Kvindelig teolog skal lede Folkekirkens Nødhjælp
For første gang bliver en kvinde generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.
Den 53-årige Birgitte Qvist-Sørensen skal afløse Henrik Stubkjær, der er blevet biskop i Viborg Stift.
Birgitte Qvist-Sørensen er både teolog og uddannet leder. Hun har siden 2010 været ansat som international chef i Folkekirkens Nødhjælp.
– Vi kender Birgitte som en yderst kompetent international chef i Folkekirkens Nødhjælp. Vi ved, at hun lige så sikkert vil favne hele organisationen. Birgitte er teolog med topledererfaring og var den stærkeste kandidat i et meget stærkt felt, siger bestyrelsesformand Paul Mollerup.
Professionel erfaring
Birgitte Qvist-Sørensen har de seneste fire år ledet den internationale afdeling i Folkekirkens Nødhjælp, og forinden var hun social- og sundhedsdirektør i Helsingør Kommune, hvor hun var chef for en forvaltning med 1.600 ansatte.
Før det arbejdede hun som programleder i tre år for Red Barnet i Bosnien Hercegovina med rehabilitering i flygtningelejre. Hun har desuden været ansat på UNIFEMs regionalkontor i Bangkok med ansvar for kvindeprojekter i Sydøstasien. Derudover har hun arbejdet med organisatorisk analyse for UNESCO i Paris og med forsoningsprojekter for kvinder i Belfast.
Birgitte Qvist-Sørensen blev uddannet teolog i 1991 fra Århus Universitet. Hun har taget Internationalt Studieår på Ålborg Universitet med speciale i gender and rights (køn og rettigheder) og har en Master in Management Development, fra CBS.
Dertil kommer en række længerevarende kurser fra både USA, Australien og England i bl.a. personalejura, værdibaseret ledelse, udviklingsplanlægning, projektledelse, økonomistyring, konfliktløsning og mægling. Hun var med fra starten i Center for Konfliktløsning i 1999, hvor hun i en årrække var underviser.
Birgitte Qvist-Sørensen er bestyrelsesformand i Dansk Initiativ for Etisk Handel og er med i bestyrelsen for ACT, der er de kirkelige hjælpeorganisationers verdensomspændende alliance. Privat bor Birgitte med sin mand i København. Sammen har de to sønner på 23 og 12.