Jeg bliver så skingrende arrig på mine børn

Kære Suh.
Jeg har to børn på hhv. 4 og 7 år. Jeg elsker dem højt og vil selvsagt gøre alt for, at de skal have det så godt som muligt.
Mit problem er bare, at jeg nogle gange bliver så skingrende arrig på dem, at jeg bliver skræmt over mig selv, for jeg føler nogle gange, at jeg bare hader dem. Jeg er helt flov over overhovedet at skrive det, for jeg synes, det er så skamfuldt at have sådanne følelser overfor sine egne børn.
Jeg forstår det ikke – for jeg VED jo, at jeg elsker dem inderst inde. Hvordan kan det så alligevel være, at der dukker sådanne grimme, voldsomme følelser op i mig?
VH Anonym

Kære Anonym
Jeg forstår godt, at du synes, det er flovt at stå ved ”de grimme følelser”, for der er mange, der har en forestilling om, at ”en rigtig mor” aldrig føler andet end idel kærlighed til sine børn. Har man altså andre følelser ind imellem, så er man sikkert ikke ”en rigtig mor”.
Men det er langtfra sandt, alle forældre har på et tidspunkt oplevet at have negative følelser omkring deres børn – hvis de siger andet, så lyver de! For selvom vi er forældre, er vi jo stadig mennesker, mennesker, der indimellem er trætte, stressede, sårbare, frustrerede osv.
Og når et andet menneske, mens vi er i denne tilstand, overskrider vores grænser, eller stiller (nogle gange urimelige) krav til os, som vi ikke kan indløse eller håndtere, også selvom det er vores egne børn, så reagerer vi på dette, som mennesker nu engang gør: med vredesudbrud og negative følelser. Så skam dig ikke over at være et menneske – i stedet synes jeg, det er prisværdigt, at du er så modig, at du tør stå ved din menneskelighed!
Det du kan arbejde med, er at kigge nærmere på de situationer, hvor du oplever at komme til kort, og hvor de negative reaktioner udløses i dig: hvad er fællesnævneren, hvad er mønsteret?
Er det altid om morgenen – så skal du måske stå før op? Eller gå før i seng? Er det altid om eftermiddagen, hvor I alle kommer trætte hjem – så skal der måske indføres en fast hyggestund med saft og knækbrød til jer alle, inden pligterne skal gøres? Eller er det fordi, du ikke får sat dine grænser i tide, som du derfor bliver nødt til at sætte meget før, inden du bliver alt for frustreret? Prøv at se, hvor du kan tage ansvar for, at omstændighederne omkring dig og dine børn kan ændres til det bedre.
Og husk så, at det selvfølgelig er vigtigt, at vi i så høj grad som muligt undgår de situationer, som får det hele til at eksplodere – men at det vigtigste dog trods alt er at være i stand til at rydde følelsesmæssigt op efter sig, når det sker.
Du og jeg ved jo godt, at man kan ”tabe hovedet” et øjeblik og eksplodere i raseri – men at kærligheden til det andet menneske, til barnet, stadig består indeni, og at den altid vil vende tilbage i udtryk. Men det ved barnet ikke nødvendigvis, og et barns konklusion er derfor: nu elsker mor/far mig ikke længere – jeg har mistet deres kærlighed, måske for evigt?! – og barnet bliver derfor ulykkeligt og bange.
Når vi derfor kommer til at give efter for de negative følelser, så er det rigtig vigtigt, at vi får sagt undskyld over for barnet, og får forklaret ham/hende, hvordan tingene hænger sammen: at vi også selv havde et ansvar i det, og at kærligheden til barnet stadig er der – den blev blot et øjeblik overskygget af frustration/vrede/træthed. På den måde får barnet hjælp til at sætte det skete ind i den rette kontekst og kan slippe oplevelsen af, at det er ham/hende, der ikke længere er værd at elske.
Barnet får altså hjælp til at forstå, hvad der er barnets ansvar (fx ikke at hoppe i sofaen), mens det samtidig også forstår, at den voksne også har et ansvar for, at situationen ikke udvikler sig (fx at sige nej noget før).
Hilsen Suh