter hun i Jesu navn brød dens magt i mit liv. Og den har ikke vist sig siden.

Selvfølgelig kan der af og til dukke bekymrende tanker op, som når ens datter laver cykelstunts på is, men det er okay. For når vi har overgivet vores liv til Jesus, må vi lægge vores byrder hos ham. Og det kan vi selv gøre. Andre dybereliggende bindinger skal vi derimod ofte have hjælp til at slippe – gennem andre kristne og Helligåndens vejledning.