Stærk lovsang til sjælen
Der bliver spyttet den ene lovsangs-cd efter den anden ud hele tiden. Og tak for det! Bølgen af ny og moderne lovsangsmusik ser aldrig ud til at ende.
Det er jo først og fremmest en velsignelse med alt den lovsangsmusik, men du har sikkert også prøvet at få fat i en ny lovsangsplade, som lyder som den, du allerede havde i forvejen, ikke? Det har jeg.
Derfor opmuntrer det mig, når man får fingrene i noget, som ikke lyder som alt det andet. ’Luminous CITY’ er sådan et album.
Dette er debutalbummet fra det musiske kollektiv fra Rolling Hills Community Church and Music City. Det består af dygtige musikere, sangskrivere og kunstnere, som især det sidste års tid har mediteret og søgt Gud i et forsøg på at skabe musik, som sætter dig i nærkontakt med Gud. Projektet bag hedder ’LuminousProject’ og begyndte faktisk allerede i 2011. Så det er visionen fra dette projekt, som dette album bygger på.
Målet med albummet har ikke kun været at lave numre, som man kan synge i lovsangen i kirken, det har i lige så høj grad været for at skabe et musikalsk rum, som kan give plads til den personlige lovsang. Det bærer numrene præg af. Der er en dybde og inderlighed over hele pladen, som jeg virkelig godt kan lide. Ud over det så er det nogle fremragende vokalister på pladen. Især vil jeg fremhæve nummeret ’Psalm 23’ af Lanae som et virkelig stærkt og smukt nummer, men der er mange andre gode.
Albummet består af beskedne 9 numre, men jeg synes egentlig, det fungerer okay, selvom jeg glæder mig til at høre mange flere numre fra ’Luminous CITY’ i fremtiden.
Vil du have noget lovsangsmusik, som er en lille smule anderledes, end det meste du hører? Så er dette album et godt alternativ.