Deltagerrekord i Jerusalem Marathon

Fra tidlig morgen var Jerusalem på den anden ende, med lukning af mange gader og trafikvirvar,

da byen i fredags afholdt sit fjerde Marathon-løb. Der var i år et rekordstort antal af 26.000 løbere fra 54 lande verden over.

Adskillige færdselsårer var afspærret, da løbet blev skudt ind, og bølge efter bølge af deltagere løb ud på ruten.

Det var en varm forårsdag, og humøret var højt hos de mange deltagere, som begav sig ud på den regulære distance på 42.2 km, en “halv” marathon på 21.1 km, et 10.000 meters løb, en 5 km’s konkurrence og et “socialt løb” på 800 meter.

Mange skoler, børnehaver og butikker i nærheden af løbets rute var lukket, og tusindvis af bilister måtte affinde sig med den svære trafiksituation.

En del ruten var langs den såkaldte pavevej uden for Den gamle Bys ringmur, under Nadverkirken lige over for min bolig. Her kunne man se den brogede, løbende menneskeskare bevæge sig i et godt løbetempo.

Adskillige steder langs ruten kunne deltagerne få drikkevand.

Over et tusind politibetjente og 800 kontrollører sikrede ruten og dirigerede trafikken. Færdsels-helikoptere sås flere steder med den blå himmel som baggrund.

Jerusalems borgmester, Nir Barkat, siger, at byens marathon er en af de mest populære i verden.

– Den er på listen hos mange som et af de marathon-løb, man skal deltage i mindst en gang i livet, siger han. Det vil glæde mig, hvis marathonløbere blot kommer en gang hertil.

Jerusalems marathon-løb anses for relativ vanskeligt på grund af dets kuperede terræn, men organisatorerne siger, at byens attraktioner helt kompenserer for dette.

Kenyas dag

Vinderen af marathon-løbet var Ronald Kimel Kurgat, Kenya, der satte ny rekord med tiden 2:16.09, efterfulgt af to landsmænd, Patrickl Wachira Munuki, som kom ind blot 26 sekunder senere, og på tredjepladsen, Luka Kipkemot Chelimo med tiden 2:18.08.