Mission på mange måder
Ny Mission nr. 26 byder på artikler om, hvad man vil, og hvad man forstår ved mission ud fra, om det fx er en folkekirke eller frikirke, og hvilke kirker der kan gøre hvad. Det hjælper læseren til at blive bevidstgjort om mulighederne for mission afhængig af kirketype.
Det indledende kapitel belyser, hvordan mission kan udmønte sig i en vekselvirkning mellem ”dåbskristendom” og ”troskristendom”, hvor kirker med dåbskristendom må give rum for trosrejse til tilgivelsens verden og ind i Guds rige. Et dilemma er, når aktiviteter, som får folk ”i kirke” skygger for, at man teologisk nedtoner at skelne mellem Guds Rige og ”verden”.
Biskop Karsten Nissen har skrevet en spændende artikel om folkekirken, som ifølge lovgivningen har mission som opgave. Men er det foreneligt med at være statskirke set i et multireligiøst samfund? Og er vi multireligiøse i Danmark, når ca. 80 % er medlem af folkekirken? Er folkekirkens mission for dem, der kommer i kirken eller dem udenfor? Og giver det mening at tale om dem udenfor og indenfor, når betænkning 1477 af juli 2006 siger, at ”Forkyndelse af Guds gave i Jesus Kristus er en missionsopgave, folkekirken er forpligtet på over for såvel døbte som ikke-døbte.”
”Den mangfoldige kirke 2” kan læses uafhængigt af ”Den mangfoldige 1” (anmeldt uge 37/2013). Det er en inspirerende udgivelse, som også kan læses på www.dmr.org.
Mogens S. Mogensen (redigering):
Menighedsformer og mission – Den mangfoldige kirke 2
Ny Mission nr. 26 – 120 sider – Dansk Missionsråd