Det kan være en god idé at skrive sine ønsker og drømme ned
Kære Suh
Jeg er netop fyldt 45 og er kommet i en måske lidt forsinket midtvejskrise. Når jeg ser på mit liv, er det overordnet et godt liv, men også et meget middelmådigt og kedeligt liv. Jeg keder mig simpelthen i min tilværelse! Børnene er så store, at de ikke har så meget brug for mig eller tid/lyst til at være sammen med mig. Min mand og jeg fungerer godt sammen, men det er måske også bare et meget trivielt liv, vi lever. Jeg savner – mere! Jeg ved bare ikke rigtig hvad, og min status i livet gør det lidt svært at forfølge de helt store drømme, realistisk set. Går det mon over af sig selv med tiden? Er det bare en fase, nogen af os skal igennem? Og hvis ikke, hvordan så komme videre her fra?
H.
Kære H.
Jeg synes bestemt ikke, at du bare skal sætte dig med hænderne i skødet og vente på, at det går over af sig selv. Verden har nemlig masser af bud på, hvordan vi får ”mere mening” og mere ”spænding” ind i et lidt trivielt liv, og hvis vi blot passivt venter på at ”et-eller-andet” sker, så risikerer vi at blive forført af et eller flere af de mange på overfladen velmenende tilbud. Reklamen for hjemmesiden for utroskab, Victoria Milan, er blot et eksempel på et sådan tilbud: ”hold dit ægteskab levende – hav en affære”. Jeg kan ikke understrege nok, hvor uenig jeg er i dette udsagn.
Men når du oplever at savne et eller andet i dit liv – så er det sandsynligvis fordi, der rent faktisk mangler noget! Start derfor med at afkræve dig selv nogle svar på dit eget spørgsmål: hvad savner jeg? Overvej dit spørgsmål i forhold til 1) dit parforhold 2) dine børn 3) din faglighed 4) dine venner/veninder 5) Gud. Gør det gerne helt praktisk: Skriv emnerne ned – en side til hvert område – og så brainstormer du. Nedskriv alt, hvad der falder dig ind – i stikord, så du ikke kommer til at miste fokus. Dette kan du med fordel gøre over flere dage/uger. Lad det ligge og simre i baghovedet og mærk, hvordan du forhåbentligt begynder at observere din dagligdag mere opmærksomt og mere konstruktivt. Hvad savner du her og der? Hvad længes du efter, som ikke indfries, som tingene er nu?
Når du har givet nogle bud på dine egne spørgsmål, så begynder du for hvert svar – hver længsel – at tænke over (og nedskrive), hvordan din længsel eventuelt kunne imødekommes (mål). I første omgang skriver du bare det første, der falder dig ind, også selvom du synes, det er urealistisk, for hver gang vi bremser os selv i at tænke en tanke til ende eller drømme en drøm til ende, så risikerer vi at misse nogle potentielle muligheder, som gemmer sig undervejs.
Derefter skal du i gang med for hver længsel + mål at overveje, hvilke muligheder der er for at få indfriet den værdi, som målet repræsenterer. Hvis du fx har skrevet ”rejse jorden rundt”, skal du først overveje, hvilken værdi, dette ville repræsentere for dig. I dette tilfælde kunne det fx være ”at komme lidt væk fra det hele + udvide min horisont”. Herudfra tænker du over, hvilke muligheder der er, for at du kan få indfriet den værdi – på andre måder end kun nødvendigvis at rejse jorden rundt. Det kan måske i første omgang være at tage en uge væk til et land, du ikke tidligere har besøgt, enten sammen med din mand, en veninde eller med hele familien. Lad temaet for rejsen være ”vores horisont skal udvides”.
Gennemgå alle dine punkter på denne måde, tænk kreativt og vær konstruktiv. På den måde begynder du at tage ansvar for at forfølge dine mål indenfor realistiske rammer.
Hilsen Suh