Nicky Cruz og Carola på bibelcamp i Sarons Dal
Over 1000 børn og unge deltog i sommerstævnet i Sarons Dal, Norge, hvor de bl.a. kunne høre Nicky Cruz, tidligere bandeleder i New York, og sangeren Carola Häggkvist.
Af Bodil Lanting
Troens Bevis’ sommerstævne fra 11.-19. juli samlede et rekordstort antal børn og unge.
Over 1.000 børn og unge deltog i stævnet, mens 300 deltog som frivillige medarbejdere.
– Det er det bedste stævne siden 1997. Folk spørger, hvordan i alverden vi har fået gennemsnitsalderen så langt ned, fortæller stævnechef Sten Sørensen.
Store navne på scenen
På åbningsmødet lørdag aften talte den norske tv-pastor Egil Svartdal. Lederen af Troens Bevis’s Verdens Evangelisering, Rune Edvardsen, talte søndag aften. Herefter var der koncert med Christian Ingebrigtsen, som tidligere var med i boybandet A1.
Onsdag var der koncert med Solveig Leithaug og Garness søstrene, mens Carola Häggkvist samlede 1500 til sin lovsangskoncert fredag den 18. juli.
I weekenden fortalte den tidligere bandeleder Nicky Cruz om sin forfærdelige opvækst med fysisk og psykisk vold, livet i New York Citys ’jungle’ og endelig mødet med David Wilkerson og Guds kærlighed.
Nicky Cruz har tidligere medvirket i Sarons Dal.
Gud elsker familien
– Gud elsker familien, sagde Nicky Cruz. Han fik selv lov til at opleve, at hans dysfunktionelle familie, bl.a. den mor, som plejede at hade ham, kom til tro på Jesus.
Carl Gustav Severin fortalte fantastiske beretninger fra missionsarbejdet. Også Martin Cave fra den lutherske IMI kirken i Stavanger deltog.
– IMI er blevet en vældig god missionspartner for Troens Bevis, fortæller Sten Sørensen.
Missionsstævne
– Mere end noget andet er Sommerstævnet i Sarons Dal et missionsstævne, som skal være et vidne om, at troen på Gud er levende og virkekraftig både i Norge og ude i verden, pointerer Sten Sørensen.
Kanal 10 dækkede aftenprogrammerne, og Radio Lyngdal lavede udsendelser fra møderne på distriktets lokalradio og på webradio.