Hans kraft viser sig på mange måder

Guds kraft er stærkere end døden og kan vende tingene og gøre alting nyt.
Guds kraft er stærkere end døden og kan vende tingene og gøre alting nyt.

Kære H.
Jo, jeg tror som dig, at den kraft, der helbredte din gigt, er den samme kraft, der rejste Jesus op fra graven. Guds kraft, som også er Helligåndens kraft, viser sig blot på mange forskellige måder. Din helbredelse er en af måderne.
Nogle tænker blot på påskens budskab om opstandelsen som beretningen om en fantasifuld begivenhed, der fandt sted for over 2000 år siden. Noget som de ikke kan forholde sig til i dag, og som de derfor har svært ved at tro på er virkeligt.
Men for Det Nye Testamente er Jesu opstandelse det vældige vidnesbyrd om Guds kraft, som er stærkere end døden, og som kan vende tingene og gøre alting nyt.
Budskabet om Jesu Kristi opstandelse er budskabet om en levende og virkende Gud, der kan virke ind i tingene her på jorden og gøre tingene på helt anderledes måder, end vi kan fatte.
Det er også det, din helbredelse vidner om. Også din helbredelse er et bevis på, hvad Guds kraft formår.
Den tro, som påskens budskab om opstandelsen vil vække i os, er ikke blot troen på en mirakuløs begivenhed for længe siden, men det er troen på en mægtig Gud, der talte og virkede gennem Jesus, og da de onde magter knuste og dræbte Jesus, da oprejste Guds kraft ham fra graven.
Der er endda nok nogle, der siger ja til Bibelens budskab om Jesu død og opstandelse som noget, der skete for ca. 2000 år siden, men som ikke tror på, at den samme Guds kraft stadig er virksom her på jorden.
Men vi skal ifølge Bibelen ikke fejre opstandelses-dagen, som blot en historisk mindedag. Vi skal fejre den i tro til, at Gud er den samme i dag, og i Jesus Kristus har vist os, hvad han kan, når vi i dag har brug for hans hjælp.
Vi skal, som Paulus udtrykker det, gennem opstandelsen forstå noget om Gud, nemlig dette: ”– så I forstår, til hvilket håb han kaldte jer, hvor rig på herlighed hans arv til de hellige er, og hvor overvældende stor hans magt er hos os, der tror i kraft af hans mægtige styrke. Med den magt virkede han i Kristus, da han oprejste ham fra de døde” ( Efeserbrevet kap. 1, versene 18-20 ).
For Det Nye Testamente er Jesu opstandelse det vældige bevis på Guds kraft. Og denne kraft sætter Paulus her i Efeserbrevet i forbindelse med vores eget liv nu her på jorden.
Det Nye Testamente trækker hele tiden linjer fra Jesu opstandelse til frelsen, fornyelsen og helbredelsen af vores eget liv.
Læs fx Romerbrevet kap. 6, vers 4: – ”Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv.”
Jeg synes, at vi mennesker af hjertet skal åbne os for den kraft, der oprejste Jesus fra de døde og blive redskaber for Guds kraft i verden.
Med venlig hilsen
Orla Lindskov

Brev:

Jeg blev helbredt for gigt og smerter

Portrait Of A Smiling Attractive Senior ManKære Orla Lindskov
Jeg læste for nogen tid siden i din Brevkasse om en folkekirkepræst, som ikke troede på opstandelsen, dvs. at opstandelsen skulle have fundet sted sådan rent bogstaveligt.
Den mand, der skrev ind til dig om det, var selv syg og ville gerne have Guds kraft og Guds helbredelse til sin sygdom. Men ifølge præsten var al tale om Guds helbredelse, samt Jesu opstandelse blot smuk billedtale uden hold i virkeligheden.
For mig er kraften fra Jesu opstandelse – altså den kraft, der rejste Jesus op fra de døde – det er den samme Guds kraft, som helbredte de syge dengang, og den samme Guds kraft, som helbreder syge i dag.
Det er jeg fuldt og helt overbevist om. Ja, sådan har min overbevisning været, siden jeg for snart 20 år siden blev en troende kristen. Det skyldes bl.a. også, at jeg flere gange helt konkret har mærket den kraft virke i mit liv.
Senest skete det for ca. et halvt år siden, da jeg var med på et møde med dig, som blev holdt i Frelsens Hærs lokaler i Valby.
Jeg har i flere år lidt af pinefuld gigt i skuldre, arme og fingre. Jeg er for øvrigt en mand på 56, og jeg havde så småt indstillet mig på, at jeg skulle leve med de smerter. Jeg har været nødt til at spise meget smertestillende for at kunne holde smerterne ud.
Men på omtalte møde i Valby gik jeg frem til forbøn. Da du lagde hænderne på mine forpinte skuldre og bad, mærkede jeg en varm strøm gå igennem mig fra top til tå.
For mig var det en berøring af opstandelseskraften, af Guds kraft, for siden den eftermiddag har min gigt været væk og sammen med den alle gigtsmerterne. Det er jeg utrolig taknemmelig for. Nu er så mit spørgsmål til dig: – Tror du ikke også, at den kraft, der helbredte min gigt og mine smerter, er den samme kraft, som rejste Jesus op fra graven?
Med en taknemmelig hilsen fra H.

Min oplevelse:

Kære Orla Lindskov
Med stor glæde kunne min mand og jeg samt vores praktiserende læge ved den rutinemæssige test og undersøgelse bekræfte, at både blødninger og vandladnings-besvær var overstået, og en prostataoperation kom slet ikke på tale.
Vi føler, at en fuld og hel helbredelse indtraf, efter at vi havde modtaget din salvedug. En hjertelig tak til dig.
Kh. J.

Min oplevelse:

Kære Orla Lindskov
Nu skriver jeg endnu engang til dig efter en salvedug.
Sidst jeg skrev til dig, sendte du mig en salvedug, og efter jeg fik lagt den under mit lagen, fik jeg besøg af den store læge Jesus, og min sygdom forsvandt efter kort tid. Denne helbredelse holder stadig, selv om det nok snart er 2 år siden.
Nu er det så galt med min ryg og ene skulder. Tak, hvis du vil hjælpe mig igen med en ny salvedug.
Venlig hilsen G

Min oplevelse:

Kære Orla!
Tak for din hjælp endnu engang til mig angående mit søvnbesvær. Atter har din forbøn sammen med salvedugen hjulpet.
Det er bare skønt at kunne vågne op om morgenen efter en nat med tilstrækkelig søvn. Dagens opgaver klares helt anderledes. Dagen har fornyet fylde og lys, når nattesøvnen er god.
Tak for dit store arbejde til gavn, glæde og opbyggelse for os i det lille, smukke land, Danmark.
Kærligst
K.