Med POLITIKEN på gademission i København

En øjenvidneberetning fra København, hvor selveste Politiken havde sendt både journalist og fotograf ud for at skrive om ’Bøn på gaden’ – og der skete mere, end de havde regnet med!

Fotografen blev helbredt, og mange folk på Nørrebro oplevede Gud på en helt almindelig smålun onsdag eftermiddag.

Politiken ville egentlig dække Dansk Oases lederkonference ’Lederoase’, men Oase opfordrede dem til at tage med på gaden i stedet for, hvor en gruppe mennesker tilbyder at bede for tilfældige forbipasserende. De sidste to år har jeg været en del af denne gruppe af høj og lav, tyk og tynd, som står tæt på Nørrebro Station – et af de mest multireligiøse og muslimsk dominerede steder i København. Politiken skrev for et halvt år tid siden en stor og positiv to-sides artikel om os, så det overraskede os, at de ville skrive om os igen.
– Er det dig, der er Simon? spurgte en kvinde mig på vej ind i bygningen, hvor vi starter med en halv times bøn, inden vi går ud på gaden.
– Nej, men han kommer lige om lidt, svarede jeg og forstod straks, at det måtte være journalisten fra Politiken, som stod foran mig. En smilende yngre kvinde med lyst krøllet hår. Hun virker da meget flink, tænkte jeg kort. Man ved jo aldrig, hvad de kan finde på at skrive om bøn på gaden, som trods alt stadig er ret unormalt i vores samfund.
– Fotografen kommer lige om lidt, sagde Politikens journalist, og vi gik sammen op til vores mødelokale, hvor flere af de andre allerede var kommet.

Har I smerter?

Kort tid efter var vi alle samlet, omkring otte stk. foruden vores to gæster.
– Har I nogen smerter, spørger en mand fra gruppen, før vi stort set er kommet i gang med at sige velkommen. Politikens to udsendte smiler lidt anstrengt tilbage og virker lidt overraskede over, at han spørger så direkte. Men derefter forklarer fotografen, at hun faktisk har ondt i hånden omkring håndleddet. Ikke sjovt for en fotograf.
– Læg hånden på smerten, siger manden. Fotografen lægger lidt tøvende sin ene hånd på håndleddet.
– Smerte, forsvind i Jesu navn, kommanderer manden ovre fra sofaen et par meter fra fotografen. Efter en kort bøn, spørger han fotografen, om smerten er væk, og hun bekræfter lidt betuttet, men dog smilende, at den er væk. Hun ligner en, som ikke helt tror på det, men sådan er det ofte, når folk bliver helbredt, har jeg lagt mærke til. Hun smiler langsomt mere.
– Tak Jesus, udbryder flere fra gruppen. En god start, tænker jeg. Det kunne ikke være bedre. Tak Gud for frimodige mennesker!

Et kludetæppe

Vi begynder at bede og pludselig får én i gruppen en ide:
– Jeg synes, vi skal holde hinanden i hænderne og bede Jesu blod over os ti gange, så vi kan blive fuldstændig renset, inden vi går ud, siger han.
– Åh nej, tænker jeg med det samme. Nu sker der sikkert et eller andet underligt, og Politikens udsendte vil løbe skrigende væk…
Alle i gruppen begynder mumlende at takke for Jesu blod, mens vi stående holder hinanden i hænderne. Nogle begynder at ryste, andre begynder at smågrine over Guds nærvær.
– Here we go… tænker jeg, men glæder mig også over den ægthed og radikalitet, mine venner udviser, på trods af besøget fra Politiken. Nogle gange er vi kristne så bange for at virke mærkelige, men jeg tror egentlig, at folk nogle gange bare skal have den ægte vare helt råt. Gud er jo god, ikke?
Ude på gaden havde vi en rigtig god dag. Mange blev bedt for, og der var mange gode snakke. Jeg mødte selv en mand, som først bare ville have en generel bøn. Da jeg bad for ham, fik jeg pludselig ordet ’kludetæppe’ i tankerne og brugte det i bønnen for ham. Efter bønnen sagde manden:
– Det er sjovt, du lige sagde ’kludetæppe’. Derefter forklarede han mig, hvordan hans liv havde været et stort kludetæppe i lang tid, og at han kom fra Israel, men havde boet i Ungarn og flere andre steder. Det åbnede samtalen helt op.
Fantastisk, hvordan Gud giver os små indskydelser. Gud var der. En anden kvinde ønskede mere tro, og efter en bøn og samtale ville hun overraskende gerne med i kirke.
Politikens udsendte gik glade hjem. Fotografens hånd var stadig helbredt, men hun havde også en slags bule på hånden, som ikke skulle være der. Da der blev bedt for den, forsvandt bulen øjeblikkeligt for øjnene af hende! Hun blev så chokeret, at hun ikke ville med op i elevatoren, men i stedet tog trapperne til den afsluttende samling for vores gruppe.
Vi tjener en fantastisk Gud!