Muslimen, der sang gospel
Putri Dehn, som er korleder for børnegospel, fortæller om, hvordan fascinationen af fasterens brudekjole ledte hende til at synge gospel – og at konvertere fra islam til kristendom.
Da Putri Dehn blev født i Indonesien for 24 år siden i en muslimsk familie, havde ingen vel forudset, at hun denne sommer stiller sig op i hjertet af den danske hovedstad for at lære danske børn at synge gospel.
Men det er netop, hvad Putri Dehn gør under GospelAid lørdag 14. juni, når gospelkirken The Gospel Fellowship sammen med Danmission samler ind til fordel for udsatte og fattige børn i Egypten.
Som noget nyt i år er der nemlig ikke kun gospelworkshop for voksne, men også for børn fra 7 år og op.
Med Putri Dehn som korleder øver børnene sig hele dagen og deltager så sammen med de voksne sangere i aftenens store støttekoncert i Københavns Domkirke.
Hvordan er du havnet i et dansk gospelkor?
– Den rejse begyndte til min morbror og tantes bryllup. Hele min familie er muslimer – bortset fra min tante, der er kristen. Jeg var en ganske lille pige, da de blev gift, og jeg syntes, at hendes brudekjole var spændende.
Jeg blev fascineret af tanken om et kirkebryllup, fortæller Putri Dehn.
– Som 10-årig kom jeg med mine forældre til Danmark. Efter gymnasiet havde jeg som så mange andre brug for at lave noget helt andet og tog et sabbatår. Jeg fik lyst til at synge og begyndte sådan lidt tilfældigt i et gospelkor.
At synge om Jesus passede ikke rigtigt med at være muslim, men jeg prøvede alligevel. Og det var vildt fedt. Jeg følte, det var forkert – jeg var jo muslim. Men samtidig følte jeg mig mere hjemme i gospelkoret og det kristne budskab om, at Jesus ikke bare er en profet, som muslimerne mener, men er Guds søn.
Jeg fandt troen på, at Jesus har taget vores synder, og at tilgivelse er noget, vi får, og ikke – som i islam – noget vi skal arbejde os op til for at undgå at ende i Helvede.
Det føltes og føles rigtigt. Faktisk har jeg en fornemmelse af, at jeg et eller andet sted har vidst det, fra jeg var en lille pige.
Siden blev Putri Dehn døbt i den danske folkekirke. Men der sluttede hendes rejse ikke.
– Gennem mit gospelkor hørte jeg om The Gospel Fellowship. Her følte jeg mig hjemme. I folkekirken skal man oftest bare sidde stille og lytte. Gospelkirken er mindre formel og højtidelig. Her kan man være sig selv – synge højlydt og begejstres sammen, fortæller Putri Dehn, som med både krop og stemme efterlader indtrykket af en udadvendt, let og livsglad kvinde.
– Men før jeg begyndte at synge gospel, var jeg faktisk stille og indadvendt. I dag er jeg blevet mere bevidst om, hvem jeg er, og hvad jeg tror på. Sangen og musikken former én som menneske. Får én til at give slip på det, som holder én fast. Jeg er blevet sat fri, kan man vel sige.
I dag bor Putri Dehn i København og er lærerstuderende. Hun synger i Voices of Gospel, og derudover leder hun 2 kor: Gospel Generation Kids for de 5-9 årige og Gospel Generation Next for de 10-16 årige.
Hvad kan gospel i forhold til børn?
– Gospel er et stærkt fællesskab – også for børn. Her handler det ikke om at synge flot, men om at børnene får lov til at synge sammen – at være sammen om sangen. I børnekoret har vi fx taget fat i lignelsen om de betroede talenter ud fra Sigurd Barretts bibelhistorier og snakket om, at Gud har givet os talenter, som vi skal bruge på bedst mulig måde. I de store kor synger vi fx sangen ”I Need You to Survive”, der handler om, at vi har brug for hinanden.
I dag er der oftest en individuel tilgang til alting. Også det at synge bliver – promoveret af talentshows på tv – gjort til en helt personlig ting og noget, der alene kommer fra én selv.
I gospelkorene lærer børnene, at vi er sammen om det at synge, og at der er brug for alles talenter. Det er fx OK at komme træt til kor – så er vi sammen om at løfte hinanden og koret, siger Putri Dehn, som er en af de mange aktive i GospelAid.
– For mig handler gospel om at være sammen, mens vi formidler musikken og det gode budskab.
Derfor synger de gospel
”Da jeg skulle starte til gospel, var det lidt underligt at skulle øve i en kirke. Men da jeg kom herhen og var med, syntes jeg, det var noget af det fedeste, jeg nogensinde har prøvet. Jeg kan rigtig godt lide at synge – også om Gud og kærlighed og sådan noget. Gospel er ren glæde!”
Naomi, 12 år og med i Gospel Generation Next:
”Gospel har et godt budskab. Jeg tror på, at der er en Gud. Når jeg synger, mærker jeg det lidt stærkere. Og så er der fed rytme i gospel, som man får lyst til at danse til. Der er energi. Gospel er også fællesskab. I et kor kan man høre hinanden og redde hinanden, hvis man kommer til at synge forkert. Man er sammen om sangen og kan mærke, at man ikke står alene, når man optræder.”
Tove Lind Iversen/Henri