”Ja, vi elsker dette landet!”

Jørn Nielsen fortæller om 200-året for Norges uafhængighed af Danmark den 17. maj, og om den
kristne vækkelse med Hans Nielsen Hauge, som forberedte Norge til åndelig og folkelig frihed.

“Ja, vi elsker…” synger de deroppe og elsker samtidig Danmark hernede og vice versa.

I år, 200-året for Norges grundlov d. 17. maj 1814 – Eidsvoll-forfatningen – og skilsmissen fra Danmark, går Bjørnsons smukke nationalsang ekstra “rent ind” i også danske hjerter med de stærke slægtskabsfølelser for landet oppe i det høje nord.

Skilsmissen i 1814 efter 434 års “ægteskab” med Danmark var ikke lystbetonet, hverken nord eller syd for Skagerak.

Vi var i lommerne på storpolitikken; i had til England (p.gr.a. ydmygelsen i 1807) holdt Danmark på Napoleon, der imidlertid nu var en færdig mand. Hermed var også Danmarks skæbne blevet beseglet, med stormagternes krav om vor afståelse af Norge til Sverige.

“Ja, vi elsker” blev sunget offentligt på Eidsvoll d. 17. maj 1864 i anledning af forfatningens 50-års jubilæum.

Sangstrofen: “Alt hvad fædrene har kæmpet, mødrene har grædt, har den Herre stille lempet, så vi vandt vor ret…” gjorde kong Frederik IX spontant til sine og Danmarks ord ved en andægtig mindefest for genforeningen i Sønderjylland.

 Stordanmark

Optakten til Eidsvoll-erklæringen 17. maj 1814, måske Europas frieste forfatning, havde været spændingsfyldt, men dygtigt håndteret af kong Frederik VI’s 27-årige fætter, prins Christian Frederik (den senere Christian VIII).

Han var året i forvejen sendt derop som statholder på et tidspunkt, hvor det danske imperium og oldenborgske monarki endnu strakte sig fra Nordkap ned til Elbens bredder.

Desuden var der vore kolonibesiddelser på 3 kontinenter. I denne multietniske “helstat” taltes således de første 8 sprog.

Prins Christian Frederik vandt ved sit smukke ydre og sin høje dannelse snart nordmændenes hjerter som samlingsfigur ved søsætningen af Norges 17. maj-grundlov, hvor han samtidig blev udråbt som landets nye konge. Det var en provokation overfor Sverige, som ved Kielerfreden havde fået Norge tildelt som kompensation for tabet af Finland i 1809 til russerne.

 Himlens smil

Den unge prins tøvede med sit ja, da han syntes at forudse et udsigtsløst bravallaslag. Men på rigssalen i Eidsvoll-bygningen (forløberen for Stortinget i Oslo) d. 19. mai 1814 accepterede den nye konge.

Derefter drog kongen og hele rigsforsamlingen til gudstjeneste i Eidsvoll kirke.

Kongen selv kørte i en enkel, rustik hestevogn trukket af 2 heste og eskorteret af ridende jægere. Til folkemængden sagde kongen: “Himlen smiler til os i dag!”

Forberedt af vækkelse

Men Himlen havde allerede tilsmilet Norge, der på en særlig måde havde haft sin besøgelsestid med rige, åndelige vækkelser.

Redskabet var bondesønnen Hans Nielsen Hauge, som Gud brugte på forunderlig vis i årene 1796-1804, hvor han gennemtrawlede store dele af Norge til fods med en hellig ild.

Ilden antændtes pludseligt, da han som 25-årig i 1796 gik bag ploven på sin fars bedrift ved Sarpsborg. Vækkelsen bredte sig som en præriebrand til stor forbitrelse hos en lunken luthersk kirke, som Hauge dog selv forblev loyal imod.

Gejstligheden fik ham rænkefuldt spærret inde i mange år, men gode mænd søgte om benådning hos den danske konge, som på det tidspunkt var den sindssyge Christian VII, men det var kronprinsen (fra 1808 Frederik VI), som reelt regerede.

Frederik VI var også som konge inderligt imod Hauge-vækkelsen og dens “sværmeri”.

10 år i fængsel for vækkelsesforkyndelse

Kongens København afviste således med koldt blod enhver ansøgning om benådning, påvirket af præsteskabets falske anklager mod Hauge for sværmerisk virksomhed, forførende vildledning af den uoplyste almue, spredning af falsk lære og oprør mod statsinstitutionen i almindelighed og den gejstlige stand i særdeleshed.

10 år efter Hauges arrestation og langvarige fængsling i 1804 gik det den danske konge Frederik VI ilde i 1814, som i sandhed blev hans “annus horribilis”.

Var det Guds straf?

Her er min pointe: Var det en Guds straf for justitsmordet mod Hauge? Ligner det ikke en tanke? For siger ikke Bibelen advarende: “Rør ikke mine salvede, gør ikke mine profeter ondt!” (Sl. 105:15)

Så tabet af Norge havde måske mere end en umiddelbar politisk forklaring.

Det skyldtes måske ikke bare, at den danske “helstat” stod overfor en militært overlegen svensk hær med en frygtindgydende “Nebukadnezar-agtig” krigsherre i arveprinsen Karl Johan Bernadotte (en af Napoleons marskaller, som Sverige havde adopteret i 1810), og at stormagterne havde kørt landsfaderen Frederik VI skakmat?

Der var begået meget ondt mod lægmandsprofeten Hauge, som aviserne nok ikke skrev meget om, men som Himlens Gud kendte til, og Danmark måtte finde sig i at blive decimeret med tabet af Norge.

Guvernør over Fyn…

Prins Christian Frederik fik således kun lov at bære sit norske kongescepter i 5 mdr., hvorefter Frederik VI trak sin forbitrede og dybt skuffede fætter hjem til Danmark d. 28.10.1814 med orlogsbriggen “Bornholm” til en ligegyldig sinecure post som guvernør over Fyn. (Han blev som sagt senere konge som Christian VIII 1839-48).

Norge var vågnet

I praksis mærkede Norge i det daglige dog ikke meget til Sverige ud over formelt at stå under en svensk konge, hvad almuen ikke kunne hidse sig op over, eftersom landet fik lov at beholde sin egen grundlov og egen møntfod, altså med udpræget selvstyre.

Historikeren Ståle Dyrvik sammenfattede resultatet for Norge med ordene: “De havde fået unionen, men beholdt grundloven og det allermeste af selvstændigheden.”

Og Norges kulturelle særpræg bevaredes. Digterne Bjørnstjerne Bjørnson og Henrik Ibsen ragede gigantisk op i landskabet sammen med mange andre store digterånder og blev obligatorisk læsning også i danske skoler.

Ibsens “Terje Vigen” skulle vi i min skole delvis kunne udenad.

Vækkelsen fortsatte

Men det bedste ved det hele var dog, mener jeg, at den kristne, folkelige lægmandsmission, som under luthersk paraply startede med Hans Nielsen Hauge, Norges måske mest originale vækkelsesprædikant nogensinde, fortsatte at blomstre vækkende og fornyende fra bygd til bygd uden “importeret” påvirkning udefra.

Vi oplevede også vækkelse i Danmark, men det blev alligevel nok Norge, der på det punkt tog teten. Og personligt står jeg i stor gæld til adskillige norske vækkelsesprofiler, som fik afgørende betydning for mit kristenliv.

Dansk og nynorsk

Skriftsproget blev ikke svensk, men forblev dansk med en nænsom retskrivning. Senere, fra 1830’erne og fremefter, “opfandt” den sunnmørske digter og filolog, Ivar Aasen (1813-1896), det, vi i Danmark kalder “nynorsk”, men som i Norge kaldes “landsmål”, og som nu er sidestillet med det sprog, danskerne bedst kan lide.

I skriftsprog ligner det nemlig til forveksling vort eget og kaldes i Norge “bokmål”. Mange hernede mener, at den norske bibeloversættelse på “bokmål” i mange henseender er bedre end den danske – i hvert fald er den et fremragende supplement for danske bibellæsere.

Farvel til adelen

I slutningen af 1800-tallet afskaffedes adelen, som i forvejen ikke havde spillet den store rolle i fjeldlandet, men det debatteredes i Stortinget.

Eftertidens dom over prins Christian Frederiks lederskab har været delt, men én ting er sikkert: Uden Christian Frederik som national samlingsfigur, ingen Eidsvoll-forsamling, intet kongevalg og ingen 17. maj.

Venskab

Danmark mistede Norge, men aldrig dets hengivenhed. Folketingets formand, Mogens Lykketoft, blev da også inviteret til, som den første udlænding siden Churchill, at tale i Stortinget d. 15. maj 2014, – en virkelig ønskeinvitation, for hvem ville ikke som dansker ved dette 200-års jubilæum gerne med et godt sindelag sige noget pænt til vort gamle, norske broderfolk?

Ej mindst ud fra en kristen synsvinkel.

Kilder: Skilsmissen af Rasmus Glenthøj

Den vanskelige Frihet af Francis Sejersted

Danmark-Norge, Nærhed og adskillelse af Ole Feldbæk