Kraften kommer ikke fra vore hjerter

Der er en grund til, at vores bønner for Danmark kun medfører små og spredte bønnesvar,  og at vi så sjældent oplever radikale gennembrud, som vender byer og hele kirker på hovedet.

Vi mangler virkelig at forstå, hvad Gud tænker om bønnen. Igennem denne artikel vil jeg præsentere en række tanker om bønnen, som kan hjælpe dig til at få en helt anden tilgang til den.

Bønnen handler  om Guds hjerte!

Når en gruppe forbedere samles til et bedemøde, så former de typisk hele bedemødet, som om det er deres hjerter, der skal få Gud til at gøre et eller andet. De møder derfor ind til bedemødet og fylder tiden med de behov, som deres hjerter er optaget af. Med bøn for syge, for de ufrelste, for præsten, osv. Det er gode emner, som afspejler deres gode intentioner. Således fylder de bedemødet med en masse forskellige ord og tanker, og de går sandsynligvis derfra med en følelse af, at de fik “lettet deres hjerter”. Men desværre er det ofte det eneste, som de får med sig fra bedemødet.

For dette er ikke Guds plan for vores bedemøder. Kraften til at vende verden på hovedet findes ikke inde i vores hjerter. Derfor bør det ikke være vores egne hjerter, men Guds hjerte, som bedemøderne rettes ind efter. Hvis vi virkelig ønsker, at Gud skal invadere vores bedemøder med sin kraft, nåde, kærlighed, visdom og lægedom, så må vi lære at forme bedemøderne på en måde, hvor vi giver ham mest mulig plads. Vi må ganske enkelt lære at vente, indtil kraften fra det høje (dvs. fra Guds hjerte) bryder igennem.

 Bønnen er et rør  og ikke en pegepind

I lignelsen om vintræet (Joh 15,1-8) giver Jesus os en række fantastiske løfter til bønnen. Han siger endda, at Gud vil give os alt, hvad vi beder om. Men samtidigt udstiller han igennem sin beskrivelse af grenene i denne lignelse, hvorfra livet og kraften skal komme. For det er kun de grene, som er forbundet med mig (Jesus), der har kraft og liv i sig, pointerer han. De grene, som ikke er forbundet med mig, vil ikke kunne bære frugter eller i det hele taget overleve. De vil blive kastet i ilden. Med andre ord siger han, at det kun er de bønner, som har deres udspring i Guds hjerte, der virkelig har kraft i sig til at ændre vores verden. Det, som opstår i vores egne hjerter, kan ikke udrette særlig meget.

 Men vores menneskelige natur har meget svært ved at forstå dette. Vi vil langt hellere behandle bønnen som en pegepind, hvor vi kan udpege de mangler i vores verden, som Gud skal fikse. Som om bønnens formål var at lave en huskeseddel for Gud. Men Gud har ikke brug for vores hjælp til at minde ham om noget. Han mangler hverken viden om vores behov eller lysten til at hjælpe os. Det eneste, han mangler, er ydmyge og brudte hjerter, som han kan strømme igennem. Det er det, han ønsker at bruge vores bønner til. Det er det, som er Guds plan. Han vil bruge vores hjerter som rør for sine velsignelser. Han vil forløse sin kærlighed, lægedom og liv til jordens mange behov igennem vores hjerter, … men det forudsætter dog, at vi giver ham plads til det.

 Bønnen er en proces  og ikke en handling

Ægte bøn handler altså først og fremmest om Guds hjerte, men det betyder ikke, at vi skal lukke ned for vores egne hjerter. Absolut ikke! For det er igennem vores hjerter, at vi kommer i kontakt med hans hjerte, og Gud længes virkelig efter, at det skal ske. Desuden har han skræddersyet vores hjerter, så vi erfarer og mærker en masse forskellige behov på jorden, som trænger til et indgreb fra ham. Han ønsker, at vi skal bringe vores hjerter og det, som ligger på vores hjerter frem for ham, så han kan hjælpe os. Det er på denne måde, at vi indleder bønnens proces. Men dette er kun begyndelsen. Det er her, at rigtig mange forbedere misforstår bønnen. De behandler bønnen som en handling, der er overstået, så snart de har udtalt en række behov overfor Gud, og derved signalerer de til Gud: Vi har gjort vores del – nu må du gøre din! Men sådan fungerer det ikke med Gud. Han har gjort os til jordens konger fra begyndelsen, og derfor bør det ikke undre os, at han faktisk ønsker at løse verdens problemer igennem os. Han vil ikke tage vores ansvar væk fra os, men vil i stedet tilbyde sin hjælp, så vi kan løse problemerne sammen. Han vil, at bønnen skal være en proces, hvor han får plads til at løse problemerne sammen med os.

Der findes en god illustration på dette i en samtale mellem Jesus og disciplene (Mk 6,35-44). Disciplene siger først til Jesus, at der er brug for mad til de mange mennesker, og de foreslår, at han sender skarerne væk, ” … så de kan købe noget at spise.” De bringer behovet frem for Jesus sammen med deres tanker om en mulig løsning. Præcis som vi ofte gør det, når vi beder. Men Jesus svarer dem: “Giv I dem noget at spise!” Han udfordrer dem til at skaffe mad til 5000 mennesker, selv om han ved, at det er umuligt for dem. Derved fastholder han disciplene som en del af processen, fordi han vil, at de skal tage ansvar. For det er ved at tage ansvar for ting, at vi som mennesker bliver redskaber til at bane en vej for Gud. Disciplene kan selvfølgelig ikke løse problemet, og derfor driver mesterens udfordring dem til at erfare og erkende deres egen hjælpeløshed. Og det er præcist dette sted, som Gud vil føre os hen til i bønnen. Til det sted, hvor vi virkelig tager ansvar for ting i vores verden, mens vi samtidigt råber til Gud om hjælp i vores hjælpeløshed. Derved bliver vores hjerter som åbne døre imellem vores verden og himmelen. Det er på denne måde, at Guds hjerte vil invadere vores verden.

Gud har igennem sit ord lovet os, at han vil besvare enhver bøn, som bliver bedt i Jesu navn (1 Joh 5,14), men det kræver dog, at vi lærer at bede efter Guds hjerte. Han er ikke vores slave, som vi kan diktere. Men har er heller ikke en uvildig Gud, der skal overtales. Han er både himmelens mægtige Gud og vores egen farmand, og han tilbyder os sin grænseløse hjælp ind i vores liv … som et samarbejde.

Hvad betyder dette rent praktisk?

Hvis vi virkelig vil forme vores bedemøder efter Guds hjerte, så er der en række ting, der skal ændres.

Vi må lære at gøre bedemøderne til et sted, der er ledt og inspireret af Ånden i stedet for at være behovsstyret. Rent praktisk betyder dette, at vi skal bevare fokuset på den, Gud er, og på det, han gør, igennem hele bedemødet. Ligesom Jesus hele tiden fokuserede på dette, så han derved kunne samarbejde med sin far i himmelen. Han gjorde kun det, han så sin far gøre (Joh 5,19), og sagde kun det, han hørte sin far sige (Joh 8,28).

Vi må også lære at behandle bønnen som en proces og ikke som en ord-handling. En proces kræver tid. Den kræver, at vi venter på Gud, og at vi afventer hans input som den vigtigste del af bedemødet. Processen forudsætter, at vi ikke blot kaster problemerne over på Gud, men at vi bringer dem til Gud sammen med en lang række spørgsmål: Hvad vil du sige, Gud? Hvad ønsker du, at vi skal gøre? Hvordan kan vi sammen løse denne situation? Hvad er dine følelser og tanker vedrørende denne situation?